LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Marie Stuart
Marie Stuart (7. eller 8. december 1542 - 8. februar 1587), dronning af Skotland 1542-67, datter af Jakob 5. og Marie af Guise, henrettet, mistede få dage efter fødslen sin far og var altså dronning, da hun var hans eneste arving. Englands konge, Henrik 8., foreslog straks et ægteskab mellem den nyfødte, der som en sønnedatter af hans egen søster Margrete måske med tiden også kunne blive arving til England, og hans søn Edvard (6.); men skotterne, der netop havde ligget i krig med englænderne, var ikke så begejstrede for planen og sluttede i stedet for alliance med Frankrig, hvad der havde en ny krig til følge.

En engelsk lejehær trængte ind i Skotland og hærgede så stærkt, at skotterne i deres forbitrelse kom overens med Henrik 2. af Frankrig om, at Marie Stuart skulle sendes til Frankrig og ægte Dauphinen Frants (2.). 1548 kom hun derover og blev opdraget af kongens søster Margrete, en meget åndrig og lærd dame. Marie Stuart havde gode naturlige evner og nød en omhyggelig undervisning i sprog og musik; samtidig udviklede hun sig til en meget smuk kvinde og vandt alle ved sin ynde og livlighed; men Katharina af Medicis hof var ikke noget heldigt sted for udviklingen af hendes karakter og moralske følelse, så hun lærte aldrig at underordne sig de fordringer, livet stiller til enhver, men gav efter for sine indskydelser uden tilstrækkelig at overveje følgerne. Hun kunne således fatte store planer og manglede ikke mod eller vilje til at sætte dem i værk, men savnede den udholdenhed og selvbeherskelse, som fører til målet; hun var falsk og dobbelttunget i sin politik som sin samtidige, dronning Elisabeth, men besad ikke dennes koldblodighed, som i det afgørende øjeblik lod hende følge de bedste råd og vige for omstændighedernes magt.

April 1558 blev Marie Stuart gift, efter at der i forvejen var udstedt en ægteskabskontrakt, som sikrede Skotlands uafhængighed, men samtidig havde hun underskrevet nogle hemmelige aktstykker, som gjorde denne ganske betydningsløs. Da Marie 1. af England døde, antog Marie Stuart og Frants 2. titlen dronning og konge af England; men da denne blev opgivet ved kapitulationen i Edinburgh 1560, sluttet mellem englænderne og de franske tropper, som var kommet over for at hjælpe Marie af Guise i kampen mod protestanterne, nægtede Marie Stuart at anerkende det og pådrog sig derved Elisabeths mistillid og fjendskab.

Samme år døde Frants 2., og da magten herefter gik over til Katharina af Medici, følte Marie Stuart sig ikke mere hjemme i Frankrig og begyndte at sætte sig i forbindelse med de ledende mænd i sit hjemland, hvor hendes mor var død. Skotland havde imidlertid erklæret sig for protestantismen, og mange ville helst have Elisabeth af England til dronning for troens skyld. Da det ikke lod sig gøre, opfordrede både protestanter og katolikker Marie Stuart til at komme tilbage, og hun modtog de første tilbud, der blev bragt hende af James Stuart, senere Earl af Moray, og William Maitland af Lethington, idet hun lovede i religiøs henseende at anerkende det bestående, når blot hun selv personlig måtte holde katolsk gudstjeneste. Elisabeth var meget urolig over hendes tilbagekomst, da hun stadig ikke havde underskrevet Edinburghkapitulationen, og Moray erklærede, at Skotterne nok ville anerkende hendes ret til Englands trone, når hun til gengæld ville erklære Marie Stuart for præsumptiv tronarving. Dette var at røre Elisabeth på hendes ømme punkt, og hun tænkte endog en tid på at opsnappe Marie Stuart under overrejsen, men opgav det igen. August 1560 landede Marie Stuart i Skotland; med sorg havde hun forladt Frankrig, idet fremtiden lå mørk for hende, og hvor hun så hen, viste der sig vanskeligheder. Hun kom til et uciviliseret, oprørsk og af den mørkeste kalvinisme stærkt grebet folk, for hvem hendes livsglæde og katolske tro var en vederstyggelighed. Alligevel gik det tåleligt i begyndelsen. John Knox, Skotlands reformator, tordnede nok imod hende, og der blev udstedt en proklamation, hvorved det under dødsstraf blev forbudt at foretage nogen forandring i statens religion, men ledet af Moray undgik hun at støde alt for meget an i religiøs henseende og afvæbnede selv sine værste modstandere ved sin skønhed, ynde og nedladenhed. Hun spillede dog dobbelt spil; idet samtidig med at hun lovede sine skotske rådgivere intet at foretage mod landets religion, skrev hun til Paven, at det var hendes bestemte hensigt at genindføre katolicismen.

