LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Konstantin 1.
Kontantin 1., den Store (Gajus Flavius Valerius Constantinus), kejser 307-37, søn af Constantius Chlorus og Helena, født i Naissus i Mosien 27. februar 274, død i Nikomedeia 22. maj 337.

I sin ungdom opholdt han sig i Orienten, men rejste senere til sin far, som var kejser over den vestlige del af riget. Ved hans død (306) udråbtes Konstantin af soldaterne til imperator og anerkendtes af Galerius som Cæsar (underkejser).

Han antog imidlertid året efter (307) den egentlige kejsertitel (Augustus), som han rigtignok foreløbig måtte dele med 5 andre kejsere; hans magtområde strakte sig over Gallien og Britannien. Imellem de forskellige kejsere opstod der snart strid. Først beskyttede Konstantin kejser Maximianus, hvis datter Fausta han ægtede, mod hans søn Maxentius, som også var kejser og havde magten i Italien; men da Maximianus søgte at tilrive sig herredømmet i Konstantins lande, blev han dræbt (310). Snart efter indgik Konstantin forbund med Østens kejser Licinius, hvem han lovede sin stedsøster Konstantia til ægte. Derpå gik han mod Maxentius, som blev slået ved Den Milviske Bro uden for Rom og omkom (312), hvorefter Konstantin forenede Italien, Spanien og Nordafrika med sine tidligere besiddelser.

I den følgende vinter mødtes Kontantin og Licinius i Mediolanum (Milano), hvor det aftalte ægteskab blev fuldbyrdet og der udstedtes et toleranceedikt over for de kristne.

Men allerede 314 udbrød der krig imellem dem, og Licinius måtte afstå til Kontantin alle sine lande i Europa undtagen Thrakien og en del af Mosien. En ny krig udbrød 323; Konstantin vand en stor sejr ved Adrianopel, mens hans søn Crispus slog Licinius' flåde ved Gallipoli. Efter et nyt nederlag måtte Licinius afstå alle sine lande til Konstantin (324), som lovede at skåne hans liv; dog blev han dræbt 325. Konstantin herskede nu indtil sin død uden nogen medbejler over hele Romerriget.

Kostantins verdenshistoriske betydning hænger særlig sammen med hans holdning over for kristendommen. Fra kun med nød og næppe at være tålt gik kristendommen under Konstantin over til at blive Romerrigets herskende religion. Angående motiverne til Konstantins begunstigelse af kristendommen hersker der nu almindelig enighed om, at det ikke var nogen personlig kristelig tro, der ledede ham; men dels har man forklaret hans adfærd som udslag af en klog politisk betragtning, idet han skal have indset, at et vedvarende fjendtligt forhold mellem staten og den fremtrængende kristendom ville være dårligt for riget, dels har man også søgt forklaringen i forestillinger hos ham om, at de kristnes gud var den stærkeste og lignende. Det synes, som om Konstantin fra først af uden at føle sig synderlig knyttet til den overleverede religion har hyldet en temmelig farveløs deisme, hvori dog den østerlandske solgud spillede en vis rolle. Men på togtet mod Maxentius kom han kristendommen nærmere, for så vidt som han nu lod Kristi monogram - et tegn, der dog ikke nødvendigvis behøvede at tydes i kristelig retning, - anbringe på soldaternes skjolde, og ved ediktet af Mediolanum (313) fik de kristne formelt lige stilling med de øvrige trosretninger. Snart efter fritoges de gejstlige for personlige byrder, ligesom også kirken blev fritaget for flere afgifter og fik ret til at erhverve grundejendom.

Men uagtet Konstantin først stræbte efter at vise sig så upartisk som muligt over for religionerne, fik kristendommen dog snart fortrin. Officielt støttede staten begge religioner, men efterhånden dog kristendommen i højere grad. Søndagen - solens dag - anerkendtes som helligdag, og på mønterne sattes der kristelige symboler, og Konstantin lod sine sønner kristelig opdrage. Derimod beholdt han selv stillingen som Pontifex maximus, ligeso mhan også først lod sig døbe på sit dødsleje. Ved forbud mod ofringer og inddragning af tempelgods viste Konstantin sig henimod slutningen af sin regering mere ugunstig stemt mod hedenskabet. Inden for den kristne kirke søgte han at fremme enigheden og modarbejde kætterierne; på koncilet i Nikaia (325) udøvede han selv en betydelig indflydelse.

Med hensyn til rigets administration fortsatte Konstantin kejser Diocletians bestræbelser i retning af styrelsens centralisation, adskillelse mellem den civile og militære forvaltning og så videre, uden at det dog er muligt i enkelthederne at påpege, hvor stor en del af reformerne der skyldes ham. Derimod opgav han det af Diocletian udtænkte system med to samtidige August'er og to Cæsar'er, der senere skulle rykke op til August'er. Han fulgte tværtimod ved tronfølgens fastsættelse en dynastisk politik, idet han bestemte sine 3 sønner, Konstantin, Constantius og Constans til sine efterfølgere og i sine senere år benyttede dem som medregenter. I kejserens person samledes hele magten, og for ret at kaste glans over det rekonstruerede kejserdømme byggede Konstantin sig en ny hovedstad, Konstantinopel, på det gamle Byzans' plads. Grundstenen til den nye by blev lagt 326, og indvielsen fandt sted 330. Naturligvis udstyredes byen med al mulig pragt og fik lignende privilegier som den gamle hovedstad Rom.

Konstantin udviste generelt stor dygtighed som regent og forsvarede blandt andet heldig grænserne mod nabofolkene. Hans personlige egenskaber var mindre tiltalende; særlig har man bebrejdet ham drabet på hans søn af første ægteskab, Crispus.