LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 14.
Ludvig 14. (5. september 1638 - 1. september 1715), konge af Frankrig med tilnavnet Solkongen. Han var søn af Ludvig 13. og Anna af Østrig og blev ved farens død 1643, 5 år gammel, Frankrigs konge.

I de første år førte hans mor regeringen i hans navn. Skønt hun havde stået fjendtlig over for Richelieu, overlod hun styrelsen til dennes politiske discipel: Mazarin, og Richelieus politik fortsattes. 1651erklæredes kongen for myndig, men endnu i 10 år bevarede Mazarin den virkelige magt lige til sin død. Det var en urolig tid med talrige stormandsbevægelser mod regeringen, og den unge konge modtog et dybt indtryk deraf.

Mazarin opdrog ham med megen dygtighed til regeringsvirksomheden og lærte ham tidlig at sætte sine personlige interesser til side for statshensynene. Det gælder således Ludvigs ægteskab. Ludvig havde forelsket sig først i en, siden og alvorligere i en anden niece af Mazarin, og den sidste havde han lovet at gøre til Frankrigs dronning, men både Mazarin og Anna af Østrig modsatte sig bestemt dette og bevægede Ludvig til i overensstemmelse med Pyrenæerfreden 1659 at ægte Marie Theresia af Spanien, hvorved han fik udsigt til senere at kunne gøre arvekrav gældende over for en del eller alle spanske besiddelser.

Da Mazarin døde, besluttede Ludvig at styre på egen hånd uden nogen førsteminister, og han gennemførte siden stadig dette. Hans politiske grundsætninger var den mest vidtgående absolutisme, man endnu havde kendt. Det er med urette, man har tillagt ham sætningen L’état c’est moi (»Staten, det er mig«), men den svarer ret godt til hans tankegang og har nogen lighed med nogle sætninger, han ved given anledning udtalte i det parisiske parlament, allerede en gang i Mazarins tid. Han havde altid den stærkest mulige følelse af sin kongelige værdighed, og han optrådte med en sikkerhed, som bidrog til at give alle, der omgav ham, det samme indtryk. Uden at være nogen fremragende begavelse var Ludvig i besiddelse af gode evner, og hans store arbejdsomhed hjalp meget til at hævde hans rent personlige indflydelse på statens anliggender.

I sin virksomhed støttedes han imidlertid af en række betydelige ministre. En af disse, Colbert, har hovedæren for det nyttige arbejde, der gjordes for landets indre udvikling. Af de andre udmærkede sig især udenrigsministeren Hugues de Lionne, krigsministeren Louvois og den fremragende ingeniør Vauban. I udenrigspolitikken var de fordele, Richelieus virksomhed havde skænket Frankrig, allerede under Ludvigs mindreårighed blevet bekræftede ved den westfalske fred 1648, hvor man vandt Alsace, og derpå ved Pyrenæerfreden, der bragte Roussillon, Cerdagne og Artois. I fred under gode forhold overtog Ludvig selv styrelsen 1661. Han benyttede fra nu af enhver lejlighed til at hævde Frankrigs forrang for de andre magter og vise dets magt. Således sendte han som en art beskytter for kristenheden kejseren hjælp mod tyrkerne. 1662 købte han Dunkerque tilbage fra englænderne. En lejlighed til et større foretagende frembød sig, da Filip 4. af Spanien var død 1665. Ludvig påstod, at efter en særlig arveret i de spanske Nederlande skulle disse tilfalde hans dronning Marie Theresia, og 1667 angreb han Flandern og erobrede det uden vanskelighed, hvorpå også Franche-Comté besattes. Da samledes mod Ludvig den såkaldte tripelalliance: Holland, England og Sverige, mens spanierne fik fred med Portugal ved at anerkende dets uafhængighed. Ludvig foretrak nu en fredelig overenskomst med Spanien for fortsat kamp; han tilbagegav Franche-Comté, men beholdt en betydelig del af Flandern. Derimod vendte han sin virksomhed mod Holland, der også var ham ubehageligt ved dets handelskonkurrence og dets republikanske styrelse. Ved penge knyttedes England og Sverige til Frankrig, og 1672 angreb man Holland. Ludvig ledsagede selv sin mægtige angrebshær, hvis militære ledere var de i trediveårskrigen prøvede generaler Turenne og Condé. Det syntes da også i begyndelsen, at man skulle vinde en let sejr, men snart samlede hollænderne sig til energisk modstand. Mens England trak sig ud af krigen 1674, fik hollænderne hjælp af spanierne, siden desuden af kejseren, en række tyske stater og endelig Danmark ved dettes angreb på Sverige.

De franske hære sejrede stadig, snart i Holland, snart i de spanske Nederlande og Franche-Comté, og en kort tid gjorde man sig endog til herre på Sicilien, men alligevel forstod den franske regering, at en fortsat krig mod alle modstanderne ville være uden fordel, og 1678-79 sluttede man fred med dem een for een. Holland måtte man gøre en del handelsindrømmelser, men derimod fik Frankrig ved freden med Spanien Franche-Comté, og dets anseelse var atter stærkt forøget.

I de følgende år kunne man tillade sig store overgreb over for den svage tyske kejserstat. Efter afgørelse af de såkaldte Reunionskamre, der havde den opgave at undersøge, hvad der før havde hørt til de landstrækninger, Frankrig havde vundet ved de senere fredsslutninger, bemægtigede man sig det ene grænsedistrikt efter det andet, således først og fremmest Strasbourg. Imidlertid havde den indre udvikling en ikke mindre glimrende karakter. Ludvig skabte i Versailles verdens pragtfuldeste hof, hvor alt bidrog til at forherlige hans storhed; de før så urolige adelsmænd flokkedes her om ham i ærbødig underkastelse, og forøget glans fik hans hof ved den talrige kreds af forfattere og kunstnere, som samledes der. Det var den klassiske litteraturs blomstringstid, og dens første mænd sluttede sig nøje til kongen. For landets styrelse virkedes også med kraft og indsigt. Under Colberts ledelse var finansstyrelsen god; der gjordes meget for udviklingen af handel og industri, kolonier erhvervedes og så videre. Desuden skete store fremskridt ved en række grundlæggende love, der samlede en del af de talrige, hidtil ganske spredte lovbestemmelser. Tilfredsheden var da almindelig og befolkningen var stolt af sin mægtige konge.