Med Elisabeth blev en udsoning foreløbig umulig på grund af de franske Hugenotkrige. Siden blev forholdet mellem dem tilsyneladende bedre, og Marie Stuart søgte at indvirke på hende gennem private breve, og da hun ikke rigtig stolede på deres virkning, blev Lethington afsendt for at fremstille hendes krav på at blive anerkendt som tronarving for Parlamentet. På samme tid kom spørgsmålet om hendes giftermål op. På Marie Stuarts egen tilskyndelse gennem Lethington bejlede Filip 2. af .Spanien til hende for sin søn Don Carlos, men hverken Elisabeth eller Katharina af Medici syntes om det, og den sidste anbefalede ærkehertug Karl af Østrig, mens Elisabeth gav anvisning på sin yndling Robert Dudley, om for alvor, er meget tvivlsomt; helst så hun vel, at Marie Stuart forblev enke. Da håbet om det spanske parti bristede, bestemte Marie Stuart sig for Darnley, Henrik 8.s søsterdattersøn, og altså efter hende selv nærmeste arving til Skotland og England, hvor han som katolik havde mange tilhængere. Da dette ægteskab kunne forværre forholdet til Elisabeth og måtte blive en støtte for katolicismen, syntes Moray ikke om det, og han, fandt hemmelig støtte hos Elisabeth. Modstanden æggede netop Marie Stuart til. at følge sin lyst, og ægteskabet fandt sted 29. juli 1565. Moray, som først havde søgt at opsnappe Darnley og derefter gjort oprør, blev fordrevet fra landet og måtte flygte til England. Dette giftermål var et stort fejlgreb, da Darnley var en opblæst og indbildsk person uden begavelse og karakter, der blev hendes sag til største skade og også som ægtemand voldte hende skuffelse. Marie Stuart gik imidlertid dristigere og dristigere til værks, ledet af italieneren Riccio, der i slutningen af 1564 var blevet sekretær for de udenrigske anliggender, og søgte at genindføre katolicismen og skaffe sig selv enevælde. Men Darnley, der følte sig krænket over, at hun ikke gav ham del i regeringen, forenede sig med de protestantiske lorder om at myrde Riccio, hvilket skete 9. marts 1566. Dagen efter mordet på Riccio var Moray og hans landflygtige tilhængere vendt tilbage, og Marie Stuart, der holdtes under bevogtning af de sammensvorne, modtog ham med glæde, idet hun ville benytte sig af hans mægling. En sådan kom også i stand, men da hun havde mistro til de sammensvornes hensigter gennem den tåbelige Darnley, som hun havde vundet for sig, flygtede hun med ham til Dunbar, hvorfra hun begyndte en kamp mod morderne, der svigtede af Moray måtte flygte til England.

Darnley havde nu lagt sig ud med alle uden at genvinde sin hustrus kærlighed, idet hun aldrig tilgav ham hans forræderi. Forholdet mellem dem blev stadig køligere, uagtet der fandt en officiel forsoning sted mellem dem kort før sønnen Jakobs fødsel. Hun begyndte på denne tid at udmærke Bothwell og forsone sig med nogle af de sammensvorne mod Riccio, hvoriblandt Lethington og Moray, hvilken sidste Darnley var særlig forbitret på; han lod sig over for Marie Stuart forlyde med, at han ville myrde ham. Dette angav hun for Moray, som fra nu af blev Darnleys uforsonlige modstander. For at opnå begunstigelser for Bothwell tilgav hun efterhånden de fleste al Riccios mordere uden at tage hensyn til, at hun derved udsatte Darnleys liv for den største fare, da de hadede ham som den, der havde forrådt dem. Darnley selv havde trukket sig tilbage fra hoffet og var ikke til at bevæge til at lade sig forsone, skønt Marie Stuart i den retning gjorde, hvad hun kunne. Endelig lykkedes det den franske gesandt at lå ham til at give efter, men vistnok for sent; idet Marie Stuart havde opgivet ham og ønskede at blive af med ham. I Bothwell havde hun derimod fundet en hjælper, der var stærk af legeme og karakter og ikke lod sig standse af nogen hindring; at hun allerede nu skulle have været forelsket i ham, er usikkert.

