Napoleon 1. af Frankrig
Napoleon 1. af Frankrig
Napoleon 1. (15. august 1769 - 5. maj 1821), kejser af Frankrig og konge af Italien, blev født i Ajaccio, døde på St. Helena. Var Frankrigs diktator fra 1799 og Frankrigs kejser under navnet Napoléon 1. fra den 18. maj, 1804 til den 6. april, 1814. Han erobrede og regerede også over det meste af det vestlige og centrale Europa.

Han var af gammel adelsslægt, søn af Carlo Buonaparte og hans hustru Lætitia. Om hans barndom og ungdom vides ikke meget, og de oplysninger som er kommet frem efter hans berømmelse må nærmest betragtes som legender.

Selv fortæller han i memoirerne, at han som barn hverken forbavsedes over eller frygtede noget, at han var i konflikt med alle, at hans mor forgæves forsøgte at tøjle hans temperament, og at hans far, der var en oplyst mand, var mere interesseret i fornøjelser end i hans opdragelse. Da han var af en noget svagelig natur, søgte han at vinde kræfter ved at strejfe rundt på Korsikas bjerge.

Faren havde forladt Pasquale Paolis parti og sluttet sig til den franske guvernør, general Marboeuf. Denne understøttede familien ved blandt andet at ville betale undervisningen for de to ældste sønner, Josef og Napoleon. Tilbuddet blev accepteret, og 15. december 1778 rejste faren med dem til Frankrig, hvor de blev anbragt på kollegiet i Autun.

Men da Napoleon ønskede at gå militærvejen, blev han 23. april 1779 optaget som elev på militærskolen i Brienne. Da han ikke følte sig fransk, men som en korsikansk dreng, kaldte han sig Napolioné. Dette i forbindelse med, at han talte fransk med accent, gav anledning til, at hans kammerater drillede ham og gav ham øgenavne. Dybt fornærmet herover trak han sig tilbage fra alle og førte et ensomt liv. Det havde til følge at han undertiden henfaldt til dyb melankoli, der til tider kunne gå over til fortvivlelse. Omvendt bidrog ensomheden til at udvikle hans personlighed, så at han, 14 år gammel, en dag, da en af hans kammerater spurgte ham: »Hvem er du, som svarer mig i en sådan tone?«, kunne svare: »En mand«.

Oprindelig skulle han træde ind i marinen, senere foretrak han artilleriet, og for at afslutte sin uddannelse afgik han derfor 23. oktober 1784 til militærskolen i Paris. Fraregnet hans stuekammerat, med hvem han levede i et godt forhold, forandredes ikke hans stilling over for de øvrige kammerater, og ligesom i Brienne foretrak han også her ensomheden. Farens død, 24. februar 1785, gjorde et stærkt indtryk på ham. Ved stor flid blev han i stand til i august 1786 at tage afgangsprøven og bestod som nummer 42 af 58.

Den 1. september samme år blev han ansat som sekundløjtnant i artilleriregimentet »La Fère«, der lå i Valence. Ved afgangen fra militærskolen fik han følgende bedømmelse: »Tilbageholden og arbejdsom, foretrækker han studier af enhver art for fornøjelser og føler sig tiltalt af at læse gode forfattere; meget flittig i de abstrakte videnskaber, mindre begærlig efter de andre; har grundigt kendskab til matematik og geografi; tavs, holder af at være alene, egensindig, hovmodig, stærkt anlagt til egoisme; taler ikke meget, svarer energisk, slagfærdig og streng i diskussionen, har megen egenkærlighed, er ærgerrig og aspirerer til alt. Denne unge mand er værdig, at man begunstiger ham«.

At Napoleon, i besiddelse af disse egenskaber, måtte hilse revolutionen af 1789 med glæde, er en selvfølge. Derfor udtalte han: »Revolutioner er en god tid for soldater, der har ånd og mod«. Endnu følte han sig dog kun som korsikaner, og derfor var hans første tanke, at revolutionen burde benyttes til at befri Korsika for Frankrigs åg.

I september 1789 rejste han derover. Han sluttede sig til Pasquale Paoli og tog ivrig del i politikken. Men han gik for vidt og måtte derfor vende tilbage til regimentet. I juni 1791 blev han premierløjtnant i 4. artilleriregiment. To måneder senere rejste han igen til Korsika i troen på, at øjeblikket var kommet til handling. Ved intriger blev han valgt til oberstløjtnant ved en bataljon frivillige, og skønt hans regiment blev sat på feltfod, så at han skulle møde straks, blev han dog på Korsika.

Han havde planlagt et angreb på kastellet, og forberedelserne var truffet, men planen blev røbet, og der blev indlagt klager over ham i Paris. Desuden var han blevet strøget af listen over officererne, fordi han var udeblevet fra regimentet. Men i troen på, at en rosende omtale af myndighederne på Korsika, som han skaffede sig, kunne skaffe ham hans plads tilbage, rejste han i maj 1792 til Paris.

Da man nægtede ham ansættelse, blev han i byen. I august fik kongemagten dødsstødet, udlandet truede med krig, og hæren trængte til officerer. Derved lykkedes det ham at få udnævnelse til kaptajn. Han rejste atter til Korsika, hvor han ankom 17. september 1792 og indtog sin tidligere stilling som oberstløjtnant.

Konventet var kommet til magten i Frankrig, og det brød med Pasquale Paoli. Denne var, ved Napoleons ankomst, i færd med at rekonstruere det antifranske parti, og desuden søgte han støtte hos englænderne. Da Napoleon ikke ville følge denne politik, sluttede han sig til den franske regeringskommissær Salicetti. Men dette blev så ilde modtaget af befolkningen, at den tvang Napoleon, og hans familie til at flygte først til Bastia, derpå til Frankrig.

