LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Martin fra Tours
Martin fra Tours, vesterlandsk munkefar og biskop, født 316 eller 317 i Sabaria i Pannonien, død 397 eller 400 i Tours, efter overleveringen 11. november. Martins forældre var hedninger; hans far, der var militærtribun, blev forflyttet til garnisonen i Pavia, og der lod hans tiårige søn, Martin, sig indskrive blandt de kristne katekumener. Han ønskede at leve som eneboer, men 16 år gammel måtte han som soldatsøn selv springe soldat, og han tjente i den kejserlige garde under Constantius og Julian Apostata.

18 år gammel blev han døbt, og 20 år gammel fik han lov til at udtræde af hæren. Fra det afsnit af hans liv er der mange fortællinger om hans forsagelse, opofrelse og mod. Fri for militærtjenesten begav han sig til Hilarius af Poitiers, og her blev han eksorcist. Han gik så til sine forældre i Pannonien, hvor han omvendte sin mor og flere andre, men arianerne forfulgte ham, så han måtte opholde sig på afsides steder snart i Italien, snart i Frankrig. 360 var han igen hos Hilarius i Poitiers, og 15 km uden for byen oprettede han klostret Ligugé (Locociagense), det var det første kloster i Gallien. Hans ry som undergører gik viden om, og 371 eller 375 gjorde borgerne i Tours ham med magt til biskop i deres by, til trods for hans mangel på lærdom og almindelig dannelse; hans biskoppelige fæller så ned på ham af den grund, mens Sulpicius Severus, der var træt af overkulturen, erklærede, at Martin uden videnskabelig dannelse ikke manglede videnskabens nåde.

Martin blev ved at leve som munk, og om ham samledes en skare af unge, og de dannede det berømte kloster Marmoutier ved Tours, hvorfra der hentedes bisper til hele Gallien. Martins undergørende evne var imidlertid størst, før han blev biskop; embedet hæmmede alligevel personligheden. Han arbejdede for at omvende hedninger, men han anbefalede mildhed over for anderledes troende, således over for priscillianisterne. Martin spiller samme rolle i Vesten som Antonios i Østen. Sulpicius Severus’ og Gregor fra Tours’ levnedstegninger af ham har været yndlingslæsning i Vestens klostre. Blandt menigmand fik han et så stort navn, at hans fest 11. november trådte i stedet for den gamle, hedenske efterårsfest, hvis skikke (Mortensgås, Mortenskringe o. s. v.) den arvede, og Mortensdag blev en folkefest i særlig forstand.