På slottet Craigmillar ved Edinburgh stiftedes sammensværgelsen mod Darnley. Moray var ophavsmanden, men Lethington blev føreren, og til de vigtigste deltagere hørte Bothwell. Disse mænd lovede Marie Stuart, at hun skulle blive skilt fra Darnley, hvis hun ville amnestere de personlige deltagere i mordet på Riccio, og dette gik hun ind på, når blot det skete under lovlige former og ikke blev til skade for hendes søn. Hun vidste altså, at der var noget i gære mod Darnley, men advarede ham ikke, som hun havde gjort over for Moray. Den særlig handlende blandt de sammensvorne blev Bothwell; sammen med flere andre sluttede han en ligefrem overenskomst om, at de på en eller anden måde skulle rydde Darnley af vejen. Denne opholdt sig hos sin far i Glasgow og var for tiden syg; da besluttede Marie Stuart at forsone sig med ham udadtil og unddrage ham farens påvirkning, og det lykkedes hende virkelig januar 1567 at få ham med til Edinburgh, hvor han efter eget ønske tog bolig i Kirk-o'-Field lige uden for byen, da han endnu var syg; her følte han sig sikker under beskyttelse af befolkningen i Edinburgh.

Rygtet om sammensværgelsen, hvortil der havde sluttet sig flere og flere, var efterhånden nået vidt omkring, og det gjaldt om at handle hurtig, hvis det ikke skulle blive for sent. Mordet fandt så sted 10. februar 1567 klokken mellem 1:30 og 2 om natten, få timer efter at Marie Stuart havde forladt huset. Utvivlsomt har hun ikke vidst noget om den voldsomme måde, hendes mand skulle komme af dage på, men hun har heller ikke villet vide noget og gjorde intet for at advare ham. 11. februar udtalte hun, at hun ville gå frem mod morderne med den største strenghed, og der blev udsat en stor belønning for deres opdagelse; men da der blev opslået plakater af en ukendt, som angav, at mordet var udført af Bothwell og andre med dronningens samtykke, og han tilbød at melde sig på visse betingelser, blev der intet gjort for at skaffe ham til veje, og da Darnleys far søgte at få morderne for retten, arbejdede hun med Bothwell på at tilintetgøre hans bestræbelser.

Herved ødelagde hun sit rygte, og det var allerede en udbredt mening, at Bothwell havde til hensigt at ægte hende, hvilket bestyrkedes, ved at han lod sig skille fra sin hustru. 19. april bortførte han Marie Stuart til Dunbar, og da lorderne tilbød hende deres hjælp, afslog hun den. 6. maj vendte de tilbage til Edinburgh, og den 15. fandt brylluppet sted efter protestantisk ritus; samtidig gik hun over til hans religion og lovede at forhindre katolsk gudstjeneste i Skotland.

