LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 15.
Ludvig 15. (15. februar 1710 - 10. maj 1774), konge af Frankrig.

Han var søn af Ludvig 14.s sønnesøn hertugen af Burgund og Marie Adelaide af Savojen. 5 år gammel fulgte han Ludvig 14. på tronen, da hans far var død i forvejen. I de første år styrede hertugen af Orléans, Ludvig 14.s nevø, Frankrig, efter at han, på trods af den afdøde konges testamente, havde tilsidesat et regentskabsråd, med hvilket han skulle have delt magten. Indtil 1723 varede dette regentskab, til ringe held for landet. Så døde hertugen, og man fik nu som førsteminister Hertugen af Bourbon (1723-26), hvis styrelse var endnu dårligere.

1726 styrtedes han imidlertid, og man fik i hans sted kardinal Fleury, Ludvigs gamle lærer, som øvede en overordentlig indflydelse på ham. Han var ikke nogen fremragende mand, men retskaffen, besindig og fredelskende. Styrelsen blev da nu god, og især var finansstyrelsen sparsommelig, så Frankrig begyndte ganske godt at komme til kræfter efter ulykkerne i Ludvig 14.s sidste år. Han blev dog trukket ind i en krig, kampen om Polen 1733-35.

Hertugen af Burgund havde 1725 ladet den 15-årige konge ægte den 7 år ældre Marie Leszczynski; nu valgte man i Polen hendes far, Stanislas Leszczynski, til konge, og da Rusland og Østrig modsatte sig dette, måtte Frankrig gribe ind. Fleury foretog dog intet alvorligt for at bevare Polen for Stanislas, og denne måtte snart flygte derfra; derimod erobrede franskmændene i forbund med Spanien uden anstrengelse Østrigs italienske besiddelser, og ved freden opnåede man, at en spansk prins fik Sicilien og Neapel, mens Lorraine, hvis fyrste, den senere Frants 1., var knyttet til England, blev givet til Stanislas. Ved hans død 1766 tilfaldt det Frankrig. Også i den østrigske arvefølgekrig 1740-48 deltog Frankrig mod Østrig. I begyndelsen førtes krigen uden megen energi; men efter at Fleury var død 1743, tog man fat med større iver. Ludvig begav sig selv til valpladsen i de østrigske Nederlande, og i en række slag hævdede franskmændene deres militære ry. Nogen virkelig fordel opnåede man imidlertid ikke, og freden i Aachen 1748 bragte ikke Frankrig noget udbytte.

I tiden efter 1743 styrede Ludvigs og hans elskerinders skiftende yndlinge, og ledelsen af statens anliggender blev yderst tarvelig. Da Frankrig atter kom i krig, viste følgerne sig. 1755 udbrød den store kamp med England om koloniherredømmet i Indien og Nordamerika, og året efter blev Frankrig desuden draget ind i den store kamp mod Englands allierede Frederik 2. af Preussen. Under elendig ledelse led franskmændene til lands flere forsmædelige nederlag, og kolonikampen forsømte man, så englænderne lettelig fik overhånd. Resultatet blev afståelsen af Canada og forskellige andre besiddelser samt tilintetgørelsen af den franske indflydelse i Indien; for Frankrigs magtstilling var det et ødelæggende slag. Under krigen havde man fået en ganske dygtig minister i Choiseul (1758-70), der 1761 havde tilvejebragt den såkaldte familiepagt mellem Bourbon’erne i Frankrig og Spanien. Desuden købte han Corsica af genueserne, og efter et års kamp blev øen besejret.

1770 styrtedes imidlertid Choiseul, og i Ludvigs sidste år styrede det såkaldte triumvirat: Aiguilion, Maupeou og Terray. Ludvig var tidlig legemlig sygelig; hans evner var ikke store og hans karakter meget lidt tiltalende. Med regeringsanliggender beskæftigede han sig kun undtagelsesvis, og hans interesser optoges stedse mere af andre fornøjelser. Over for dronningen var han fra første færd ganske ligegyldig, og efterhånden knyttede han en hel skare af elskerinder til sig. Blandt disse var 4 søstre af familien Nesle, derefter Madame Pompadour, der lige fra 1745 til 1764 øvede en overordentlig indflydelse, og endelig Mme Du Barry 1768-74. Også på det politiske område viste deres magt sig, og efter deres luner skiftede ministerierne.

Udgifterne til det hof, som under deres ledelse førtes i Versailles, var meget store, og der bredtes i befolkningen ved disse forhold den dybeste foragt for kongehuset. I forening med følelsen af Frankrigs magttab udadtil bidrog dette i høj grad til at forberede de senere revolutionsbevægelser. Derimod gik Frankrig materielt stærkt frem i denne tid; man havde ikke krige af ødelæggende karakter for selve landet, og de almindelige vilkår for den økonomiske udvikling var gunstige. Samtidig fik fransk åndsliv den mest glimrende udvikling, men i skarpeste modsætning til den bestående styrelse.

Ludvig havde med dronningen 10 børn, af hvilke Dauphinen Ludvig døde 22. december 1765.