LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 13.
Ludvig 13. (14. maj 1601 - 14. maj 1643), konge af Frankrig, var søn af Henrik 4. og Marie af Medici.

9 år gammel fulgte han faren på tronen under morens formynderskab. Der viste sig hurtig en vis modsætning mellem dem. Moren ønskede så længe som muligt at bevare magten og foretrak en spanskvenlig politik, mens den unge konge af faren havde lært en dyb uvilje mod Spanien. Mod sin vilje måtte han 1615 ægte den spanske prinsesse Anna af Østrig, og med harme så han, at Italieneren Concini var rigets mægtigste mand.

16 år gammel brød Ludvig åget, Concini dræbtes 1617, Marie af Medici forvistes fra hoffet. I de følgende år styrede nu Ludvigs yndling Luynes, og forskellige opstandsforsøg af enkedronningens parti mislykkedes, ligesom også protestanterne blev slået. Ludvig havde under disse kampe vist megen personlig dygtighed og tapperhed, men hans stilling blev dog noget vanskelig, da Luynes døde 1621. En tid kæmpede nu rigets mægtigste stormand Condé og Marie af Medici om indflydelsen hos kongen.

Efterhånden sejrede enkedronningen, og resultatet blev, at hendes betroede rådgiver, kardinal Richelieu, 1624 blev ledende minister. Fra nu af var han altformående, og styrelsen fik en hidtil ukendt fasthed. Det har været den almindelige mening, at kongen kun nødig fandt sig i sin ministers store magt, men det er nu godtgjort, at denne opfattelse er urigtig. Ludvig og Richelieu var til bunds enige om den politik, som skulle føres. Kongemagtens udvidelse indadtil, Frankrigs magtforøgelse udadtil var for dem begge et program, de omfattede med den varmeste personlige interesse, følte det som en pligt at virke for. Ludvig forstod, at ingen anden havde evner til at arbejde derfor som Richelieu; det var dermed givet, at han ville beholde ham som minister og værne ham mod alle angreb; det er vel muligt, at han til tider med nogen uvilje har følt sin ministers overlegenhed, men han tænkte ikke for alvor på at skille sig af med ham. Der herskede da også stor fortrolighed mellem dem; Richelieu behandlede altid kongen med den største hensynsfuldhed, han diskuterede sine planer med ham, og ofte gav kongen betydelige bidrag til løsningen af vanskelige spørgsmål. Han var vel langtfra sin ministers ligemand, men han havde dog både megen indsigt og viljestyrke, så han blev Richelieu en nyttig hjælper. Ikke desmindre levede der i Richelieus noget mistænksomme sind en vis frygt for, at kongen skulle svigte ham, og hos den almægtige ministers fjender bevaredes stadig et lille begrundet håb om, at det skulle lykkes dem at skille kongen fra ham. En række forsøg herpå fandt sted. 1626 forsøgtes en hofbevægelse, der førte til, at en af lederne, Chalais, som havde haft mordplaner mod Richelieu, blev henrettet. 1630 blev faren større, da Marie af Medici, der ikke havde fået den indflydelse, hun mente at have krav på, satte al sin indflydelse hos kongen ind på at styrte kardinalen. Ludvig blev imidlertid tro mod denne, og enkedronningen måtte forlade Frankrig. Også kongens bror Gaston var med i bevægelsen, og 1632 førte denne til åben opstand. Denne dæmpedes, og også Gaston måtte for en tid leve i landflygtighed. Endnu en opstand mislykkedes 1641, og endelig søgte en ung adelsmand Cinq-Mars, der havde vundet kongens hengivenhed, 1642 at komme Richelieu til livs, men Richelieu fandt atter kongen på sin side. Over for alle disse forsøg havde kongen og Richelieu i fuld forståelse handlet med megen hårdhed og anvendt strenge straffe. Opsætsighed mod kongemagten syntes dem en utilgivelig handling, som det var deres pligt at straffe. Man bidrog da også derved meget til at vænne Frankrigs adel af med at bruge oprør mod statsmagten som middel, så tit kongen ikke fulgte dens vilje.

