LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Marcus Aurelius

Marcus Aurelius, buste i Louvre, Paris
Marcus Aurelius Antoninus (121 - 17. marts 180), hed egentlig Annius Verus, men antog sit senere navn, da han blev adopteret af Antoninus Pius. Af spansk familie blev Aurelius dog opdraget i Rom, hvor han først studerede retorik under Herodes Atticus og Fronto, siden blev ganske vundet for den stoiske filosofi.

Fra 147 deltog han i regeringen med sin adoptivfar, som også havde skænket ham sin datter Faustinas hånd, og efter dennes død regerede han alene fra 161-180. Dog havde han sin adoptivbror Lucius Verus til medregent, indtil denne døde 169.

Som kejser opofrede Aurelius sig ganske for sine regentpligter, og den fredelige tænker, der kun befandt sig vel i sit studereværelse, måtte alligevel år efter år i spidsen for hæren kæmpe ude ved rigets grænser.

En krig med partherne førte hans feltherrer vel til en lykkelig udgang 165. Men den hjemvendende hær medførte en pest, der siden rasede hele Aurelius' tid igennem, og allerede 167 begyndte de germanske folk ved Donau, især markomannerne, de angreb, der krævede Aurelius' personlige nærværelse i en hel årrække. Han kæmpede her med afvekslende lykke lige til 175, da en opstand af Avidius Cassius kaldte ham til Asien. Inden kejseren kom hertil, var Avidius dog blevet dræbt af sine egne folk. 178 udbrød markomannerkrigen atter og vedvarede til Aurelius' død.

I sin indre styrelse var Aurelius mild og menneskevenlig. Lovgivningen forbedredes i human retning, de mange ulykker, som pest og hungersnød førte med, søgte kejseren at lette ved gaver og skatteefterangivelser.

De kristne kunne Aurelius kun opfatte som farlige fjender af den herskende religion, for hvilken han havde så dyb en ærefrygt, og Trajans love mod dem blev strengt overholdt. Under Aurelius led blandt andre kirkefædrene Justin og Polykarp martyrdøden.

Aurelius' tanker og hele ædle personlighed læres bedst at kende gennem hans »selvbetragtninger«, et på græsk skrevet værk i 12. bøger. Han fremtræder her som helt fyldt af den stoiske filosofi i den mildere form, som denne havde fået i Rom ved Seneca og Epiktet. Den strenge selvprøvelse og den kærlighedsfulde optræden over for andre, troen på en forsynsstyrelse, der leder alt til det bedste, respekt for folkereligionen, hvori dybe sandheder findes, om en udtrykte på ufuldkommen vis, det er de ledende tanker.

Det var også dem, som Aurelius fulgte i livet og som har gjort ham til en af menneskehedens ædleste skikkelser, først og sidst gennemtrængt af en dyb melankoli.

Allerede samtiden beundrede den kejserlige filosofi. Hans rytterstatue på Capitol og den æressøjle, der minder om hans kampe med markomannerne, vidner endnu derom.

Hans »selvbetragtninger« blev først udgivet af Guil. Xylander (Zürich 1558), siden blandet andet af Dübner (Paris 1842) og Stich (Leipzig 1882). Desuden har man af Aurelius nogle latinske breve til Fronto, der er udgivet sammen med dennes skrifter.