LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig         


Marie Louise
Marie Louise (12. december 1791 - 17. december 1847), fransk kejserinde 1810-14, hertuginde af Parma 1815-47, datter af kejser Frants 1. af Østrig. Hun var smuk, men dårligt begavet og udannet samt aldeles uselvstændig af karakter. Februar 1810 blev hun af politiske grunde og uden mindste personlig tilbøjelighed forlovet med kejser Napoleon 1.; 3. Marts i Wien viet til Berthier på hans vegne og 1.-2. april endelig i Paris. Ved en af de fester, der holdtes i denne anledning, hos den østrigske sendemand fyrst Schwarzenberg (1. juli), opstod en ildebrand, der kostede mange mennesker livet; hun reddedes fra faren af Napoleon selv.

Skønt oprindelig uvenlig stemt mod sin ægtefælle hengav hun sig straks til ham og viste ham siden blind lydighed, men øvede ikke mindste indflydelse og stod helt fremmed for hans slægt og hans hof. 20. marts 1811 fødte hun en søn Napoleon (2.), den senere hertug af Reidhstadt. Under krigene 1812-14 var hun af navn regentinde, dog uden virkelig myndighed; i sine breve til faren stillede hun sig da helt på Napoleons side og troede blindt på hans lykke. Ved de fremmede troppers fremrykning forlod hun 28. marts 1814 med sin søn Paris og drog til Blois, men ville ikke følge sine svogre hinsides Loire. Straks efter Napoleons tronfrasigelse havde hun 16. april et møde med sin far og besluttede nu uden sorg at forlade sin ægtefælle. Hun rejste med sønnen til Wien og forblev her også under de 100 dage 1815 uden at agte på Napoleons opfordring om at komme til Paris.

Marts 1816 overtog hun regeringen i Parma, men lod sønnen blive hos hans morfar. Landets styrelse overlod hun sin overhofmester grev Adam Neipperg (1775-1829), der vistnok allerede 1814 var blevet hendes elsker, og hvem hun ægtede morganatisk 1822; hun fødte 1817 en datter, som døde straks, og 1821 en søn. 1834 ægtede hun sin nye overhofmester, grev Charles Bombelles (1785-1856). Da det nationale røre udbrød i Ttalien 1831, flygtede hun til fæstningen Piacenza, men blev snart genindsat af østrigske tropper. Hendes død 1847 hilstes af hendes undersåtter som en befrielse.