13. juni 1793 ankom fru Lætitia og hendes børn til La Valette, og kort efter indtraf Napoleon ved sit regiment i Nizza. Der var på denne tid udbrudt antirepublikanske og royalistiske uroligheder i det sydlige Frankrig. For at dæmpe disse sendtes oberst Carteaux med et lille korps mod Avignon. Foran byen stødte Napoleon, der var sendte derhen i tjenesteanliggender, til. Efter at der var tilvejebragt ro i byen, blev Napoleon tilbage for at oprette en park.

I sin fritid skrev han »Le souper de Beaucaire«, en afhandling, hvori han stillede sig på bjergpartiets side, gav en klar fremstilling af den militære og politiske situation på den sydlige krigsskueplads og forudsagde med bestemthed de republikanske våbens sejr. Folkerepræsentanterne Salicetti, Gasparin og Robespierre den Yngre, der var ankommet til Avignon, følte sig så tiltalte af dette skrift, at de befalede, at de skulle trykkes på statens regning. I mellemtiden var Toulon blevet besat af englænderne, og Carteaux fik ordre til at generobre byen. På vejen derhen havde han en træfning, hvorved hans højestkommanderende artilleriofficer faldt. Napoleon blev ansat i hans sted og udnævnt til stabsofficer. Carteaux fik forstærkning, men blev afsat, og til sidst fik general Dugommier kommandoen.

Napoleon havde indsendt en angrebsplan til velfærdskomiteen. Da Dugommier ikke ville følge den, klagede Napoleon til krigsministeriet, og det bevirkede, at planen 25. november blev forelagt og vedtaget i et krigsråd. Den førte til målet, idet Toulon faldt den 18. december 1793. Den 22. blev Napoleon udnævnt til generalmajor og ansat som øverstkommanderende artilleriofficer ved den italienske arme på grund af sine fortjenester under belejringen. Den italienske arme rykkede frem til passerne i Alperne, og 20. maj 1794 blev der holdt rådslagning om en operationsplan. Napoleon fremsagde sine anskuelser, og hans plan blev vedtaget. To måneder senere skrev overgeneralen til velfærdskomiteen: »Mit held skyldes artillerigeneral Bonapartes kloge kombinationer«.

9. thermidor (27. juli 1794) blev Robespierre den Ældre styrtet. Dermed mistede Napoleon sin beskytter, og da han havde sluttet sig nøje til det styrtede parti, i hvilket Salicetti havde spillet en meget fremragende rolle, søgte denne at frelse sig selv ved at angive Napoleon. Han blev derfor arresteret og ført til Antibes, men i august 1794 blev han løsladt ved Barras hjælp, uden dog at få sin tidligere stilling.

I marts 1795 foreslog general Scherer Napoleon til øverstkommanderende artilleriofficer ved Hoches arme, men krigsministeriet ville, at han skulle tage kommandoen over en infanteribrigade, og det nægtede Napoleon. Han bad om at måtte gå til Tyrkiet for at organisere den tyrkiske hær, men heller ikke dette ønske fik han opfyldt.

Siden belejringen af Toulon havde han kastet sig ivrigt over studiet af krigshistorie. Med baggrund i dette skrev han en memoire om, hvorledes den italienske arme burde operere, og sendte den til velfærdskomiteen. I den fremsatte han den plan, der blev gennemført i 1796. General Pieron har med urette beskyldt ham for at have plagieret marskal Maillebois operationer mod Østrig i 1744-45. Napoleon havde i 1794 lært krigsskuepladsen at kende, og det var på dette kendskab, at han byggede sin plan. Denne memoire synes at have givet anledning til, at Carnot fik Napoleon ansat i det topografiske bureau. Man gjorde Kellermann og Scherer bekendte med hans plan. Den førstnævnte fandt, at forfatteren hørte hjemme i et galehus. Scherer udtalte, at den, der havde udtænkt planen, også burde udføre den.

Napoleon var imidlertid igen blevet strøget af listerne, fordi han havde nægtet at overtage en infanteribrigade. Omstændighederne kom ham til hjælp. 13. vendémiaire (5. oktober 1795) kom det til en opstand i Paris. Barras betroede Napoleon forsvaret af de lovgivende forsamlinger, og den fasthed, han viste, blev belønnet med, at han 26. oktober blev udnævnt til næstkommanderende ved hæren i Frankrig. Det var det første skridt. Det næste var, at han 29. februar 1796, på anbefaling af Barras og Carnot, blev udnævnt til overgeneral for den italienske arme. 9. marts blev han borgerlig viet til Josephine Tascher de la Pagerie, enke efter general Beauharnais, i hvem han var lidenskabelig forelsket, og 11. marts forlod han Paris, sikker på fremtiden, idet han udtalte: »Min kårde er ved min side, og med den vil jeg komme langt«.

Felttoget 1796-97
Den 27. marts ankom Napoleon til Nizza, og hans hær, der talte 36.000 mand, stod de første dage af april syd for Apenninerne. Beaulieu stod med 36.000 østrigere mellem Genova og Dego, 25.000 piemontesere under Colli ved Ceva, og mellem dem stod Provera ved Millesimo og d'Argenteau mellem denne by og Dego for at holde forbindelsen. Her var altså det svage punkt. Napoleon gik imod det, og efter at have slået begge i dagene 11. -15. april vendte han sig mod Colli og tvang ham til 28. april at slutte våbenhvile i Cherasco.

Derpå gik Napoleon mod Beaulieu, der hurtigt trak sig bag Adda og besatte Lodi. Napoleon fulgte efter, og efter 10. maj om middagen at have erobret denne by stormede han om aftenen den bag byen liggende bro. 15. maj holdt Napoleon indtog i Milano. Hertugen af Modena købte en våbenhvile ved at betale 8. millioner franc, og milaneserne måtte betale en kontribution på 20 millioner. Disse penge benyttede Napoleon dels til sin egen hær og dels til Rhinarmeen. Resten sendte han til Direktoriet for at formilde dets misfornøjelse med hans egenrådighed.

