LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig 18.
Ludvig 18. (17. november 1755 - 16. september 1824), konge af Frankrig 1814-15 og 1815-24.

Han var søn af Ludvig 15.s søn Ludvig og Marie Josephe af Sachsen og bror til Ludvig 16. Han fik titlen greve af Provence og ægtede 1771 Louise Marie Josephine af Savojen. Hans forhold til Ludvig 16. var ret køligt, og den indflydelse, han undertiden øvede, ikke særlig heldig, Således bekæmpede han i en lille pjece Les Mannequins (Paris 1776) Turgot og bidrog 1781 til Neckers fald; også mod Calonne vendte han sig med en pjece: Description historique d’un monstre symbolique (Paris 1784). Samtidig bidrog han til at fremme uviljen mod dronningen. Han vandt ved denne holdning en vis popularitet. Også i begyndelsen af revolutionstiden stræbte han at bevare denne, men uden meget held, og da kongen prøvede at flygte 20. juni 1791, flygtede han også. Han fulgte imidlertid en anden vej og slap bort.

I de følgende år blev han leder af de emigrerede og opholdt sig en tid i disses hovedkvarter Koblenz. 1792 fulgte han med nogle tropper den preussiske hær ind i Frankrig. Efter Ludvig 17.s død 1795 tog han navnet Ludvig 18.; han støttede nu som før de forskellige bevægelser mod den franske regering, men uden resultat. Da Napoleon havde taget magten, foreslog han ham to gange at gennemføre det lovlige kongedømme, men Napoleon svarede med at tilbyde ham penge for at give afkald på sine krav. I Napoleons sidste år måtte han søge tilflugt i England. 1814 efter Napoleons nederlag vendte han med de fjendtlige hære tilbage til Frankrig, og ved Talleyrands virksomhed sattes det igennem både hos de allierede fyrster og i det franske senat, at han udråbtes til konge. Han måtte imidlertid udstede en forfatning, der skænkede Frankrig en betydelig frihed efter engelsk mønster, men således, at magten gaves til en stærkt begrænset kreds af rigmænd. Derefter sluttede han en fred med de allierede, hvorved Frankrig tilbagegav alt erobret så nær som Savojen og Nizza. Talleyrand blev nu hans udenrigsminister, og på Wien-kongressen drev han en behændig politik, som januar 1815 forenede Frankrig med England og Østrig til et forbund mod Rusland og Preussen. Samtidig lod kongen imidlertid reaktionen nogenlunde frit spil i Frankrig, og der skabtes en stadig voksende forbitrelse mod ham, så da Napoleon marts 1815 vendte tilbage fra Elba, sluttede befolkningen sig med begejstring til ham.

Ludvig måtte 23. marts i største hast forlade Paris for at søge tilflugt i Belgien. Efter at Napoleon var overvundet af de allierede, kun Ludvig imidlertid på ny vende tilbage juli 1815; Frankrig mistede nu Savojen og Nizza, måtte betale store pengesummer og finde sig i, at en europæisk hær anbragtes i dets grænseprovinser for at våge over det.

Ludvig skilte sig derefter af med sine ministre fra Napoleons-tiden: Talleyrand og Fouché og tog til minister den ret mådeholdne hertug af Richelieu. En tid fik imidlertid de mest reaktionære med kongens bror, greven af Artois, i spidsen en meget stor indflydelse. Det nyvalgte kammer virkede i samme retning, og man gik da kraftig løs med straffedomme mod modstanderne i den såkaldte hvide rædselsperiode.

Ludvig var sædvanlig lidet virksom, og han plagedes desuden af sygdom, men han var i sig selv mådeholden og forstod, at en alt for reaktionær politik var farlig. Under indflydelse af en af ministrene, Decazes, slog han derfor fra 1816 ind på en mere liberal styrelse, og de følgende år bragte valg-, presse- og hærlove, som nogenlunde tilfredsstillede ønskerne blandt de mådeholdne liberale. Richelieu trak sig tilbage 1818, men Decazes fulgte ham. Da dræbtes februar 1820 greven af Artois’ søn hertugen af Berry, Decazes styrtedes, og man vendte tilbage til en mere konservativ politik, først mådeholden med Richelieu som minister, senere 1821 med Villéle, greven af Artois’ allierede, som førsteminister.

Ludvig øvede fra nu af kun ringe indflydelse, og han plagedes i disse sidste år stadig af sygdom.