Knud 2. den Store

LexOpen - Dit online leksikon

Forside Biografier Danmarks kongerække

Knud 2. den Store

Knud 2. den Store
Faktaboks

Dansk konge:	1018-1035
Engelsk konge:	1014-1035
Norsk konge:	1028-1035
Valgsprog:	?
Efterfulgte	Harald 2.
Blev efterfulgt af:	Knud 3. Hardeknud
Fødselsdato:	?
Fødselssted:	?
Dødsdato:	12. november 1035
Dødssted:	?
Begravet:	Winchester
Gift med:	Emma
Børn:	Med Emma - Hardeknud - Gunhild Med Ælfgifu - Svend - Harald Harefod

Knud den Store ( - 1035), konge af Danmark og England.

Knud der var søn af Svend Tveskæg og dennes første hustru Gunhild, fulgte som næppe 20-årig yngling med faren på det afgørende erobringstog til England 1013; ved farens pludselige død 3. februar 1014 toges Knud til konge af hæren i England, mens hans bror Harald valgtes i Danmark.

Da den angelsaksiske stormandsforsamling indkaldte den af Svend fordrevne konge Ethelred den Rådvilde, måtte Knud vige for dennes væbnede magt og drog tilbage til Danmark, hvorfra han næste år (1015) vendte tilbage til England med en stor og prægtig udrustet flåde. Her ventede der ham dog en hård modtagelse, idet Ethelreds søn Edmund i flere kampe med held bød ham stangen, ligesom Knud flere gange forgæves belejrede London. Dog lykkedes det Knud at sejre ved Assandun over Edmund, der efter farens død i april 1016 var taget til konge af det nationale parti blandt angelsakserne. Slaget førte til et fredsmøde mellem de to konger på en ø i Severn, hvorved Edmund beholdt det sydlige og vestlige England, mens Knud fik Mercia og Northumberland. Knap en måned efter døde Edmund pludselig; men kun senere kilder tillægger Knud andel heri. I hvert fald blev det Knud, der drog fordel af hans død; på en stormandsforsamling i London ved juletid 1016 blev han taget til konge over hele England, med udelukkelse af Ethelreds og Edmunds sønner.

Mens Knud ifølge forholdenes natur hidtil væsentlig var optrådt som vikingehøvding, slog han efter erobringen efterhånden ind på en afgjort forsoningspolitik; han ægtede 1017 Ethelreds enke Emma og hjemsendte ledingshæren 1018, ligesom de nordiske høvdinge, der havde fået store jarledømmer i det nordlige England, efterhånden fjernedes.

Knud optrådte fra cirka 1020 i England som fuldstændig angelsaksisk konge, der med iver arbejdede for at ophjælpe det hærgede kand, håndhæve retsplejen og landefreden og fremme kirkens sag; han stadfæstede den bestående lovgivning (»kong Edgars love«) og viste sig i høj grad gavmild mod kirker og klostre, ligesom han i det hele opfattede det som sin opgave at fremme både statens og kirkens tarv, således at kirken støttede ham ved gennemførelsen af hans love og påbud, mens Knud til gengæld krævede overholdelse af helgendage og fastetider og i det hele ærbødighed for kirken. I Knuds forordninger fra hans sidste regeringstid træder hans kirkelige iver særlig stærkt frem, blandt andet ved indskærpelsen af de afgifter, kirken havde krav på.

Efter broren Haralds død 1018 blev Knud også taget til Konge i Danmark; men om hans styrelse af dette land vides forholdsvis lidt; så meget er dog kendt, at han foretog et betydningsfuldt organisationsarbejde for den unge danske kirkes vedkommende; der byggedes kirker, de første klostre synes at være opståede på hans tid, der indkaldtes præster og bisper, især fra Lothringen, et af hovedsæderne for det ny kirkelige opsving, og så videre.

Blandt Knuds regeringshandlinger må endnu nævnes, at det hærfølge af væbnede mænd, der i reglen omgav datidens nordiske konger, af ham udvidedes til et stående korps (Tinglid) af 3.000 »huskarle«, for hvis forhold indbyrdes og til kongen der gaves en særlig streng straffelov (»vederlov«); denne institution Udviklede sig senere i Danmark til en art stormandsbroderskab i kongens tjeneste og spillede således en betydelig rolle ved adelstandens udvikling.

Hvad Knuds ydre politik angår, stræbte han stadig efter yderligere at udvide sit mægtige rige. Således underlagde han sig på et togt 1023 store strækninger af Østersøens sydkyst, blandt andet Jomsborg, og han kæmpede ligeledes med grænsefolkene i England (skotter, britter med flere). Også mod de andre nordiske riger udstrakte han sin hånd, og disses konger Olaf den Hellige og Anund Jakob forenede sig derfor imod ham og overfaldt Danmark i Knuds fraværelse; da Knud angreb dem ved Helgeå 1026, var han uheldig, men kampen fik dog på grund af Knuds store overmagt ingen væsentlige følger. Mange af stormændene i Norge, der vår yderst misfornøjede med Olaf den Helliges færd, vendte sig efterhånden til Knud og da denne endelig drog derop 1028, måtte Olaf vige uden sværdslag, og Knud hyldedes som konge; han satte Håkon, søn af Erik Jarl, til Jarl i Norge, og efter dennes død sin søn Svend til underkonge; men skønt de norske bønder fældede kong Olaf ved Stiklestad 1030, blev Svend aldrig yndet og måtte efter nogle års forløb vige for Olafs søn Magnus, der indkaldtes af nordmændene.

I sin kongegerning lod Knud sig utvivlsomt lede både af politiske og religiøse motiver, og begge dele spiller også ind ved den romerfærd, han foretog 1027; i Rom overværede han kejser Konrads kroning; han opnåede her blandt andet, at pilgrimsfarter lettedes for hans undersåtter.

På Knuds i det hele milde og retfærdige regering hviler enkelte pletter, blandt andet drabet af svogeren Ulf Jarl i Roskilde Domkirke; men dennes mere eller mindre forræderske forhold til Knud er det i øvrigt ikke let at oprede. Knud døde i sin bedste manddom 12. november 1035. Samtiden kaldte ham med grund den rige (omtrent: mægtige); senere er dog tilnavnet »den Store« blevet det almindelige. Hans mægtige, men uensartede rige kunne ikke holde sammen efter hans død.

Knud havde med Emma sønnen Hardeknud, som efter Knuds død blev taget til konge i Danmark, hvor han fra 1028 var underkonge, samt datteren Gunhild, der ægtede kejser Konrads søn Henrik. Tidligere havde Knud med en frille Ælfgifu fået to børn: den ovennævnte Svend, samt Harald Harefod, der efter Knuds død opkastede sig til Englands hersker. Knud blev jordfæstet i den gamle domkirke i Winchester.