Fra lidt ind i 1680’erne foregik imidlertid efterhånden en svingning, og de lykkelige tilstande afløstes nu af bestandig værre forhold, Ludvigs overmod var steget for højt, og det bragte ham til at begå en række fejltagelser i ydre og indre politik, Colbert døde 1683, og Louvois, der nu blev ledende, bidrog blot til at anspore kongens overmod yderligere. Sine værste følger fik dette på religiøst område. Ludvig var overbevist katolik. Han tog dog ikke hensyn til paven, hvor denne modsatte sig ham, og det var under ham, den gallikanske kirkes selvstændige stilling over for Rom fik sit skarpeste udtryk ved den franske gejstligheds erklæringer 1682, men samtidig var han meget ivrig for kirkens enhed inden for hans rige. Således vendte han sig allerede i 1660’erne mod jansenismen, og efter Colberts død besluttede han sig til at tvinge hugenotterne tilbage til den katolske kirke. Efter at højst forskellige midler var anvendt uden meget held, tilbagekaldte han 1685 Nantes-ediktet. Han skabte sig herved farlige fjender i Frankrig selv, samtidig med at han i stadig højere grad irriterede udlandet. En tid var han især virksom i Middelhavsegnene, hvor man 1681-84 kæmpede mod Nordafrikas sørøverstater, men også lod italienske stater, navnlig Genova, føle Frankrigs overlegenhed. Derpå genoptog han sine anstrengelser for at vinde fordele ved krig, idet han fra 1685 gjorde fordring på Pfalz for den spanske prinsesse, hertuginden af Orléans. Da dannedes mod ham et forbund, som omfattede Spanien, Holland, Tyskland og en del italienske stater og, da dettes leder Vilhelm af Oranien, 1688 var blevet konge i England, tillige dette.

I de følgende 9 år varede kampen; til lands sejrede franskmændene atter og atter, men uden at kunne vinde afgørende fordele, og den flåde, man havde skabt i den foregående tid, led nu særdeles store tab. 1697 sluttede Ludvig fred i Ryswick. Han måtte anerkende Vilhelm som Englands konge og tilbagelevere en del af de før 1688 tagne grænsedistrikter; dog beholdt han Strasbourg. Snart begyndte imidlertid en ny og endnu farligere kamp. 1700 døde Karl 4. af Spanien og efterlod sit rige til Ludvigs sønnesøn Filip af Anjou, der gennem Marie Theresia havde arvekrav derpå. De østrigske habsburgere gjorde imidlertid tilsvarende arvekrav gældende, og en række europæiske stater, der forfærdedes ved udsigten til et fransk-spansk verdensrige, vendte sig mod Ludvig. Mens han kun havde et par tyske småstater som forbundsfæller, forenedes Holland, England, kejseren med Det Tyske Rige og efterhånden en del mindre italienske stater mod ham. I de første år beholdt Frankrig nogenlunde overmagten, men så udbrød en hugenotopstand i Cevennerne, en del af hæren og dens dygtigste officerer måtte anvendes mod denne, og imens bukkede de franske hære under over for udlandet.

1704-08 fulgte en række store nederlag, og 1709 trængte fjenderne langt ind i selve Frankrig. De standsedes vel i slaget ved Malplaquet 1709, men forholdene var dog yderst vanskelige. Så skiftede imidlertid den europæiske situation, alliancen løsnedes. Franskmændene vandt atter en række sejre, og freden i Utrecht 1713 blev efter omstændighederne gunstig for dem. Filip af Anjou beholdt Spanien med de oversøiske kolonier, mens Østrig og Savojen fik dets europæiske besiddelser uden for Pyrenæerhalvøen. Denne kamp havde imidlertid fortsat den materielle ødelæggelse i Frankrig, som den foregående krig havde begyndt; befolkningen gik efter de sædvanlige beregninger i en snes år ned med godt og vel 3 millioner. Også statens finanser kom nu i den største uorden. Folkestemningen slog da om; der skabtes en stadig voksende uvilje mod kongen. Det rige åndsliv fortsatte sin udvikling, men det skiftede i nogen grad karakter; en misfornøjet, skeptisk stemning blev fremherskende hos de betydeligste forfattere, og flere af dem kritiserede hvast kongens politik.

1683 var Maria Theresia død. Ludvig havde altid været højst ligegyldig over for hende, optaget som han var af en række elskerinder, af hvilke de mest kendte er Louise de La Valliére og Mme de Montespan. Efter disse var fulgt Mme. Maintenon. Hun øvede en stor indflydelse på kongen, og 1684 indgik han hemmeligt ægteskab med hende. Fra nu af blev hans private liv mere regelmæssigt, og under påvirkning af hende udvikledes en ejendommelig bigot religiøsitet hos kongen. Inden for sin familie havde kongen i sine sidste år store sorger; hans eneste legitime søn, Dauphinen, døde 1711, og året efter også dennes søn, så det blev en sønnesønssøn, der kom til at arve riget som Ludvig 15.. Med sine elskerinder havde han flere børn, som han alle gav fremtrædende stillinger. Ludvig har efterladt sig talrige breve og lignende.