LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Louis Hasselriis
Louis Hasselriis (12. januar 1844 - 20. maj 1912), dansk billedhugger, født i Hillerød, besøgte Kunstakademiet 1859-65. Elev af H. V. Bissen. Begyndte 1863 at udstille (Statue af en legende dreng).

1866 købte museet i Kria hans statuette af Joh. Ewald. 1868 vandt han den lille guldmedalje. Fra 1869 til få år før sin død levede han i Rom. På Verdensudstillingen i Wien vandt han en medalje for statuen af En Diskoskaster (Nationalgalleriet) og af Heinrich Heine (den østrigske kejserindes villa på Korfu).

Et andet Heinemonument fik plads på digterens grav i Paris. I øvrigt kan nævnes Bellmans statue (1874; Kunstmuseet), H. C. Andersenss Statue i Odense (udstillet 1880), bronzestatuette af Søren Kierkegård (1883; Københavns Kunstforening), og Faun med en Amfora (Ørstedsparken i København). Den lille statuette af Kierkegård er virkelig fortrinlig og åndfuld, vel overhovedet hans ypperste værk, mens hans øvrige arbejder er af højst forskellig værd.

1892-95 udførte han det store »Danmarksmonument« (opstillet i Østre Anlæg) for midler, som det lykkedes ham at få ved en indsamling. Det var kunstnerisk så uheldigt, at det i stigende grad fik den offentlige mening imod sig. Et projekt (1909) til et Columbus-monument i Amerika opnåede han ikke at få bestilling på.