LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Marie den Blodige
Marie den Blodige (18. februar 1516 - 17. november 1558), dronning af England (1553-58), datter af Henrik 8. og Katharina af Aragonien, var fra sin fødsel en vigtig faktor i sin fars politiske beregninger, idet han snart ville bortgifte hende til Frankrig og snart til Spanien, alt efter som det forekom ham fordelagtigst. Da hans skilsmisseplaner kom op, var hun meget i vejen, idet hun selvfølgelig holdt med sin mor. I disse ulykkelige år stålsattes hendes sind og styrkedes hendes stærke katolske følelser.

Kort efter Elisabeths fødsel (1533) blev hun erklæret for uægte ved en parlamentsakt og fik befaling til at nedlægge prinsessetitlen. Da hun nægtede det, blev hun behandlet meget strengt; men efter Anna Boleyns død søgte hun forsoning med faren, som hun kun opnåede på hårde vilkår. I de følgende år var forholdet mellem dem bedre, men 1538 forværredes det atter, da oprørere i Nordengland blandt andet forlangte, at hun skulle have sin rang igen.

Karl 5., med hvem hun havde været forlovet, arbejdede stadig for hende og skaffede hende 1544 arvefølge efter Edvard (6.). Under hans regering stod hun fra først af i et godt forhold til ham; men da messen 1549 blev forbudt, nægtede hun at adlyde og fastholdt sit standpunkt til det yderste. Følgen heraf blev, at Edvards rådgiver, Northumberland, fik ham til at udnævne Jane Grey, datterdatter af Henrik 8.s søster, til sin efterfølger for at bevare England for protestantismen men Marie havde folkets flertal på sin side og blev alment anerkendt som dronning, mens Jane Grey og hendes tilhængere måtte vandre i Tower.

Marie tog biskop Gardiner til sin førsteminister og var bestemt på at bringe den engelske kirke tilbage under pavens overhøjhed, skønt det fra først af så ud, som, om hun ville nøjes med at genindføre det religiøse system, som havde hersket i hendes fars sidste år, og hvortil hun også havde fået folket med sig. Man tænkte nu på at få hende gift; men parlamentet, der ellers havde føjet hende i at genindføre messen, udtalte sig mod et fremmed fiftermål; alligevel begik hun den store fejl at bestemme sig for Filip (2.) af Spanien, hvilket førte til oprør, så snart det blev kendt. Jane Greys far, hertugen af Suffolk, søgte at rejse Mellemengland, men havde intet held med sig, hvorimod Thomas Wyatt, der stiftede oprør i Kent i Elisabeths navn, trængte frem. til London; men her blev han slået og fanget, og både han og Suffolk, Jane Grey og hendes mand blev henrettede, og Elisabeth ført til Tower.

Maries andet parlament samtykkede i giftermiålet med Filip, men ville ikke gå ind på at genoplive de gamle bestemmelser mod kættere. Juli 1554 kom Filip til England, og brylluppet holdtes i Winchester. Han rådede Marie til at frigive Elisabeth, hvad hun også gjorde. Efterårsparlamentet vedtog kætterbestemmelserne og gik ind på en forsoning med Rom, men ville ikke opgive det inddragne kirkegods. I det følgende år begynder den store forfølgelse af protestanterne, som har skaffet Marie tilnavnet den Blodige, og mange måtte lade livet for deres tros skyld. Det lykkedes ikke Filip at vinde det engelske folk, og august 1555 drog han bort og kom kun, een gang igen, ikke af kærlighed til Marie, men for at få England med i krigen mod Frankrig. Denne førte som bekendt til tabet af Calais (1558), hvilket gjorde et dybt indtryk på Marie. Fra da af var hun ikke rask og døde samme år, forladt af sin mand og hadet af sit folk. Hun var viljestærk og meget arbejdsom: Det centrale hos hende var hendes religiøse følelse, som i forbindelse med de indtryk, hun havde fået under sin opvækst, forklarer os hendes optræden som regent; som sådan var hun målbevidst og overholdt de lovlige former, når undtages hendes skæbnesvangre fejlgreb, giftermålet med Filip.