LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmarks kongerække         


Knud 6.
Knud 6.
Faktaboks
Dansk konge:1182-1202
Valgsprog:?
EfterfulgteValdemar 1. den Store
Blev efterfulgt af:Valdemar 2. Sejr
Fødselsdato:1163
Fødselssted: ?
Dødsdato:12. november 1202
Dødssted: ?
Begravet:Ringsted Klosterkirke
Gift med: ?
Børn:Ingen kendte
Knud 6. (1163 - 12. november 1202) (Knud Valdemarsøn), dansk konge, var søn af Valdemar 1. og dennes dronning Sofia og fødtes 1163; allerede to år efter sikredes tronfølgen ham, idet Valdemar opnåede, at hæren på et vendertog udråbte Knud til konge. Efter at den arvelige tronfølge således var sikret, stadfæstedes den yderligere ved Knuds kroning (den første danske kongekroning), der med stor pragt fandt sted i Ringsted 25. juni 1170, samtidig med Knud Lavards skrinlæggelse, i en stor forsamling af landets stormænd og bisper.

Allerede inden denne tid var der aftalt ægteskab mellem Knud og en datter af sakserhertugen Henrik Løve; da denne datter imidlertid døde, trolovedes Knud 1171 med hendes ældre søster Gertrud, som han ægtede 1177.

Knud, hvem faren havde overdraget styrelsen af Halland, var inden sin tronbestigelse anfører på et par vendertogt tillige med Absalon; ved Valdemars død 12. maj 1182 blev Knud regerende konge.

Knud, der af en samtidig krønikeskriver prises for fromhed og sat væsen, men som næppe var nogen fremtrædende personlighed, lod sig i hele sin kongetid lede af betydeligere mænd som Absalon, hvis fostersøn han kaldes, og af sin yngre bror, den unge hertug Valdemar.

I begyndelsen af Knuds regering lykkedes det ham at dæmpe det farlige oprør i Skåne, som efter Valdemars død atter var blusset op og nærmest havde antaget præget af en bonderejsning mod stormændene; han slog bønderne ved Lummeå.

Da den tyske kejser 1184 ved Sendebud forlangte lenshylding af Knud, blev dette krav ved Absalons initiativ kraftig afvist; og da kejseren hidsede hertug Bogislav mod Danmark, var det atter Absalon, der havde æren af den berømmelige sejr over denne ved Rügens kyst. I de tre følgende hærgetogter, hvorved de danske underlagde sig Pommern, deltog dog Knud personlig og kunne med rette efter disse togter antage titel af »Vendernes konge«.

At bisp Valdemars farlige anslag opdagedes og forebyggedes (1193), var væsentlig Knuds yngre bror hertug Valdemars fortjeneste, ligesom denne havde æren af de heldige kampe med bisp Valdemars forbundsfælle grev Adolf 3. af Holsten, der endte med Holstens fuldstændige erobring (1201). Derimod førte Knud personlig et korstog til Estland (1197).

For at knytte stormændene fastere til kongemagten udarbejdede Knud sammen med Absalon en fremstilling af den såkaldte Vederlov, som gjaldt for kongens væbnede hirdmandsfølge, Vederlaget, der efterhånden havde udviklet sig til en art stormandsbroderskab. Knuds nære forhold til stormændene ses også deraf, at han vides at have været medlem af et broderskab af mere privat karakter, der navnlig rummede mange mænd af Skjalm Hvides æt.

Knud var kirken meget hengiven; til gengæld stillede hele præstestanden sig på kongens side under brudet med Bisp Valdemar og trodsede endog paven, da denne krævede straf over det brud på kirkeretten, som Bisp Valdemars fængsling utvivlsomt var; paven måtte lade dette krav falde. Knud viste også sit kirkelige sindelag ved i sit testamente at give kirken rige gaver; han døde i en temmelig ung alder 12. november 1202 og begravedes i Ringsted Klosterkirke. Han har næppe haft børn.