Beaulieu var gået bag Mincio. Napoleon gennembrød 30. maj denne stilling ved Borghetto og tvang østrigerne til dels at gå til Tyrol, dels til fæstningen Mantova. Napoleon begyndte belejringen af denne fæstning og besatte Bologna. Paven, der truedes med tabet af Romagna, sluttede en våbenhvile og betalte 21 millioner franc. Østrigerne søgte nu at undsætte Mantova. Det første forsøg udførtes af Wurmser med 60.000 mand, men blev slået tilbage i kampene ved Lonato (31. juli) og Castiglione (5. august). Da Wurmser søgte at nå målet ad omveje, blev han efter kampene 5. og 18. september tvunget til at trække sig ind i Mantova.

I oktober rykkede Alvinczy frem med 47.000 mand, men led et fuldstændigt nederlag i dagene 14.-16. januar 1797 ved Arcole. Mantova måtte derfor dagtinge 3. februar. 19. februar sluttede Napoleon fred i Tolentino med paven, der måtte afstå Romagna og Ancona og betale 15. millioner. Ærkehertug Karl rykkede nu over Alperne, men Napoleon forcerede 31. marts overgangen over Tagliamento og tvang ærkehertugen til at gå tilbage over Leoben. Napoleon fulgte efter, nåede denne by 7. april, og 13. april undertegnedes fredspræliminærer, der førte til Freden i Campo Formio, som afsluttedes 17. oktober 1797. Ved den kom Frankrig i besiddelse af Belgien og venstre Rhin-bred. Østrig måtte godkende oprettelsen af den cisalpinske republik, som Napoleon havde dannet 29. juni af Lombardiet og en del af det venetianske territorium, samt oprettelsen af den liguriske republik.

Da Napoleon vendte tilbage til Paris, blev han modtaget med jubel, og den gade, hvori han boede, blev omdøbt »Sejrsgaden«. Men magthaverne frygtede ham, og for at få ham bort fra Paris gav Direktoriet ham kommandoen over oceanarmeen, der skulle dannes for at gøre landgang i England. Men Napoleon foretrak at gå til Orienten, og Direktoriet gik ind på hans forslag om at sende en hær på 35.000 mand til Ægypten, for derfra at gå mod englænderen i Indien.

Felttoget 1798-99
3. maj kom Napoleon til Toulon, og 19. maj afsejlede flåden. Efter undervejs at have tvunget Malta til at overgive sig ankom den foran Alexandria 1. juli, og 2. juli blev byen besat. Derpå rykkede Napoleon frem, sejrede 21. maj i Slaget ved Pyramiderne, erobrede 22. maj kastellet i Kairo og tog 24. maj hovedkvarter i byen. Men 1. august ødelagde admiral Nelson den franske flåde på Abukirs Red, og Tyrkiet besluttede at sende en tyrkisk hær gennem Syrien, mens en anden skulle samles på Rhodos for at gøre landgang i Ægypten.

Napoleon gik først mod Syrien med et korps på 13.000 mand. 20. februar erobredes El Arisch, 7. marts stormedes Jaffa. 17. marts nåede Napoleon Acre. Belejringen påbegyndtes straks, og 28. marts blev der foretaget et stormangreb, men det mislykkedes.

Efter at en tyrkisk undsætningshær var blevet slået 16. april ved Thabor, foretog Napoleon en ny storm på Acre, men han led så betydelige tab, at han måtte vende tilbage til Ægypten. 14. juni nåede han Kairo. 11. juli landede tyrkerne fra Rhodos med 12.000 mand ved Abukir. Napoleon slog dem 25. juli så fuldstændig, at kun en meget lille del undslap. Uvist hvordan fik Napoleon nu efterretninger om, at de franske våben havde lidt nederlag i Italien. Han besluttede at vende hjem, rejste 18. august til Alexandria, overgav herfra kommandoen til general Kléber og afsejlede 23. august på en fransk fregat, ledsaget af Berthier og nogle adjunkter. 9. oktober var han fremme i Fréjus og begav sig straks til Paris, overalt hilst som befrieren.

Under Napoleons fravær havde Sieyès og Barras 30. prairial (18. juni 1799) udført et statskup, hvorved Roger-Ducos, Moulin og Gohier var kommet ind i Direktoriet. Østrig havde dannet den anden koalition. Det bataviske republik havde løsrevet sig, og erobringerne i Italien var gået tabt, så at kun Genova var tilbage. Denne situation bevirkede, at, skønt Napoleon risikerede straf for at have forladt den ægyptiske hær uden Direktoriets samtykke, var der dog ingen, der vovede at kræve ham til regnskab. Det gjorde ham dristig, og i troen på, at han var den eneste, der var i stand til at bringe orden i forholdene, fik han Sieyès og Roger-Ducos på sin side, formåede Barras til at holde sig neutral og stillede Moulin og Gohier under bevogtning. Da dette var ordnet, gennemførte han 18. og 19. brumaire (9. og 10. november 1799) et statskup og dannede en provisorisk regering, der bestod af ham, Sieyès og Roger-Ducos.

En ny forfatning af 24. december lagde regeringen i hænderne på en førstekonsul, valgt på en periode af 10 år, og to rådgivende konsuler. Til førstekonsul valgtes Napoleon, og de to andre poster blev besat med Cambacérès og Lebrun. Napoleon forberedte sig så på felttoget i Italien.

Felttoget 1800
Ved årets begyndelse stod Masséna i Italien foran Genova. Over for ham stod 80.000 østrigere i Piemont under Melas.

For at vildlede fjenden lod Napoleon officielt bekendtgøre, at der skulle dannes en reservehær i Dijon, under Berthier. Men afdelingerne dirigeredes til Genève, hvor der samledes 42.000 mand.

