LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 16.
Ludvig 16. (23. august 1754 - 21. januar 1793), konge af Frankrig.

Han var søn af Ludvig 15.s søn Ludvig og Marie Josephe af Sachsen. Faren døde allerede 1765, moren 2 år senere. 16 år gammel ægtede Ludvig 1770 den østrigske prinsesse Marie Antoinette. 1774 blev han ved bedstefarens død Frankrigs konge, hilst med store forventninger af befolkningen, for hvis bevidsthed han på grund af sit udadlelige privatliv dannede en stærk modsætning til Ludvig 15. De mest forhadte af dennes rådgivere fjernedes, blandt ministrene var nu Maurepas, Turgot og Malesherbes, og navnlig på tilskyndelse af Turgot foretoges energiske reformforsøg; dette vakte imidlertid hofkredsenes misfornøjelse, og den ikke særlig viljestærke konge gik da ind på at fjerne Turgot og Malesherbes allerede 1776. En stund fulgtes imidlertid alligevel en populær politik, idet Frankrig hjalp de nordamerikanske stater i kampen mod England 1778-83, hvorved man vandt nogle kolonialfordele; desuden vandt den mand, som nu var den ledende, Necker, almindelig sympati og skaffede de fornødne penge til krigen uden ny skatter. Så blev han imidlertid styrtet 1781, og konservative ministre, hvoraf de mest kendte er Calonne og Brienne, fulgte ham. Styrelsen vakte nu almindelig uvilje, og finansforholdene blev stadig mere fortvivlede. En hovedgrund hertil var det ødsle hofliv, i hvilket dronningen førte an; Ludvig selv nærede ingen interesse for festerne og den øvrige pragtudfoldelse, men han tilfredsstillede stadig dronningens ønsker. Hun blev stadig mere forhadt både af denne grund og som østrigerinde, og således føjedes til den almindelige politiske misfornøjelse en ikke ringe uvilje mod kongefamilien personlig.

1788 tvang forholdene kongen til atter at tage Necker til minister, og man drev nu hurtig frem mod enevældens afskaffelse. Maj 1789 mødtes rigsstænderne; inden længe omformedes de til »Nationalforsamlingen« og tog i virkeligheden ganske magten fra kongen, mens der både i Paris og rundt om i landet herskede en almindelig uro, der fik udtryk i gentagne sejrrige opstandsbevægelser. I begyndelsen håbede man, at kongen selv ville stille sig i spidsen for den ny bevægelse; han var dog ikke særlig egnet dertil; derimod var han personlig tilbøjelig til langsomt at lade sig trække med uden egentlig modstand, men dette hindrede dronningens indflydelse. Ludvigs politik blev derfor uklar og vaklende, egnet til at indgyde alle mistillid.

Endnu 14. juli 1790, da han deltog i den store fest i Paris til minde om Bastillens ødelæggelse, levede dog forventningerne i befolkningen, og endnu foråret 1791 var der en mulighed for fredelig forståelse gennem aftale mellem kongefamilien og Mirabeau. Så døde imidlertid denne, og juni 1791 søgte den kongelige familie at flygte fra Frankrig for at søge hjælp hos de østrigske tropper ved grænsen. Resultatet blev, at han suspenderedes, indtil den ny forfatning var færdig, så han kunne aflægge ed på den. Dette skete september 1791, og Frankrig forvandledes derved til et konstitutionelt monarki med en meget svag kongemagt, idet kongen kun fik vetoret de to første gange, et lovforslag vedtoges af den ny lovgivende forsamling. Forholdet til denne blev snart ubehageligt, navnlig, da man vedtog beslutninger om emigranternes stilling og om kirken, som stred mod Kongens personlige følelse for adelen og hans religiøse overbevisning; forgæves søgte han at anvende sit veto herimod. Bekymrede ved den voksende bevægelse og forladt af adelen, der i stigende tal emigrerede, indlod kongen og dronningen sig stadig dybere i forhandlinger med udenlandske fyrster, navnlig dronningens østrigske slægt, om at bringe dem hjælp.

Foråret 1792 kom det til krig med Østrig og Preussen; Ludvig fortsatte imidlertid forbindelsen med disse, og i befolkningen blev mistanken derom stadig stærkere. 20. juni kom det til truende bevægelse, og da de fjendtlige tropper nærmede sig mere og mere til Paris, kom forbitrelsen her omsider til udbrud 10. august 1792. Befolkningen gjorde sig til herre i tuilerierne og bemægtigede sig den kongelige familie, efter at Ludvig havde forbudt sin garde at fortsætte modstanden. Kongen erklæredes atter for suspenderet, en ny forsamling, det såkaldte Nationalkonvent, valgtes, og 21. september 1792 vedtog dette Ludvigs afsættelse. Både han og hans familie holdtes derpå i strengt fængsel, og i Konventet anklagedes kongen for forræderi. Efter forfatningen 1791 var kongen uansvarlig, men man havde nu afskaffet denne og behandlede ham som »borger capet« uden hensyn til de tidligere forhold. Efter nogen strid satte Robespierre november 1792 igennem, at kongen skulle dømmes og dømmes af Nationalforsamlingen selv. Processen gik da for sig de følgende måneder. Ludvig forsvarede sig selv, hjulpet af Malesherbes og den unge advokat Deséze. Forsvaret var kraftigt, og man havde ikke sikre beviser for forbindelsen med udlandet. Alligevel fortsatte man. Så godt som enstemmig erklæredes han skyldig i sammensværgelse mod den offentlige frihed og statens almindelige sikkerhed. Girondinerne, der ikke ønskede ham henrettet, foreslog nu, at dommen skulle underkastes ratifikation ved en folkeafstemning, men dette forkastedes med 424 mod 287 stemmer. Derefter stemtes om straffen. Af 721 stemte 361, eller een over halvdelen for døden, 26 for døden med opsættelse, Resten for forskellige fængsels- eller landsforvisningsstraffe. Endelig nægtedes opsættelse af straffens fuldbyrdelse med 380 mod 310. Den sidste beslutning blev taget 19. januar 1793, og to dage efter fandt henrettelsen sted. Ludvig forlangte 3 dage til at forberede sig og ret for sin familie til at forlade landet, men det blev nægtet; derimod indrømmede man ham at tage afsked med sin familie og få en skriftefaders trøst. Under selve henrettelsesscenen viste kongen stor ro; han forsøgte at tale til den forsamlede mængde, men beretningerne om hans ord er stærkt afvigende.

Ludvigs karakter var tiltalende, og han gjorde sit bedste, men hans evner forslog ikke i den vanskelige situation, hvori han var stillet.