Samtidig med denne strid med stormændene havde regeringen haft en anden strid med protestanterne. Ludvig, der var overbevist katolik, ønskede at nemme disses magt, og Richelieu var vel, trods sin katolske tro, som minister yderst tolerant, men hugenotternes magtstilling syntes ham en fare også for Frankrigs ro og kongens magt, og han var derfor rede til at vende sig mod dem. Desuden var hugenotterne stadig urolige, og resultatet blev da en krig, som med afbrydelser varede fra 1625-29. Den endte med, at hugenotternes stærkeste fæstning La Rochelle blev taget 1628 og deres sidste hære overvundet året efter. Ved Ediktet af Alais beholdt de dog i overensstemmelse med Richelieus principper alle religiøse rettigheder og mistede blot deres politiske magt. Richelieu, for hvem Frankrigs vel altid gik forud for kirkens, ville gøre dem forholdene tålelige og samtidig muliggøre en venskabelig forbindelse med udlandets protestanter. Også på anden vis arbejdede Ludvig og Richelieu på at hævde og forøge kongemagten. Adel og borgere mistede midlerne til at modsætte sig kongens vilje ved nedrivning af en del af deres fæstningsværker, dueller blev forbudt. Parlamentets magt indskrænkedes, og ved en stor udvidelse af intendanternes tal og myndighed skabtes kernen til en embedsstand, udelukkende knyttet til kronen. Samtidig førtes en energisk udenrigspolitik i Henrik 4.s ånd rettet mod Huset Habsburgs magtstilling. Allerede 1626 havde man forsøgt en kamp mod spanierne i Italien; da var dét på grund af Frankrigs indre forhold blevet nødvendigt at standse. 1629 gentoges forsøget, og efter to års kamp opnåede man at erhverve grænsefæstningen Pignerol og sikre Frankrigs allierede, hertugen af Nevers, Mantua.

Imidlertid havde man opmærksomt fulgt forholdene i Tyskland, hvor trediveårskrigen var begyndt allerede 1618. Fra først af støttede Frankrig kun forsigtig den habsburgske kejsers modstandere, men skridt for skridt vovede man sig videre frem, og 1635 begyndte Frankrig åbenlyst krig mod kejseren og hans forbundsfælle Spanien. Richelieu og kongen havde med store pengeofre skabt en talrig fransk hær, men i begyndelsen bukkede de uøvede tropper stadig under for Tysklands veløvede soldater. Kun de svenske forbundsfællers overlegne dygtighed skyldtes det, at man i disse år alligevel nogenlunde beholdt overtaget. Ved Bernhard af Weimars død 1639 gik hans svensk-tyske hær imidlertid i fransk tjeneste, hvorved det af Bernhard erobrede Alsace kom i Frankrigs magt. Fra nu af førtes kampen med stigende held, foreløbig især over for Spanien. Her støttedes oprørerne i Katalonien og Portugal, og Roussillon, Gerdagne og Artois erobredes. 1642 døde Richelieu, men kongen fastholdt urokkelig hans politik, indtil han selv døde året efter.

De resultater, Ludvig og Richelieu havde nået, var særdeles betydelige; deres dobbelte program: Kongemagtens forøgelse og hævdelsen af Frankrigs stilling som Europas første magt var gennemført. Stor sympati havde de dog ikke vundet i befolkningen; der var i deres personligheder og deres politik ikke meget, som talte til dens fantasi og følelser, og desuden bragte de stadige krige og en dårlig finansstyrelse tunge skatter. Som helhed var dog landets materielle kår gode, og for Frankrigs åndelige udvikling blev disse år begyndelsen til den glimrende periode, der oftest betegnes med Ludvig 14.s navn. Personlig var Ludvig et mønster på pligtopfyldelse i sit private liv som i sin politik. Hans forhold til dronningen, der stadig hørte til Richelieus modstandere, vedblev at være køligt, om det end bedredes, efter at hun 1638 havde skænket ham en arving, den senere Ludvig 14. Han forelskede sig i to andre, først Mme de Hautefort, senere Mile de La Fayette, men ingen af dem blev hans elskerinde. Han var legemlig svagelig fra barn, og hans sygelighed fremmedes ved uklog lægebehandling med åreladning og så videre; det bidrog sammen med de ikke særlig lykkelige forhold, under hvilke han voksede op, til at give ham et melankolsk sind.