LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Ludvig Vilhelm, markgreve af Baden
Ludvig Vilhelm, markgreve af Baden (1655 - 1707), rigsfeltmarskal, født i Paris, død i Rastatt.

Som officer i den kejserlige hær deltog han under Montecuccoli 1675 i felttoget i Alsace og overtog 1678 regeringen i Baden. Han var med i Østrigs kampe mod Tyrkiet (1683-88) og opnåede sig her så store fortjenester, at han belønnedes med feltmarskaltitlen og tilsidst fik overkommandoen over hovedhæren ved Donau. Han slog 1689 tyrkerne ved Nissa og Widdin, hvilke fæstninger han erobrede, og 1691 ved Salankemen samt indtog Grosswardein og Gradisca. 1693 kom han i spidsen for rigshæren mod Frankrig, men det kom ikke her til begivenheder af større betydning. I den spanske arvefølgekrig førte han den mod Bayern og Frankrig opstillede rigshær, erobrede Landau og sejrede i forening med Marlborough ved Schellenberge.

Ludvig Vilhelm havde ved sin død deltaget i 26 felttog, 25 belejringer og 13 slag uden at lide nederlag. Han ansås for at være en meget betydelig hærfører og var autoritet på belejringskrigens område.