Dette ægteskab var dog skotterne for meget, og lorderne rejste sig mod Marie Stuart. Ved Carberry Hill 15. juni blev hun tvunget til at overgive sig, mens Bothwell undslap, og blev ført til et slot på en ø i Loch Leven, hvor lorderne 24. juli 1567 tvang hende til at nedlægge kronen til fordel for sønnen, for hvem Moray skulle være regent. 2. maj 1568 slap hun fri ved hjælp af George Douglas og Hamilton'erne og fik samlet en hær, men Moray overvandt hende ved Langside (13. maj), hvorefter hun flygtede til England og bad Elisabeth om beskyttelse og hjælp. Denne, der blev sat i stor forlegenhed, befalede, at hun skulle behandles med ærbødighed, men bevogtes omhyggelig, da hun frygtede for en katolsk rejsning i Nordengland. Marie Stuart ønskede en personlig sammenkomst med hende, men hun forlangte, at hun først skulle rense sig for mistanken om delagtighed i Darnley’s mord. Herpå svarede Marie Stuart, at hun nok ville rense sig for Elisabeth personlig, men ikke møde som part i en retssag. Imidlertid kom sagen for en kommission, og her fremlagde Moray de såkaldte casket letters, som 20. juni 1567 skulle være faldet i lordernes hænder og bestå af Marie Stuarts breve til Bothwell og andre. Dokumenter, der, om de var ægte, fuldstændig beviste hendes skyld. Kommissionen fandt dem så kompromitterende for Marie Stuart, at den erklærede, at Elisabeth ikke kunne modtage hende personlig, før hun havde renset sig for mistanken; men Marie Stuart nægtede at forsvare sig, med mindre hun fik brevene at se, hvorimod hun antydede, at Moray og hans tilhængere var de sande ophavsmænd til mordet. Elisabeth ville imidlertid ikke tillade, at brevene blev forelagt Marie Stuart, men beholdt hende som statsfange, hvilket blev anledning til megen fare og besvær for hende da Marie Stuart stadig var virksom for at blive fri og genvinde sin krone. I Nordengland havde hun et stort parti for sig, og allerede 1569 stiftedes en sammensværgelse til fordel for hende, hvorefter hun skulle ægte hertugen af Norfolk og Elisabeth tvinges til at anerkende hende som arving. Den blev opdaget, hvorpå Norfolk kom i Tower, og earlerne af Northumberland og Westmorland, der rejste åbent oprør, blev jaget til Skotland. Året efter blev Moray dræbt, og hovedmassen af den skotske adel gik over på Marie Stuarts parti og bekæmpede Darnley's far, der var blevet regent. Samtidig ventede de engelske katolikker hjælp fra Alba i Nederlandene, og Norfolk, der var bleven frigivet, skulle stadig ægte Marie Stuart. Også denne sammensværgelse blev opdaget, og Norfolk henrettet 1572. N. A. sendte Elisabeth hjælp til Skotland, hvor Marie Stuarts tilhængere blev undertrykte. I de følgende år gik det mere rolig til; men i 1580'erne tog planerne til Marie Stuarts befrielse igen fart. Elisabeth skulle myrdes, samtidig med at hertugen af Guise angreb England, støttet af skotterne, hvor Jakob 6. lededes af Esmé Stuart, hertug af Lennox; men hele planen gik i vasken, ved at de protestantiske lorder bemægtigede sig kongen, hvorefter Lennox måtte forlade landet. Efter mordet på Vilhelm af Oranien blev englænderne alvorlig bange for deres dronnings liv og vedtog en lov, hvorefter den, til hvis fordel der skete oprør eller blev gjort attentat mod Elisabeth, havde forbrudt sin ret til Englands trone og skulle miste livet, hvis vedkommende havde været indviklet deri. Marie Stuart er ikke nævnt i loven, men den er rettet mod hende og retfærdiggjordes ved, at hun havde været vidende om alle de tidligere oprør og anslag mod Elisabeths liv. Dette afskrækkede hende dog ikke, og 1586 var hun indviklet i Babingtonsammensværgelsen, der gik ud på at myrde Elisabeth. Hun blev så anklaget for højforræderi og dømt til døden. Parlamentet anmodede Elisabeth om at stadfæste dommen, men hun vaklede længe; til sidst underskrev hun den dog, og rådet lod den uden hendes vidende sende af sted, og Marie Stuart blev henrettet på Fotheringay Slot. Elisabeth blev sin rolle tro og fastholdt, hun aldrig havde haft i sinde at gå så vidt. Han, der havde besørget afsendelsen af dødsdommen, blev straffet, og Marie Stuart fik en kongelig begravelse i Peterborough Domkirke, hvorfra Jakob 1. siden lod hende føre til Westminster Abbey.