I dagene fra 15. til 22. maj gik denne hær over St. Bernhard til Ivrea og brød op herfra til Milano, hvor Napoleon ankom 2. juni. Melas havde imidlertid tvunget Masséna tilbage til Genova, der blev belejret. 4. juni måtte Masséna dagtinge efter et glimrende forsvar. Derpå samlede Melas sin hær ved Alessandria. Efter at 15.000 mand, der var afsendt fra Rhin-armeen over St. Gotthardt, havde besat Milano, gik Napoleon mod Melas. Men frygten for, at denne skulle søge at undslippe, bragte Napoleon til at detachere. 14. juni kom det til Slaget ved Marengo. Desaix, der var detacheret, fik straks ordre til at støde til og lovede at være fremme klokken 4 eftermiddag.

Foreløbig gjaldt det altså for Napoleon om at holde igen. Men Melas' overmagt var for stor, og klokken 1 måtte de franske tropper vige på hele linjen. Sejrsglad befalede Melas sin stabschef at forfølge med en stor kolonne og begav sig til sit kvarter for at skrive beretningen om sejren. Hans stabschef forfulgte. Klokken var blevet 5. Da ankom Desaix. Han kastede sig mod den fjendtlige kolonne. Kellermann vendte om og huggede ind, og alle de retirerende tropper fulgte eksemplet. Snart opstod der fuldstændig forvirring i fjendens linjer, og den forventede sejr forvandledes til et nederlag, men Desaix faldt.

Melas indledte næste dag forhandlinger, hvorunder han gik ind på at rømme terrænet til Mincio. Felttoget i Tyskland, der ledtes af Rhin-armeen under Moreau, fik også et heldigt udfald, så at Østrig blev tvunget til 9. februar 1801 at slutte Freden i Lunéville. Den stadfæstede Freden i Campo Formio, så at Østrig godkendte oprettelsen af den bataviske, helvetiske, cisalpinske og liguriske republik.

Napoleon var 3. juli 1800 kommet tilbage til Paris for som førstekonsul at bringe orden i statens anliggender. Statens kredit blev forbedret, en statsbank oprettedes, og der sluttedes en handelstraktat med Nordamerika. Den katolske religion blev, ved konkordatet med paven, atter statsreligion. Undervisningsvæsenet reformeredes, og der blev påbegyndt udarbejdelsen af en lovbog, der blev færdig i 1803. Æreslegionen indstiftedes 25. maj 1802. Lige over for de proskriberede, emigranterne og adelsmænd, der havde mistet deres ejendomme, optrådte Napoleon så forsonlig, at greven af Provence - den senere Ludvig 18. - et øjeblik troede på, at bourbon'erne atter kunne vende tilbage. Men Napoleon berøvede ham enhver illusion. Men var Napoleon således forsonlig på enkelte områder, så søgte han omvendt at komme friheden til livs. Jakobinerne gjorde derfor for så vidt fælles sag med royalisterne, som begge partier lagde planer mod Napoleon. Et attentat, der 24. december 1800 blev udført mod ham med »helvedesmaskinen«, mislykkedes og foranledigede, at Napoleon lod 130 jakobinere deportere. Tilsyneladende var det lykkedes Napoleon at komme til forståelse med England ved freden i Amiens 25. maj 1802. England forpligtede sig til at tilbagegive sine erobringer, undtagen Trinidad og Ceylon (nuværende Sri Lanka), samt rømme Malta, og Frankrig lovede at trække de tropper tilbage, der var sendt mod Napoli. Napoleon fik samme år en folkeafstemning sat igennem, at han blev valgt til førstekonsul på livstid med ret til at udnævne sin efterfølger. Nu gjaldt det om at benytte freden til gavn for indenrigspolitikken; men i stedet for benyttede Napoleon sin magt til at skalte og valte i Italien efter forgodtforbindende. Han gav den liguriske republik (Genova) en doge, forenede Parma og Elba med Lombardiet, omskabte Toscana til et kongerige Etrurien under en prins af Parma og lod sig proklamere til præsident for den cisalpinske og mediator for den helvetiske republik. Derved fremkaldte han et brud med England, som på grund heraf ikke ville rømme Malta. Napoleon forlangte Malta rømmet under trussel om krig. England svarede ved at opbringe franske handelsskibe. Til gengæld lod Napoleon alle engelske handelsvarer i Frankrig beslaglægge og besatte Hannover, der tilhørte det engelske kongehus. Det førte til, at England i maj 1803 erklærede krig og var behjælpelig med, at Georges Cadoudal og en del emigranter landede i Normandiet for, støttede af Pichegru og Moreau, at rejse en opstand. Napoleon, der var blevet underrettet herom, lod dem alle arrestere, og, da han antog, at hertugen af Enghien var indviklet i denne sammensværgelse, krænkede han folkeretten ved at lade general Ordener natten til 15. marts 1804 gå ind i Baden og arrestere hertugen, der boede i Ettenheim. Hertugen blev ført til Vincennes, stillet for en krigsret og, skønt uskyldig i sammensværgelsen, dømt og skudt i fæstningsgraven natten til 21. marts. Pichegru fandtes kvalt i fængslet, Moreau slap med at gå i landflygtighed, og Georges Cadoudal og 11 af hans følgesvende blev dømt til døden, og dommen udført. Skønt Napoleon aldrig har villet erkende det, begik han dog et justitsmord over for hertugen af Enghien. Han forsvarede sig med, at hans liv var truet af bourbonske snigmordere, og dette benyttede han som et påskud, der kunne føre ham til målet for hans ærgerrighed.

Formelt var det senatet, der på alle statsborgernes vegne henvendte sig til Napoleon med bøn om, »at han ville sikre statsskibet mod at miste sin styrmand«. 25. april bad han senatet at udtale sig tydeligere, og 3. maj svarede det, at det franske folk ønskede Napoleon Bonaparte til arvekejser. En ny forfatning blev vedtaget 18. maj og blev godkendt ved en folkeafstemning 6. november, og Napoleon var nu »kejser af Frankrig, af Guds nåde og folkets vilje«. Der blev straks udnævnt stordignitarer, marskaller og hofembedsmænd. Kroningen foregik 2. december 1804 i Notre-Dame-Kirken i Paris. Paven, der var hentet til Paris, rakte Napoleon den gyldne laurbærkrans, som han selv satte på sit hoved, og derpå kronede kejseren Josephine, med hvem han dagen forinden var blevet kirkelig viet. Dagen efter blev hæren taget i ed, og regimenterne fik nye faner, hvis stænger var forsynede med en forgyldt ørn.

