LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 12.
Ludvig 12. (27. juni 1462 - 1. januar 1515), konge af Frankrig.

Han var søn af hertug Karl af Orléans og Marie af Cléves og tilhørte således en sidelinje af kongefamilien. Da Karl 8. blev konge 1483, havde Ludvig ventet at få den afgørende indflydelse på statens styrelse, og da han blev skuffet heri ved, at Anne de Beaujeu blev regentinde og styrede med stor myndighed, forsøgte han at gøre oprør. Det mislykkedes imidlertid ganske. Ved Karl 8.s død 1498 fulgte han som nærmeste arving uden vanskelighed denne på tronen.

Han styrede nu mildt og ganske dygtigt; der gennemførtes således ikke ubetydelige reformer, navnlig forbedringer af retsplejen og skattenedsættelser. Snart optoges han imidlertid ganske af tanken om at erobre Italien, hvor hans slægt mente at have arvekrav efter Valentine Visconti i Milano og efter Huset Anjou i Neapel. Efter at have forberedt et angreb på Milano ved alliance med Venedig og paven drog han 1499 til Italien og fordrev i løbet af et års tid Milanos hersker Ludvig Sforza. Året efter sluttede han en overenskomst med Ferdinand af Spanien om at dele Neapel, og de franske og spanske hære erobrede derpå også dette land. Så kom man imidlertid i strid med spanierne om byttet, og 1503 måtte franskmændene forlade Neapel. Imidlertid nærmede Ludvig sig til den tyske kejser Maximilian, som også var indviklet i disse stridigheder, og der aftaltes et ægteskab mellem dennes sønnesøn, den senere Karl 5., og Ludvigs datter Claude, og 1504 sluttedes en overenskomst, ifølge hvilken Claude efter Ludvigs død skulle have hans italienske besiddelser og en del franske provinser som medgift. Dette vakte stor misfornøjelse i Frankrig, og Ludvig sammenkaldte da rigsstænderne i Tours. Her modsatte man sig bestemt ægteskabet mellem Claude og Karl, og det opgaves.

Fra 1507 begyndte derpå nye kampe i Italien; de førtes med skiftende held, mens alliancerne for og mod Frankrig stadig vekslede. Resultatet blev, at franskmændene fra 1513 var fordrevet fra Italien; flere gange angrebes de endog i deres eget land, og til tider var både England, kejseren og Spanien forenede med forskellige italienske stater mod Frankrig. 1514 sluttede Ludvig da efterhånden fred og opgav derved Milano. Landets indre udvikling havde dog kun i ringe grad lidt under kampene, der var førte med adelsmænd og hvervede tropper; den materielle udvikling i Frankrig var god, og der var almindelig tilfredshed med den milde og ridderlige konge.

Ludvig var først gift med Jeanne, Ludvig 11.s datter, men da han blev konge, skilte han sig fra hende for at ægte Karl 8.s enke Anne af Bretagne og således vedblivende sikre Bretagnes forbindelse med kronen. Med hende havde han datteren Claude, som, efter at aftalerne om et ægteskab med Karl af Østrig var bristede, ægtede Frants af Valois Angouléme, den senere Frants 1. Endelig ægtede han 1514 Marie af England, en søster til Henrik 8.