LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmarks kongerække         


Knud 4. den Hellige
Knud 4. den Hellige
Faktaboks
Dansk konge:1080-1086
Valgsprog:?
EfterfulgteHarald 3. Hen
Blev efterfulgt af:Oluf 1. Hunger
Fødselsdato: ?
Fødselssted: ?
Dødsdato: ?
Dødssted: ?
Begravet: ?
Gift med: ?
Børn: ?
Knud den Hellige ( - 1086), dansk konge.

Knud var den næstældste af Svend Estridsens sønner og var endnu i farens levende live en af anførerne på to Englandstogt 1069 og 1075; han gjorde også togt øst på mod Preussen og Estland.

Ved kongevalget på Isøre efter Svends død 1076 søgte han uden held at fortrænge sin bror Harald fra tronen og har muligvis bekæmpet denne fra Sverige, hvor han opholdt sig; men herom vides intet bestemt.

Efter Haralds død 1080 blev Knud taget til konge og viste snart i sin kongegerning, at hans sindelag var ganske uligt hans konservative og bondevenlige forgængers. Knud viste stor hensynsløshed i sine bestræbelser for at højne kongemagt og kirke; det er ikke usandsynligt, at han har tiltaget sig selv lovgivningsmagt uden tingenes samtykke, og de love, som tillægges ham, er båret af kirkelig human ånd, men måtte utvivlsomt vække stærk modstand i et konservativt bondesamfund. Således vakte det misfornøjelse hos landets fribårne indfødte befolkning, når Knud forbedrede de frigivne trælles samt de indvandrede fremmedes stilling; og Knuds iver for at fremme overholdelse af kirkens højtidsdage og fastetider samt for at indføre tiende, hvorved der ville skaffes præstestanden en mere uafhængig stilling, har sikkert ikke behaget folkets store masse, navnlig på grund af den hårdhed, Knud lagde for dagen ved gennemførelsen af sine planer; en gammel krønike klager over, at Knud pålagde danerne en hidtil uhørt skat ved navn »Næsegæld« (o: Personskat).

Også på anden måde stræbte Knud at stille præstestanden mere selvstændig, som en særskilt stand; således tillægges der ham lovbestemmelser, der tilsigter at lade kirkelige forseelser pådømmes af kirkens domstole samt unddrage kirkens mænd fra verdslig retsforfølgning. Samtidig udfoldede han en storslået gavmildhed over for kirken, navnlig mod Lunds Domkirke, ved hvilken han oprettede et domkapitel. Personlig'var Knud i høj grad grebet af datidens kirkelige tanker; han fastede strengt og lod sig hudflette af sine kapellaner.

Knud glemte aldrig de planer om Englands erobring, som på hans to tidligere togt var mislykkedes for ham. I foråret 1085 samlede han en mægtig ledingsflåde ved Vestervig i Limfjorden, der da var åben mod vest, for derfra at sejle til England. Knud selv kom imidlertid ikke til stede ved flåden, men opholdt sig i Slesvig, utvivlsomt fordi han ventede et muligt angreb af den tyske kejser Henrik 4., til hvis modstandere han hørte. Under denne venten forbrugte ledingshæren sit madforråd og sendte derfor Knuds bror Oluf til ham for at bevæge ham til at komme til stede eller også hjemsende hæren; men Knud lod Oluf lægge i lænker og sende til grev Robert Friser i Flandern, hvis datter Edel var Knuds hustru. Imidlertid gik hæren fra hinanden, og Englandstogtet blev til intet. At Knuds planer således faldt til jorden, har utvivlsomt ikke gjort ham mildere i sindet; og der fortælles, at hans fogeder besværede folket med retssager, krævede tre gange så store bøder, som de havde ret til, og lignende. Dette fremkaldte en almindelig folkerejsning mod Knud, der brød ud, da han var på gæsteri i Vendsyssel. Knud måtte skyndsomt flygte over Limfjorden, og oprørerne erobrede den faste kongsgård Aggersborg ved Limfjorden. Oprøret bredte sig hurtig syd på; Knud måtte flygte til Slesvig og derfra til Fyn. Oprørernes høvedsmand Piper indledede på skrømt forhandlinger med kongen for at holde ham fast i Odense; Knud overrumpledes da af oprørerne, men slap dog fra kongsgården over i Albanskirken. Her opstod nu en drabelig kamp mellem oprørerne og kongens mænd; Knud blev såret og skriftede derefter knælende for alteret; her ramtes han yderligere af spyd og sten, der kastedes ind gennem vinduerne. Med Knud faldt hans bror Benedikt og 17 hirdmænd (10. juli 1086).

Præstestanden ærede selvfølgelig Knuds minde og fremstillede de påfølgende år som herrens straf over folket; allerede 1095 blev hans knogler taget op af graven, og kong Erik Ejegod opnåede, at paven kanoniserede Knud (1101). Hans helgendom vandt dog kun med en vis vanskelighed anerkendelse i løbet af 12. århundrede, og endnu Valdemartidens historieskrivere klager over den kulde, hvormed adskillige betragtede ham.

Knuds børn med Edel var Cæcilia og Ingerd samt Karl den Danske.

Allerede i slutningen af 11. århundrede forfattedes et mindre helgenlevned om ham, og kort efter 1120 skrev den engelskfødte munk Ælnod en betydeligere biografi af ham.