Efter at Frankrig var blevet et kejserdømme, blev, på Napoleons foranledning, også de italienske republikker omformedes til et kongerige. 26. maj 1805 kronede han sig selv i Milanos domkirke som konge af Italien, og idet han påsatte sig kronen, udtalte han: »Gud har givet mig den, ve den, som vil røre den«. Hans stifsøn (stedbarn), Eugen, blev vicekonge og Milano hovedstaden. Genova og Livorno indlemmedes i kongeriget, men Lucca og Piombino skænkede Napoleon til sin søster Elisa, der var gift med prins Bacciochi.

Napoleon havde imidlertid truffet forberedelser til en overgang til England. I juni 1803 oprettedes 6 armekorps, der opslog lejr ved kysten af Holland og kanalen. Styrken blev i 1804 bragt op til 150.000 mand, og efterhånden tilvejebragtes de fornødne overfartsmidler, 2.300 skibe. For at afværge faren sluttede England 8. juli 1805 et offensivt og defensivt forbund med Rusland, og det blev 9. august tiltrådt af Østrig. Sidstnævnte magt lovede at stille 3 hære på henved 200.000 mand. Rusland skulle 20. oktober have en hær på 55.000 mand ved Brunnau (Inn) og en anden på 40.000 mand skulle fra Brest Litovsk marchere til Böhmen.

Under disse forhold besluttede Napoleon 25. august at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 mand franske, bayerske og württembergske tropper. 50.000 mand under Masséna skulle kæmpe i Italien. 29. august fik Napoleons operationshær navn af »den store armé«, og denne benævnelse blev senere bibeholdt for de hære, kejseren personlig kommanderede. Med eksempelløs hurtighed koncentrerede Napoleon sin hær i Tyskland, omgik general Macks højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor han 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 mand, forenede sig med Kutusov, der ved Brunnau havde samlet en russisk hær på 30.000 mand. Kutusov tog overkommandoen, gik langs Donau, passerede floden vest for Wien, og over Brünn nåede han 22. november Ollmütz, hvor hæren gennem forstærkninger blev bragt op på 90.000 mand. Kejser Frants og kejser Alexander ankom til hæren. Napoleon fulgte efter over Wien og nåede 20. november Brünn, hvor han afventede forstærkninger. Ærkehertugerne Karl og Johan, der havde kæmpet henholdsvis i Italien og Tyrol, var på grund af Macks uheld blevet nødsaget til at trække sig tilbage til Ungarn, men stod for langt borte til at kunne bringe Kutusov nogen øjeblikkelig hjælp.

Men der var opstået en ny fare for Napoleon. Rusland og Preussen havde 3. november sluttet et forbund. Den preusssiske hær stod klar til at gribe ind, og den preussiske minister Haugwitz ankom 28. november i Brünn med et ultimatum, som Napoleon umulig kunne gå ind på. Sejren var altså en absolut nødvendighed for Napoleon. Kutusov rykkede frem, og 2. december vandt Napoleon Tre-Kejser-slaget ved Austerlitz, om hvilket han på Sct. Helena udtalte: »Jeg har leveret 30 slag som det, men jeg har aldrig set noget, hvor sejren var så afgørende, og tilfældet havde så lidt spillerum«.

Forhandlinger med Østrig førte til, at der 26. december sluttedes fred i Pressburg. Østrig måtte afstå

1) til kongeriget Italien Venezia, Friaul og dele af Istrien og Dalmatien.
2) til Bayern Tyrol.
3) til Württemberg nogle distrikter.

I alt 1.140 kvadratmil, med 2.800.000 indbyggere. Desuden måtte Østrig godkende Schweiz' forfatning, finde sig i, at kurfyrsterne af Bayern og Württemberg antog kongetitlen, samt betale en betydelig sum i krigsomkostninger. Masséna fik efter Austerlitz ordre til at rykke ind i Napoli. Han besatte fastlandet, hvorefter Napoleon afsatte kongehuset og gjorde sin bror Josef til konge. Forhandlinger med Preussen og Bayern førte til, at Preussen fik Hannover imod at afstå Anspach og Neuchâtel. Bayern fik Anspach mod at afstå Berg, der blev gjort til et storhertugdømme under Murat, og Berthier fik Neuchâtel, der blev gjort til et fyrstedømme. Den bataviske republik fik navn af kongeriget Holland, og Napoleons bror Louis blev gjort til dets regent. 12. juni dannedes Rhin-forbundet af Bayern, Württemberg, Baden og tyske småstater, der over for Frankrig forpligtede sig til i krigstilfælde at stille et kontingent til fælles forsvar. Kejser Frants tog deraf anledning til at nedlægge titlen: kejser af Tyskland. Med England var der atter indledt forhandlinger, men uden resultat, og med Rusland var der undertegnet fredspræliminærer i Paris. Men kejser Alexander nægtede at godkende dem og dannede den fjerde koalition, der kom til at bestå af Rusland, Preussen, England og Sverige. Da det var sket, forlangte Preussen, at Napoleon skulle rømme Tyskland, og at Rhinen skulle være grænse mellem Frankrig og Tyskland. Svaret var en ny krig.

