LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Karl Blind
Karl Blind (1826-1907), tysk revolutionsmand, født i Mannheim, tog allerede som student del i det politiske røre og var særlig virksom under bevægelserne marts 1848. Som deltager i Heckers opstand i april måtte han flygte til Frankrig, hvorfra han i juli førtes i lænker til Schweiz som mistænkt for delagtighed i arbejderopstanden i Paris. I september sluttede han sig til Struves friskaretog mod Baden, blev fanget og dømt til tugthuset; frigjordes herfra ved opstanden maj 1849 og sendtes af den ny republikanske regering til Paris, men udvistes, da han ligeledes formentes at have taget del i opstanden 13. juli. Senere levede Blind i Brüssel og fra 1852 i London, var brevskriver til tyske blade og nøje knyttet til Ledru-Rollin, Mazzini og andre revolutionsmænd. Han tog på offentlige møder ordet for Polens frigørelse og Tysklands enhed og skrev 1870 et flyveskrift til forsvar for Tysklands sag mod Frankrig.

En stedsøn, Ferdinand Cohen, kaldet Blind, gjorde 7. maj 1866 et mordforsøg imod Bismarck i Berlin og dræbte sig selv i fængslet.