LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig         


Marie af Medici
Marie af Medici (26. april 1573 - 3. juli 1642), dronning af Frankrig, født i Firenze, død i Køln.

Hun var datter af storhertug Frants af Toscana og ærkehertuginde Johanne af Østrig. 27 år gammel ægtede hun Henrik 4. af Frankrig; forholdet mellem dem blev aldrig godt; hun var smuk, men dvask og kølig, og da hun ikke desmindre stadig var jaloux på kongens elskerinder, førte dette til en række rivninger mellem dem. Først 1610 opnåede hun at blive kronet, samtidig med at det bestemtes, at hun, mens kongen var på togt i Tyskland, skulle være regent med 1 stemme i et Rigsråd på 15 medlemmer. Umiddelbart derefter myrdedes Henrik 4. ved jesuitternes foranstaltning. Marie, der viste sig ganske ligegyldig, og som siden stærkt begunstigede netop jesuitterne, fik i folketroen skylden for drabet, men der har ikke kunnet anføres noget som helst bevis for hendes medskyld. Hun fik imidlertid nu magten i landet, idet hun med parlamentets tilslutning lod sig udnævne til regentinde.

Hun ledede Frankrigs politik over i et katolsk spor og nærmede sig stadig mere den gamle modstander Spanien. Allerede 1611 afskedigedes Henriks ledende minister Sully, og langsomt gled nu indflydelsen over til italieneren Concini, som var gift med Leonora Galiigai, en hofdame, Marie havde ført med fra Italien, og som ved sin overlegne personlighed ganske beherskede hende. Styrelsen var i disse år svag og dårlig, og dronningen ødslede store pengesummer bort, snart til sine venner, snart for at afvæbne modstanden. Imidlertid voksede hendes og kong Henriks søn, Ludvig 13., til; moren tilsidesatte ham, og han holdtes ganske borte fra styrelsen; misfornøjet så han Concini råde, og opmuntret af en af sine hoffolk, Luynes, lod han 1617 Concini dræbe og tog derpå selv magten. Marie måtte som forvist fra hoffet tage ophold på et slot i Blois. Hun intrigerede her en tid på al mulig vis mod kongen, men siden skiftede hun fremgangsmåde, ledet af Richelieu, der under en kortvarig ministervirksomhed i hendes regenttid var trådt i forbindelse med hende. Ved hans hjælp opnåede hun efter Luynes' død en udsoning med kongen. Til gengæld talte hun Richelieus sag og gennemførte 1624 hans optagelse i Ministeriet. Hun havde troet, at det nu skulle være hende, der rådede, men hun så snart, at Richelieu i stedet gik sine egne veje og førte Frankrigs politik ind i det gamle spor fra Henrik 4.s tid. Fra dette øjeblik begyndte hun en kamp, som i de følgende år fortsattes med al slags intriger for at styrte den alt for mægtige minister. Gang efter gang; blev hun skuffet, og det endte med, at hun misfornøjet flygtede til Nederlandene. 1638 drog hun derfra til England, 1641 endelig til Køln, hvor hun døde året efter. Hun havde som regentinde kastet en vis glans over det franske hof, skabt som hun var for pompøse fester, og hun havde med iver samlet forfattere og kunstnere ved hoffet. Af disse har Rubens skildret hendes liv i en række allegoriske billeder. Af politik forstod hun kun det personlige intrigespil ved hoffet, og da dette ikke forslog til at beholde magten, lod hun sig føre ind i en række sammensværgelser, der på forhånd var håbløse.