LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Ludvig-Filip
Ludvig-Filip, Louis-Phillipe, Borgerkongen, (6. oktober 1773 - 26. august 1850), konge af Frankrig 1830-48. Han var søn af Ludvig Filip Josef, hertug af Orléans, kendt under navnet Filip Égalité.

Da revolutionen begyndte, var han 16 år gammel, og ligesom faren sluttede han sig ivrig til bevægelsen; han opnåede derved 1792, da krigen brød ud, at få en officersstilling og at avancere særdeles hurtig; han viste ikke ringe militær dygtighed, allerede ved Valmy 1792 og siden ved Neervvinden 1793. Han havde stadig vist samme revolutionære iver og havde ligesom faren taget navnet Égalité, men efterhånden begyndte han dog nu at blive bekymret, og da hans overgeneral Dumouriez trådte i forbindelse med østrigerne, fulgte Ludvig Filip ham; april 1793 flygtede han til fjenden, mens man i Paris arresterede faren og et halvt år efter henrettede ham.

I de følgende år rejste han omkring i Europa, velforsynet med penge, som han havde anbragt i England. 1797 rejste han til Amerika efter aftale med Direktoriet, som satte dette som betingelse for at frigive hans mor og to brødre. 1800 vendte han dog tilbage. Mens han fra først af havde næret forhåbninger om selv at komme til magten i Frankrig ved et eller andet omslag der, sluttede han sig nu til Ludvig 18., der dog modtog hans hyldest yderst kølig. 1809 ægtede han Marie-Amelie, datter af kong Ferdinand af Sicilien. Efter 1814 vendte han tilbage til Frankrig, da Ludvig 18. fik magten der, og denne gav ham alle slægtens store ejendomme tilbage.

I de følgende år optoges han først og fremmest af at forøge sine rigdomme, selv om han ikke glemte i al stilhed at intrigere for selv at blive konge. Det oppositionelle borgerskabs mænd samledes mere og mere om ham. Da julirevolutionen brød ud 1830, trak han sig forsigtig tilbage fra Paris for at afvente resultatet; men da bevægelsens ledere kaldte ham til Paris, fulgte han opfordringen, mens han dog samtidig forsikrede Karl 10., at han kun gjorde det nødtvungen og for siden at give ham magten tilbage. 31. juli 1830 modtog han titlen lieutenant general du royaume, og 7. august lod han sig vælge til konge af Deputeretkamret. Forfatningen ændredes noget, så dens parlamentariske karakter trådte bestemt frem, og valgretten udvidedes en del; hans titel blev, i modsætning til den sædvanlige, »de franskes konge«.

Som konge blev det Ludvig-Filips opgave at forøge endnu mere sine umådelige rigdomme, at bevare tronen og omskabe den parlamentariske styrelse således, at han personlig fik magten. I det første års tid måtte han tage ministre af det yderliggående venstre, men snart fik han i steden for mænd af det moderate bourgeoisi, først Casimir Périer 1831-32, siden skiftevis Guizot, Broglie og Thiers. Styrelsen var dog foreløbig udpræget parlamentarisk, og kongen var meget lidt tilfreds med sine alt for mægtige ministre.

Der gennemførtes i disse år reformer af ikke ringe betydning. Fra 1840 lykkedes det imidlertid kongen at knytte Guizot personlig til sig, og fra nu af til 1848 var Guizot ledende minister, og det personlige regimente gennemførtes under parlamentariske former, idet man stadig beherskede flertallet i Deputeretkamret ved hjælp af bestikkelser. Udadtil førte Ludvig Filip i stadig højere grad en forsigtig politik med det mål at sikre hans og slægtens stilling over for de europæiske stormagter. Samtidig benyttede han på mangfoldig vis sin kongestilling til at forøge sin formue. Ved alt dette skabtes en stærk folkestemning mod ham, og det endte med, at denne kom til udbrud 22. februar 1848.

Ludvig-Filip søgte først at frelse sin krone ved eftergivenhed, men det lykkedes ikke, og han måtte flygte til England. Ludvig Filip havde en talrig slægt og søgte ivrig at sikre sine børn ved gode ægteskaber. 1832 ægtede hans datter Louise Leopold 1. af Belgien, 1837 hans ældste søn, hertugen af Orléans, en mecklenburgsk prinsesse, 1837 prinsesse Marie en hertug af Wurttemberg, 1840 hertugen af Nemours en prinsesse af Sachsen Koburg, 1843 prinsesse Clementine en fyrste fra samme land, Prinsen af Joinville 1843 en brasiliansk prinsesse, hertugen af Aumale 1844 en prinsesse af Salerno og endelig hertugen af Montpensier 1846 en søster til dronning Isabella af Spanien. Hertugen af Orléans døde 1842, og hans søn greven af Paris blev derved nærmeste arving.