LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Karl 2.
Karl 2.


Faktaboks
Skotsk konge30. januar 1649 - 3. september 1651
Engelsk og irsk konge29. maj 1660 - 6. februar 1685
EfterfulgteRichard Cromwell
Blev efterfulgt af:Jakob 2.
Fødselsdato:29. maj 1630
Fødselssted:St. James's Palace, London
Dødsdato:6. februar 1685
Dødssted:Whitehall Palace, London
Begravet:Westminster Abbey
Gift med:Catarina af Bragança
Børn:Cirka 15 uægte børn
Karl 2. (29. maj 1630 - 6. februar 1685), konge af Storbritannien og Irland (1660-85), født i London, søn af Karl 1., flygtede under borgerkrigen til Frankrig (1646), hvor han blev i 2 år.

Under den anden borgerkrig (1648) satte han med en flåde over fra Holland til Themsen, men udrettede intet af betydning. Herefter opholdt han sig en tid i Holland, hvorfra han forgæves arbejdede på at hindre farens henrettelse. Efter denne antog han kongetitelen og blev 5. februar 1649 udråbt til konge i Edinburgh. Også irlænderne havde valgt ham til deres konge, og han ville i grunden helst gå derover, men måtte opgive det af pengemangel. Han drog så til Skotland, hvor han landede i juni 1650 og blev modtaget med velvilje af folket. Imidlertid forestod der en kamp med den engelske hær under Cromwell, som efter at have undertvunget Irland marcherede mod Edinburgh. Efter slaget ved Dunbar, som skotterne tabte, måtte denne by overgive sig; men der stod endnu en stor skotsk hær på benene, og med den gjorde Karl et indfald i England i håb om at iværksætte en rejsning der. Cromwell fulgte imidlertid efter, og ved Worcester (3. september 1651) blev Karl fuldstændig slået og måtte flygte til Frankrig. Her var han til 1654, da en planlagt traktat mellem dette land og England tvang ham til at gå til Tyskland, hvorfra han siden drog til Nederlandene. Efter Cromwells død trådte general Monk og flere andre i forbindelse med ham, og ved en erklæring i Breda af 4. april 1660 bestemtes det, på hvilke betingelser han skulle være Englands konge, og 25. maj samme år landede han i Dover, hilst med glæde. 29. maj holdt han sit indtog i London, bekræftede Magna Charta, Petition of Right, Parlamentets skattebevillingsret og øvrige privilegier, og alt syntes at ånde fred og ro.

Karl var en større begavelse end faren, men mindre samvittighedsfuld og pligtfølende. Nogen virkelig religiøsitet besad han ikke, men svingede frem og tilbage mellem ateisme og katolicisme. Hans moralske vandel var meget slap, og han holdt stadig elskerinder, som ofte spillede med i politikken. Han var gift med Katharina af Braganza, en datter af kong Johan (4. af Portugal). Blandt Karls første ministre var lord Clarendon den ledende person, indtil den resultatløse søkrig med Holland medførte hans fald (1667).

Ved erklæringen i Breda var der udstedt almindelig amnesti, som dog ikke kom til at gælde dem, der endnu var i live, af Karl 1.s dommere; de blev enten henrettede eller landsforviste. I det parlament, der havde indkaldt Karl, var presbyterianerne lige så stærke som de kongeligsindede, men med det ny parlament af 1661 indtrådte der en royalistisk reaktion. Der vedtoges love til værn for kongemagten og højkirken, men Karls begunstigelse af katolikkerne ville det dog ikke gå ind på. Hans udenrigspolitik vandt heller ikke bifald, da den syntes upassende for nationens ære og ikke var heldig.

Efter Clarendons fald var Karls hovedrådgivere de 5 mænd, som efter begyndelsesbogstaverne i deres navne (Clifford, Arlington, Buckingham, Ashley og Lauderdale) gav ministeriet navnet Cabalministeriet. I begyndelsen gjordes et tilløb til en national politik, idet Karl trådte ind i tripelalliancen med Holland og Sverige mod Frankrig (1668); men da parlamentet ikke ville gå ind på at formilde lovene mod dissenters eller give ham større bevillinger, kastede han sig i armene på Frankrig og sluttede en hemmelig traktat i Dover 1. juni 1670, hvorved han for en stor årlig sum gik ind på at hjælpe Ludvig 14. i hans påtænkte krig mod Holland og begunstige katolikkerne i England. Ifølge denne begyndte han 1672 krig med Holland og udstedte en indulgensakt for dissenters; men da krigen ikke gik så heldig, som man havde ventet, måtte han henvende sig til parlamentet om pengebevillinger, og dette ville ikke vide noget af indulgensakten, ja gik endog videre og satte Testakten igennem (1673). der udelukkede enhver, som ikke hørte til højkirken, fra alle embeder. Krigen fortsattes, men med lidt held, og 1674 måtte Karl give efter for uviljen imod den, slutte fred og opgive Cabalministeriet, der allerede delvis var opløst. Den nye førsteminister, sir Thomas Osborne, jarl af Danby, søgte at udvide kongemagten i forbund med højkirken og vinde nationen ved at optræde mod Frankrig; men her kunne han ikke få Karl med sig. Da parlamentet nægtede ham en bevilling, han forlangte, tog han mod en større årlig sum af Frankrig og lovede at regere uden parlament og holde sig neutral i den hollandske krig. Da dette i længden var vanskeligt, trådte han i forhandlinger med Vilhelm af Oranien, som førte til et giftermål mellem denne og hans brordatter Maria (november 1677); siden gjorde han mine til at ville træde i alliance med Holland, men inden dette blev til noget, blev der sluttet fred. På denne tid fremkaldte en foregiven katolsk sammensværgelse en stærk ophidselse i England, som gav sig udslag i forholdsregler mod katolikkerne og angreb på Karls bror Jakob (2.) og Danby. For at redde denne opløste Karl parlamentet (24. januar 1679), der havde siddet i over 17 år. Det nye parlament gik ikke mindre skarpt frem, anklagede Danby, som blev afsat og ført til Tower, og angreb Jakob, der forlod landet; det tænkte endogså på fuldstændig at udelukke ham fra tronen, men inden udelukkelsesloven kom til tredje behandling, opløste Karl det (maj 1679). I det nyvalgte parlament fortsattes kampen om Jakobs tronfølgeret; udelukkelsesloven blev vedtaget i Underhuset, men forkastet i Overhuset, og Karl opløste atter parlamentet (januar 1681). Stemningen var imidlertid ved at vende sig, og da et nyt parlament, der sammenkaldtes i Oxford, ikke ville gå ind på Karls vidtgående tilbud, blev det hjemsendt, og han besluttede at regere uden parlament, støttet til Ludvig 14.s subsidier. Under kampen om tronfølgeretten begyndte adskillelsen mellem de to store partier, Torier og Whig’er. Disse sidste var gåede for vidt, og Torypartiet samlede sig om kongens person. En stærk reaktion fulgte med angreb på domstolenes og bykorporationernes frihed, og da der blev opdaget en sammensværgelse, the ryehouse plot, mod kongens liv, blev Whigpartiet fuldstændig knust. Karl syntes at have nået sit mål at kunne sætte sin vilje igennem overalt, og kongemagten var stærkere end nogensinde; da døde han pludselig, og Jakob, hvis tronfølgeret tidligere havde været så omtvistet, besteg tronen uden modsigelse. Karls sejr var kun tilsyneladende; i virkeligheden havde han forberedt parlamentets overvægt og Det Stuartske Hus’ fald.