Felttogene 1806
I begyndelsen af oktober havde Napoleon koncentreret den store armé på linjen Bayreuth-Bamberg, og »i en bataljonsfirkant på 200.000 mand« rykkede han frem for at omgå preussernes venstre fløj. Den 14. oktober sejrede Napoleon ved Jena over fyrst Hohenlohe, og samme dag slog Davout preussernes hovedstyrke ved Auerstädt. Forfølgelsen begyndte den 15. oktober, og den førte til, at den preussiske hær blev løbet overende. Hamburg og Bremen blev besat af franske tropper, og de engelske handelsvarer, der fandtes sammesteds, blev beslaglagt. Kurfyrsten af Sachsen, der havde sluttet sig til Preussen, indgik den 11. december en overenskomst med Napoleon, hvorved han trådte ind i Rhin-forbundet med titel af konge.

Napoleon der den 27. oktober ankom til Berlin, udskrev en brandskat på 150 millioner, proskriberede fjendtlige familier og lod embedsmændene aflægge ed på, at de ville afholde sig fra al forbindelse med Frankrigs fjender.

Russerne var imidlertid rykket frem med 2 hære. De ene, 55.000 mand under Bennigsen, nåede Pultusk i november, den anden, 36.000 mand under Buxhövden, var noget længere tilbage. Desuden stod der et preussisk korps på 15.000 mand under Lestocq ved Thorn. Bennigsen besatte Warszava. Napoleon ankom den 27. november til Polen og gik mod Bennigsen. Denne gik tilbage, forenede sig med Buxhövden og optog kampen. Napoleon angreb den 26. december ved Pultusk og Golymin, men uden resultat, og dårlige veje, dårligt vejr og mangelfulde forsyninger tvang ham til at gå bag Weichsel og Ukra med hovedkvarter i Warszava. For at få tabene erstattet blev der udskrevet 80.000 mand. Bennigsen samlede begge russiske hære under sin kommando og rykkede frem. Napoleon gik imod ham, og den 8. februar 1807 kom det til uafgjorte, men for Napoleon meget blodige slag ved Eylau. Tabene tvang Napoleon til at tage stilling bag Passarge for at afvente forstærkning og dække belejringen af Danzig. For at erstatte tabene foretog kejseren en ny udskrivning på 80.000 mand. Danzig faldt den 26. april. Napoleon greb så offensiven og sejrede den 14. juni over Bennigsen ved Friedland. Forhandlingerne førte derefter til, at der blev sluttet en våbenhvile i Tilsit, hvorefter Napoleon den 24. og 25. juni havde en sammenkomst i samme by med kejser Alexander. Kongen af Preussen, der med sin familie var flygtet til Königsberg, blev indbudt til at deltage i forhandlingerne. Freden blev den 8. juli undertegnet med Rusland, og den 9. med Preussen. »Af hensyn til kejser Alexander« lod Napoleon den preussiske konge beholde en del af sine lande, så at Preussen fra 5,57 kvadratmil med henved 10 millioner indbyggere blev reduceret til 2,877 kvadratmil med henved 5 millioner indbyggere. Danzig blev en fransk enklave. Kongen af Sachsen fik storhertugdømmet Warszava. Af Hannover, Braunschwig, Hessen Kassel, Fulda og Paderborn dannedes kongeriget Westfalen, der, med Kassel som hovedstad, blev givet til Napoleons bror Jérome. Napoleon indvilgede i, at Rusland fratog Sverige Finland, og det var en indrømmelse mod kejser Alexander, at Polen ikke blev genoprettet.

Der var atter indtrådt en situation, der af Napoleon burde have været benyttet til at søge forståelse med England, hvad der næppe havde været forbundet med vanskelighed. Men allerede den 21. oktober 1806 havde Napoleon fra Berlin proklameret fastlandsspærring over for England, og ved freden i Tilsit bestemtes, at det fremtidige Preussen skulle lukke sine havne for denne magt. For at opnå det samme med svensk Pommern var Stralsund og Rügen blevet besat af franske tropper. Gennem pres søgte Napoleon at opnå, at også Danmark og Norge gik med til fastlandsspærringen. Men han fik det svar, at regeringen ønskede strengt at bevare sin neutralitet, og den gav England forsikringer i samme retning. Desuagtet overfaldt England Danmark og tvang det til at udlever sin flåde. Den 14. oktober 1807 erklærede Napoleon, at han ville modsætte sig enhver handels- og politisk forening med England. Rusland sluttede sig hertil ed den 16. samme måned at bryde forbundet med England, og erklærede det krig den 7. november. Danmark-Norge, der efter overfaldet stod som Englands fjende, sluttede den 31. oktober forbund med Frankrig. Nu var der kun en stat, der førte handel med England, og det var Portugal. I august 1807 havde Napoleon foreslået denne magt at slutte sig til Frankrig og erklære England krig. Da han fik et afslående svar, dekreterede han den 13. oktober, at huset Braganza var afsat, og sluttede den 27. samme måned i Fontainebleau en overenskomst med Spanien om Portugals deling. Junot rykkede så ind i Portugal med 27.000 mand, og den 30. november nåede han efter betydelige tab Lissabon.

Da det ikke var Napoleons hensigt at opfylde Fontainebleau-overenskomsten, besluttede han nu at besætte Spanien. Under påskud af at ville hjælpe dette land mod landgangsforsøg fra engelsk side sendte Napoleon Murat til Spanien med en hær på 100.000 mand. Murat nåede Madrid den 23. marts 1808. Her var det den 19. marts kommet til en opstand, ved hvilken fredsfyrsten Godoy blev styrtet, og kongen, Karl 4., måtte abdicere til fordel for sønnen, Ferdinand 7. Da Napoleon fik besked herom, begav han sig til Bayonne, hvor han den 20. april havde et møde med Karl 4. Denne overtog atter regeringen, men afstod sine rettigheder til Napoleon imod at få anvist Compiègne som opholdssted og udbetalt en ubetydelig sum penge. Efter at Ferdinand 7. derpå var blevet tvunget til også at opgive sine rettigheder, gjorde Napoleon den 6. juni 1808 kong Josef til konge af Spanien og Murat til konge af Neapel. For at svække Spaniens modstandskraft sendte Napoleon 16.000 mand af de bedste spanske tropper under La Romana til Danmark for at indlemmes i den hær, der under Bernadotte skulle gå mod Sverige.

