LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Frankrig         


Maximilien de Robespierre
Maximilien Marie Isidore de Robespierre (6. maj 1758 - 28. juli 1794), søn af en advokat, født i Arras, hvor familien i mange slægtled havde udført biskoppernes juridiske forrretninger, henrettet 1794. Biskoppen skaffede Robespierre friplads på kollegiet Louis-le-Grand i Paris, hvor han studerede jura og blev derpå advokat i Arras. I Paris havde han lært Rousseaus ideer at kende, hjemme optrådte han som forkæmper for friheds- og lighedsideerne, og han førte med held flere sager, hvorved han vandt ry som talsmand for de små og undertrykte. Derfor valgte Tredjestand i Artois ham ind i Generalstænderne i Versailles 1789. I den konstituerende forsamling spillede han ingen betydelig rolle, hans lange taler vakte kun spot, alene Mirabeau spåede, at han med sin fanatiske tro ville nå vidt. Men var han vraget i forsamlingen, vandt han des større anseelse i Jakobinerklubben ved sin dyd og redelighed og fik navnet »den ubestikkelige«. Ved den konstituerende forsamlings slutning støttede han forslaget om, at ingen af dens medlemmer måtte vælges til den lovgivende forsamling. Efter opløsningen var han offentlig anklager ved Kriminaldomstolen i Paris, men nedlagde embedet 1792.

Jakobinerklubben blev hans virkefelt; dog delte han ikke jakobinernes krigerske stemning, han frygtede en sejrrig feltherre; men talte han mod krigen, vakte han netop derved opmærksomhed, og ved rørende taler om dyden blev han kvindernes forgudede yndlingspræst.

Samtidig arbejdede han på et forbund med kommunen Paris, han mødte og talte flittig i sin sektion, og om end han ikke deltog i de voldsomme begivenheder 20. juni og 10. august, blev han dog valgt ind i kommunens generalråd. I iværksættelsen af septembermyrderierne havde han vel ingen del, men politisk benyttede han resultaterne deraf; ved valgene til konventet 2. september fik han Jakobinerklubbens Sal gjort til valglokale og lod afstemningen foregå åbenlyst for pøbelens øjne i Paris; derfor valgtes han selv som nr. 1 af Paris’ 24 deputerede, sin bror fra Arras fik han også valgt ind. I konventet gjorde han sammen med Danton straks front mod girondinerne, og da de angreb ham, blev han efter et behændigt forsvar frikendt. Under debatten om kongens proces blev hans forslag 3. december om straks at dræbe kongen vel hindret af dem, men kongens død blev dog en triumf for Robespierre, og 31. maj og 2. juni 1793 fuldbyrdedes girondinernes fald. Dernæst fik han i forening med hebertisterne udstødt Danton af Velfærdsudvalget 10. juli, 4 af hans egne tilhængere valgtes ind, og selv kom Robespierre ind i udvalget 27. juli. Derpå fulgte november 1793 bruddet med hebertisterne; som tilhænger af Rousseaus deisme ville han ikke tåle deres fornuftdyrkelse, og marts 1794 blev de henrettede. Samtidig havde Robespierre sammen med Collot d’Herbois og Fouché vendt sig mod Danton, og med St. Just som anklager mod ham i konventet fik Robespierre Danton og hans fæller styrtede og henrettede april 1794. Velfærdsudvalget blev nu Robespierres lydige redskab, efter at Ministerrådet 1. april var blevet ophævet, og 12 kommissioner, afhængige af udvalget, afløste det. Politi og domstole var nu underlagte Robespierre; gennem det afhængige Revolutionstribunal og med støtte i Kommunalrådet og Paris’ væbnede bander under Henriot øvede han fra nu et tyrannisk rædselsherredømme.

