LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 11.
Ludvig 11. (3. juli 1423 - 30. august 1483), konge af Frankrig.

Han var ældste søn af Karl 7. og Marie af Anjou. Allerede tidlig viste han både stor dygtighed og megen magtlyst. 17 år gammel deltog han således i det såkaldte Praguerie, en stormandsbevægelse, som udbrød 1440, rettet mod Karl 7. Ludvig blev i den anledning forvist til Dauphiné, som han styrede de følgende 15 år som kronprins. Han gjorde meget for provinsen og oprettede der både et parlament og et universitet. 1444 overdrog faren ham ledelsen i en kamp med schweizerne, og også her viste han sig dygtig.

Forholdet til faren blev efterhånden mere og mere fjendtligt, og 1456 fratog denne ham Dauphiné, så han måtte søge tilflugt hos Filip den Gode af Burgund. Her samlede han om sig en talrig kreds af unge velbegavede og overmodige adelsmænd, og fra dem udgik en novellesamling, der er blevet kendt under navnet Cent nouvelles Nouvelles.

1461 blev Ludvig ved farens død Frankrigs konge. Man tænkte sig nu, at magten ville tilfalde den burgundiske hertug, som havde været Ludvigs beskytter, og den feudaladel, sammen med hvilken han stadig havde intrigeret mod faren. Han begyndte da også med at fjerne farens rådgivere og skænke provinser bort til de mægtigste stormænd, deriblandt Berry til sin bror Karl, Normandiet til hertugen af Burgunds søn, den senere Karl den Dristige. Men snart viste det sig, at Ludvig var fuldt så ivrig som faren for at udvide kongemagten, og netop Det Burgundiske Hus søgte han først og fremmest at ramme. Ved en klog politik udadtil skaffede han Frankrig ro, og det lykkedes ham endog 1462 for penge at komme i besiddelse af Roussillon og Cerdagne. Imidlertid rejste feudaladelen sig skuffet i sine forventninger mod den ny konge. I spidsen stod Karl den Dristige og Frants 2. af Bretagne. 1464 søgte Ludvig at fratage Karl den Dristige Burgund, og der udbrød da en åben oprørsbevægelse, der sædvanlig betegnes med navnet Ligue du Bien public; også Ludvigs bror, hertugen af Berry gik med hertil. Kongen kæmpede vel med nogenlunde held i slaget ved Montlhéry 1465. men måtte dog snart gøre store indrømmelser ved aftalerne i Conflans og Saint-Maur, oktober 1465.

Hertugen af Berry fik Normandiet, Karl den Dristige et par grevskaber og talrige andre stormænd betydelige besiddelser eller store pengesummer. Men Ludvig søgte snart på ny at komme bort fra indrømmelserne. Han vandt den lavere adel for sig, knyttede ved begunstigelser enkelte af de mægtigste slægter til sig og opmuntrede endelig de flanderske byer til oprør mod den burgundiske hertug. Derpå fratog han 1466 broren Normandiet. En ny liga dannede sig nu mod kongen, mens denne søgte at sikre sig befolkningens bistand ved en art stænderforsamling i Tours 1468.

Ludvig sejrede, men indlod sig så uforsigtig på en sammenkomst med Karl den Dristige, der 1467 var blevet hertug af Burgund, og da der under dette møde kom efterretninger om nye uroligheder i Flandern, formentlig foranlediget af Ludvig, lod Karl denne fængsle. Truet af den kongelige hær gik Karl dog ind på at frigive Ludvig, om end mod store indrømmelser ved oOverenskomsten i Peronne. Burgunderne skulle have Picardiet og kongens bror Champagne i steden for Normandiet, som Ludvig ikke ville opgive. Desuden måtte han følge Karl til Liége for at overvære de oprørske borgeres afstraffelse. Atter vidste Ludvig dog at besejre vanskelighederne. Han fik 1469 sin bror til at modtage Guienne i steden for Champagne, hvorved han afskares fra forbindelsen med Burgund. Derefter lod han 1470 en notabelforsamling i Tours erklære Peronne-aftalerne for ugyldige; snart gik den kongelige hær over til angreb på Burgund, og 1471 måtte Karl slutte en lidet fordelagtig våbenstilstand.