Spanierne ville ikke finde sig i disse tiltag, og der udbrød oprør. I begyndelsen vandt dog de franske tropper fremgang. Men det lykkedes spanierne at tvinge general Dupont til ved Bailen at kapitulere med 13.000 mand, og derpå greb de overalt offensiven. Kong Josef måtte forlade Madrid og den franske hær trække sig bag Ebro. I Portugal gik det ikke bedre for franskmændene. Wellesley landede med en engelsk hær og tvang den 30. august Junot til at slutte en overenskomst i Cintra, hvorefter hans hær blev ført tilbage til Frankrig på engelske skibe.

Napoleon indså nødvendigheden af, at han selv gik til Spanien for at bringe orden i forholdene, men forinden måtte han til Erfurt, hvor der skulle holdes fyrstestævne. Han ankom til denne by den 27. september og traf kejser Alexander, 4 konger, 2 storhertuger og 7 hertuger med familier og et strålende følge, og der blev holdt fester i over 14 dage. Politikken blev dog ikke lagt til side, idet kejser Alexander fik Napoleons samtykke til at besætte Donau-fyrstendømmerne mod til gengæld at love Napoleon at angribe Østrig, hvis denne magt påførte Frankrig krig, mens Napoleon var i Spanien.

Den 12. oktober skrev begge kejsere i forening et brev til kongen af England for at få slutte fred, men de fik et afvisende svar. Fra Erfurt begav Napoleon sig til den franske hærs hovedkvarter i Vittoria, hvor han ankom den 5. november.

Felttoget 1808
Den franske hær var bragt op til 190.000 mand. Spanierne rådede over henved 100.000. Napoleon rykkede frem og nåede den 2. december Madrid, men her mødte han hårdnakket modstand, der først blev overvundet den 4. om morgenen. Napoleon blev i Madrid med hovedstyrken, mens den øvrige del af hæren fortsatte fremrykningen. Spanierne måtte vige, men under tilbagetrækningen fik de støtte af La Romana, hvem det var lykkedes at slippe væk fra Danmark med 9.000 mand, og en engelsk hær under Moore, der var landsat i Portugal, rykkede ind i Spanien. Efter at have hørt om disse ting forlod Napoleon Madrid med 40.000 mand og gik mod Moore. Men, da denne trak sig så hurtig tilbage til La Coruna, at Napoleon ikke kunne nå ham, overlod kejseren forfølgelsen til Soult og vendte tilbage til Madrid. Da Napoleon ikke tillagde et folk i våben nogen betydning, begav han sig til Paris, hvor han ankom 23. januar 1809, for at forberede felttoget mod Østrig. Preussen var gjort uskadelig ved 9. juli det foregående år at indgå en aftale, hvorefter dets hær blev reduceret til 40.000 mand, og i efteråret var der blevet udskrevet 160.000 mand.

Felttoget 1809
I begyndelsen af april 1809 havde Østrig samlet 2 hære, en på 49.000 mand i Böhmen og en på 126.000 mand, der stod ved Inn under ærkehertug Karl. Berthier førte midlertidig kommandoen over de 143.000 mand, der var under koncentration i Tyskland. 9. april erklærede Østrig krig og begyndte krigshandlingerne.

Berthier fik derved lejlighed til at godtgøre, at han ikke havde opfattet det mindste af principperne for Napoleons krigsføring, idet han opererede på en sådan måde, at den store arme, hvis styrke var bragt op til 176.000 mand, den 16. april stod splittet i to store grupper, en ved Regensburg og en ved Augsburg, adskilte af en afstand på 120 kilometer, og samtidig var ærkehertug Karl nået frem til Isar og stod parat til at gennembryde det franske centrum. Men 17. april ankom Napoleon i Donauwörth. Han greb straks offensiven, rettede de af Berthier begåede fejl, og gennem kampene ved Abensberg, Landshut og Eckmühl i dagene 19. til 22. april tvang han ærkehertug Karl til at gå tilbage til Regensburg, passere Donau og trække sig tilbage langs dens venstre (nordlige) bred mod Wien. Napoleon fulgte efter på højre Donau-bred og nåede Wien 13. maj og traf forberedelser til at gå over Donau ved Lobau-øen. 21. begyndte overgangen, og det kom til kamp samme dag med ærkehertug Karl ved Aspern og Esslingen. Kampen fortsatte den følgende dag, men Napoleons broer gik i stykker, så reserven kunne ikke komme over floden, og derfor måtte han, efter store tab, trække sig tilbage til Lobau.

Efter at have trukket forstærkninger til sig og forberedt overgangen så omhyggeligt som muligt gik Napoleon 5. juli atter over ved Lobau med 200.000 mand og angreb samme eftermiddag ærkehertug Karl, der kun rådede over 128.000 mand. Angrebet blev afvist, men fortsattes den næste morgen i det blodige slag ved Wagram. Napoleon sejrede, og Østrig sluttede 12. juli en våbenhvile i Znaym, der førte til freden i Wien 14. oktober 1809. Ved den måtte Østrig afstå de illyriske provinser til Frankrig, nogle grænsedistrikter til kongeriget Sachsen og betale 85 millioner i krigsskadeerstatning. Desuden måtte kejser Frants give sit samtykke til de forandringer, Napoleon havde gjort eller senere måtte gøre i Spanien, Portugal og Italien. Disse forandringer angik især Pavestaten. Franske tropper havde i 1808 besat Benevent og Pontecorvo. Paven truede med at ville lyse Napoleon i band. Napoleon svarede med at lade general Miollis rykke ind i Pavestaten og besætte Rom. Derpå dekreterede Napoleon 2. december 1808, at en del af Pavestaten skulle indlemmes i kongeriget Italien, der tillige fik Parma og kongeriget Etrurien. 17. maj 1809 påbød Napoleon fra Schönbrunn, at Pavestaten skulle indlemmes i Frankrig. Paven kunne dog blive i Rom og nyde en årlig indtægt af 2 millioner. Dette dekret blev forkyndt i Rom 10. juni. Dagen efter lyste paven Napoleon i band. General Miollis fik straks ordre til at føre paven ud af Rom, og man bragte ham først til Grenoble, senere til Savona. England havde imidlertid fortsat krigen til søs og efterhånden bemægtiget sig alle de franske besiddelser uden for Europa, og det havde fundet støtte mod Napoleons fastlandsspærring hos Holland. Efter Wagram havde nemlig kong Ludvig åbnet sine havne for englænderne. Napoleon blev meget forbitret herover og sendte en hær ind i Holland.

