Karl 10.
Karl 10. (9. oktober 1757 - 6. november 1836), konge af Frankrig (1824-30), død i Goritz i Østrig.
Han var tredje søn af Ludvig 15.s søn Ludvig, den 1765 døde Dauphin, og Marie-Josephe af Sachsen. 16 år gammel ægtede han 1773 Marie Therese af Savojen og levede i den følgende tid under navnet greven af Artois ved det franske hof. Hans liv var letsindigt, hans interesser snævre og hans forståelse af statssager yderst ringe. Da revolutionen brød ud, udvandrede han umiddelbart efter stormen på Bastillen 1789 sammen med de første emigranter. Han søgte til Østrig for at finde hjælp mod revolutionen og deltog i sammenkomsten i Pilnitz august 1791; 1792 var han med i et emigrantkorps, der angreb Frankrig, siden skulle han have været i Vendée 1795 for at genrejse bevægelsen der, men han kom ikke længere end til en af øerne i Kanalen. Han viste sig ved disse lejligheder meget lidt dygtig og meget lidt modig. Siden opholdt han sig i England, hvis regering gav ham en anselig pension at leve af.
1814, da de allierede magters hære trængte ind i Frankrig, ilede han dertil før den ældre bror Ludvig og overtog i hans navn regeringen 12. april 1814; han benyttede denne kortvarige magt til at slutte en for Frankrig lidet fordelagtig militærkonvention 23. april. Under Ludvig 18. blev han dernæst fører for det mest ultrakonservative parti, talsmand for en energisk hævnpolitik.
Af hans sønner var den ældste, hertugen af Angouléme (født 1775), gift med en datter af Ludvig 16. Han virkede med stor iver for den mest mulig reaktionære politik. Den anden, hertugen af Berry (født 1776), der var gift med en neapolitansk prinsesse, dræbtes ved et attentat 1820.
September 1824 blev Karl ved Ludvig 18.s død Frankrigs konge. Imod forventning begyndte han med at optræde forholdsvis liberalt og gøre det liberale parti indrømmelser, der skabte en nogenlunde gunstig stemning for ham, men snart kom der andre love, som bragte stemningen til at vendes skarpt mod ham, skønt hans egentlige anskuelser foreløbig ikke gjorde sig gældende, så længe den forsigtige Villéle vedblev at være regeringens chef. 1827 besluttede imidlertid han og kongen ved udnævnelsen af nye pairsmedlemmer og opløsning af deputeretkamret at skaffe sig en lydig rigsdag. Det mislykkedes ganske, valgene blev et stort nederlag for regeringen. Kong Karl lod sig nu bevæge til at bøje af. Januar 1828 tog han det moderate ministerium Martignac, og allerede i forvejen havde han ved sin indblanding i den græsk-tyrkiske strid til Grækenlands fordel gjort et skridt i liberal retning. Martignac fandt dog kun en lunken støtte i deputeretkamret, og kongen kunde aldrig forsone sig med, at han havde været nødt til at tage et sådant ministerium. August 1829 greb han da et påskud til at lade dette ministerium falde og tog nu til førsteminister sin ven og meningsfælle fyrst Polignac. Det var en af de mest upopulære emigranter, og endnu værre blev det, da man til krigsminister tog en anden emigrant, Bourmont, der natten før slaget ved Ligny var gået over til fjenden. Resultatet blev en åbenlys konflikt med deputeretkamret, og forgæves forsøgtes en opløsning, oppositionen blev blot stærkere derved. Da greb kongen til statskuppet; 26. juli udstedtes de såkaldte juliordonnancer, der opløste kamret, før det var trådt sammen, og ændrede valgloven samt ophævede pressefriheden. Kongen og Ministeriet troede ved denne handling.at være nogenlunde i overensstemmelse med grundloven, idet de støttede sig på dennes § 14, som udtalte: »Kongen giver de befalinger og anordninger, som er fornødne til lovenes udførelse og statens sikkerhed«; de ventede ingen modstand, så kongen vedblev at gå på jagt i Rambouillet, og man havde kun 14.000 mand i Paris. Bestemmelserne var imidlertid åbenlyst grundlovsbrud, og resultatet blev, at Paris’ borgere rejste sig til opstand. Efter 3 dages kamp 27.-29. juli forlod tropperne byen, revolutionen havde sejret. 29. juli tilbød Karl forgæves at tage ordonnancerne tilbage; da det ikke hjalp, abdicerede han og hertugen af Angoulérne til fordel for hertugen af Berrys søn, Henrik, og han overdrog Ludvig Filip regentskabet for denne. Heller ikke dette hjalp; deputeretkamret erklærede med 219 stemmer mod 33 tronen for vakant og valgte 9. august Ludvig Filip til konge. Derefter drog den parisiske nationalgarde mod Rambouillet, og skønt Karl havde sin garde her, indlod han sig ikke på nogen kamp men forlod landet. Han levede siden i Østrig, hvor han 6 år efter døde.