Endnu en gang lykkedes det dog Karl i forståelse med England at skabe en mægtig stormandsliga mod kongen. Så døde imidlertid 1472 Ludvigs bror, nu hertug af Guienne. Ludvig sejrede derpå, og 1472 måtte Karl gå ind på våbenstilstanden i Senlis, hvorefter alle de andre bukkede under, og flere af dem straffedes hårdt, så Ludvig fik lejlighed til at inddrage deres besiddelser. Et nyt forsøg af modstanderne 1474-75 mislykkedes også. Edvard 4. af England, som ved denne lejlighed gjorde et togt til Frankrig, købte Ludvig bort. 1475 måtte Karl den Dristige slutte en niårig våbenstilstand. Ludvig så derpå med tilfredshed, hvorledes Karl indlod sig på kamp med Lorraine og schweizerne; i stilhed støttede han disse, og resultatet blev Karls nederlag og død 1477.

Ludvig bemægtigede sig derefter hertugdømmet Burgund, Franche-Comté og en del af de nederlandske besiddelser. Karls datter Marie ægtede imidlertid Maximilian af Østrig, og i de følgende år kæmpede man med skiftende held om besiddelserne, indtil Marie af Burgund døde 1482. Ludvig sluttede nu en fred med Maximilian i Arras 1482, hvorved han beholdt hertugdømmet Burgund, Franche-Comté og Artois. De to sidste var medgift for Maximilians og Maries datter Marguerite, der skulle ægte Ludvigs søn Karl.

Imidlertid havde Ludvig utrættelig under alle slags påskud og ved alle slags midler inddraget mere og mere af de stormandsbesiddelser, som endnu var skilte fra kronen, så krongodset voksede overordentlig under ham. I alt forenede han med krongodset 8 større provinser: Picardie, Burgund, Franche-Comté, Artois, Anjou, Maine, Provence, Rousselon og Cerdagne, foruden talrige mindre. Under hele sin regering tog Ludvig som rådgivere først og fremmest borgerlige, eller i hvert fald medlemmer af den lavere adel. Blandt hans rådgivere var historikeren Gommines, som han havde vundet fra Karl den Dristige, den betydeligste. Ludvig virkede med energi for at centralisere styrelsen og styrke den kongelige armé. Den under faren skabte milits, de såkaldte francarchers, ophævedes 1480 og erstattedes ved lejetropper, for en stor del fremmede. Derimod bevaredes les compagnies d’or donnances, men omordnedes 1467 og 1469. Også retsplejen stræbte han at gøre så afhængig af kronen som muligt. Ofte tvang han sin vilje igennem mod Paris' parlament, og for at svække det oprettede han nye parlamenter i Bordeaux 1463 og Dijon 1479 foruden det, han som Dauphin havde oprettet i Grenoble 1453. Endelig anvendte han i stort omfang særlige kommissioner til at dømme sine modstandere; de lededes sædvanlig af hans fortrolige Tristan l’Hermite. Ludvig afskaffede 1461 den pragtmatiske sanktion, ved hvilken kirkens stilling var ordnet under hans far, da han ikke mente, den gav ham magt nok over den franske gejstlighed. I steden for kom et konkordat med paven 1467.

Ludvigs finansstyrelse var dårlig, men han virkede med iver for landets økonomiske fremgang. Hans karakter var tidlig mistænksom, og han var lidet afholdt. Under de bestandige kampe for magten med anvendelse af list og grusomhed udvikledes hans mistænksomhed stadig mere, og til sidst trak han sig tilbage til et ensomt liv på slottet Plessis-les-Tours. Kun få fortrolige fulgte ham her, således Tristan l’Hermite, Olivier le Dain og lægen Coictier. Han var ivrig religiøs og stærk overtroisk, og ved alle slags ceremonier, relikvier og så videre søgte han at sikre sig både i dette liv og derefter.

Personlig har han vundet ringe sympati, men for Frankrig var hans regering særdeles nyttig. Ludvig var gift første gang med Margrete af Skotland, hvem han ægtede allerede 1436, og efter hendes død med Charlotte af Savojen, med hvem han havde tre sønner og tre døtre. Af disse fulgte Karl ham på tronen, Anne, gift med Beaujeu, var en tid regent i Frankrig, og Jeanne ægtede hertugen af Orléans, den senere Ludvig 12.