Først søgte han at gennemføre Rousseaus statsreligion. 7. maj fik han vedtaget i konventet, at det franske folk anerkendte troen på det højeste væsen og sjælens udødelighed, derpå fulgte 8. juni (20. Prairial) festen for det højeste væsen. Men allerede ved denne fest mærkedes begyndende misnøje mod Robespierre. Sikkerhedsudvalgets medlemmer følte sig truede, og frygten bredte sig til konventet. Da lod Robespierre Couthon forelægge en ny lov i konventet 22. Prairial. Den angik Revolutionstribunalet, der ved den fik absolut magt over den anklagede; den satte døden som eneste straf for folkets fjender, og konventsmedlemmer kunne ifølge den stilles for domstolen uden konventets samtykke. Loven blev trods modstand vedtaget i konventet; men da rædselsherredømmet forværredes, og 1.366 henrettelser fandt sted fra 10. juni til 27. juli, dannede Robespierres fjender i konventet en sammensværgelse mod »Tyrannen«. Da udeblev Robespierre fra udvalgsmøderne, han ville nu gennem en proskription blandt konventets medlemmer sikre sin enevælde. 8. Thermidor (26. juli) holdt han i konventet en tale. Heri sigtede han en del af medlemmerne i udvalgene og konventet som skyldige i sammensværgelse mod friheden, han fordrede dem udstødt og Sikkerhedsudvalget lagt ind under Velfærdsudvalget, der skulle være konventets midtpunkt. Men da han ikke nævnede de skyldige ved navn, vendte alle parter sig mod ham, og hans tale blev på Billauds forslag henvist til udvalgenes prøvelse. Dette var et mistillidsvotum til Robespierre. Alligevel stolede han på sin sejr. Næste dag, 9. Thermidor (27. juli), trådte han op i konventet for at slå det afgørende slag, iført konventkommissærernes dragt og »omhyggeligere friseret end sædvanlig«. Men ledede af Tallien angreb de sammensvorne ham med uimodståeligt raseri, forgæves søgte Robespierre at få ordet, afbrudt af råbene: »Ned med Tyrannen« og »det er Dantons blod, der kvæler dig«, overdøvet af dirigentens klokke, blev han, St Just og Couthon og på deres eget forlangende Lebas og Aug. Robespierre arresterede klokken 5. Senere på aftenen befriede kommunalrådet fangerne og førte dem til Rådhuset. Rådet havde opbudt sektionernes væbnede magt, og en kamp truede mellem rådhuset og konventet. Men den uduelige Henriot angreb ikke konventet, da øjeblikket var, og sejren gik tabt. Konventet erklærede alle fangerne og oprørets ledere for fredløse og overgav kommandoen i Paris til Barras. Klokken 2 om morgenen rykkede Barrras mod Rådhuset; det var blottet for forsvarere. Han trængte ind i bygningen, her blev Robespierre hårdt såret i kinden af et pistolskud, affyret af gendarmen Merda, blev igen fanget ført til Velfærdsudvalget, derfra til Conciergeriet, og 10. Thermidor blev han henrettet sammen med 21 tilhængere.

Robespierre var ikke som Mirabeau og Danton en foregangsmand i revolutionen, han ejede ikke som de kødets og blodets vældige lidenskaber til at sætte masserne i gang og manglede magt i viljen til store handlinger. Men med sin smålige forfængelighed og misundelse var han utrættelig i sin magtstræben. Og efter aristokratiets fald, da småborgerne ventede deres gyldne tid, blev han deres ideal; idet mere end nogen anden stemmede han med alt, hvad der er småligt i den franske folkekarakter. Pertentlig i påklædning, altid fint pudret og formel, forstod han at imponere og ved sin sentimentalitet vandt han fremfor alt kvinderne. Med sin ængstelige forsigtighed og ømtålige forfængelighed blev han den, der drev rædselsherredømmet til det yderste. Men Rousseaus ideer, som han søgte at udføre, blev i ham kun golde doktriner; hans enevælde banede vej for kejserdømmet.