Kongen abdicerede til fordel for sin søn og flygtede, men kongeriget blev, trods hans protest, indlemmet i Frankrig. I Spanien fortsattes fremdeles guerillakrigen, og et forsøg, der af en hær under Masséna blev gjort på at erobre Portugal, strandede på marskallernes jalousi og Wellingtons seje modstand ved Torres Vedras.

Siden indførelsen af kejserdømmet, havde Napoleon efterhånden udslette sporene efter republikken. Der var 1804 blevet oprettet en kejsergarde, den republikanske kalender var blevet afskaffet, julifesten afløst af en Napoleons fest 15. august, og mønterne havde i 1808 en kejserlig inskription. Samme år, 11. juli, blev der indfør ten ny adel - fyrster, hertuger, grever og baroner - som især blev anvendt som belønning for militær udmærkelse, og som i så fald var forbundet med en dotation, til hvis afholdelse der blev afsat meget betydelige midler. Code civil fik 1808 navn af code Napoleon. I 1807 blev tribunalet opløst, og administrationen blev ført ind i det spor, der endnu den dag i dag følges i Frankrig. Hvad de øvrige reformer angår, da kan det i al almindelighed siges, at der ikke var noget område, hvor de tiltrængtes, uden at de også blev gennemført, og den omhu, hvormed de blev forberedt, var en sikkerhed for, at det var forbedringer. Napoleon ville gøre Paris til verdens hovedstad og søgte derfor ikke alene at udvikle og udsmykkke den i overensstemmelse hermed, men de berømteste kunstværker, han fandt i de erobrede byer, sendte han til Paris, så alt det største og bedste kunne samles her. Som kunst og videnskab i ham havde en beskytter, således sørgede han også for udviklingen af infrastrukturen. 4 store veje blev anlagt gennem Alperne for at lette forbindelsen mellem Frankrig og Italien, og de store floder i Frankrig blev forbundet via kanaler. Napoleon havde således gjort alt for at befæste kejserdømmet, men han ønskede også at sikre sit dynasti. Da han ikke havde livsarvinger med Josephine, havde han allerede inden kroningen i 1804 og senere i 1808 søgt at opnå hendes samtykke til en skilsmisse, men hun stod imod, indtil hun i 1809 blev presset til at give efter, så at den endelige skilsmisse blev gennemført 18. september. Napoleon giftede sig så i 1810 med kejser Frants' datter, Marie Louise. Af dette ægteskab fødtes 20. marts 1811 en søn, kongen af Rom, og dette tog man som varsel om den fred, som alle længtes efter. Frankrig var atter blevet forøget. Ved en senatsbeslutning af 13. december 1810 var nemlig Holland, hansestæderne, Lauenburg, Oldenburg, en del af Berg og Hannover blevet indlemmet i kejserdømmet. Medregnes hertil Catalonien, som dog først kom til i 1812, talte Frankrig 130 departementer med 42 millioner mennesker. Desuden stod kongeriget Italien og Illyrien direkte under Napoleon, og Neaple, Lucca, den spanske halvø, Westfalen, Rhin-forbundet, Schweiz og storhertugdømmet Warszawa var lydlande. Ses der endvidere hen til, at Preussen, Rusland, Danmark-Norge, Østrig og Sverige havde måttet tiltræde fastlandsspærringen, så får man det fulde begreb om Napoleons magt i 1811. Men det var ham ikke nok, han ville have verdensherredømmet, og for at nå det ville han prøve lykken med Rusland. Oldenburgs indlemmelse havde affødt en protest fra kejser Alexander, der desuden var misfornøjet over, at Napoleon ikke selv overholdt den fastlandsspærring, han så strengt fordrede overholdt af alle andre. Differenserne var dog ikke af anden natur, en at Napoleon let kunne være kommet til forståelse med kejser Alexander, men han ønskede krig. 24. februar 1812 sluttede han en traktat med Preussen, hvorefter det skulle stille 20.000 mand, og 14. marts forpligtede Østrig sig til at stille 30.000 mand. Derimod mislykkedes hans forhandlinger med den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) om at få Sverige til at gå mod Rusland. Alt talte imod krigen. En dårlig høst, der ramte Frankrig 1811, havde fremkaldt stor nød. Befolkningen var tynget af høje skatter, men den værste belastning var dog de store udskrivninger af mandskab, hvorigennem Napoleon, navnlig fra 1809, søgte at erstatte sin hærs kvalitet ved kvantitet og indførte en massetaktik, der krævede blodige ofre. Dertil kom det uheldige i at begynde en krig med Rusland, forinden krigen i Spanien var ført til afslutning, samt vanskelighederne ved en krig med Rusland, kommunikationslinjerne gik nemlig gennem Preussen, der kun tænkte på at bryde de lænker, hvori Napoleon havde smedet det, og russerne kunne ved at trække den franske hær langt ind i Rusland udsætte den for ødelæggelse. Men jo mere man frarådede Napoleon krigen, jo mere æggede man hans lyst til at overvinde vanskelighederne.

Felttoget 1812
Russerne stod med en hær på 127.000 mand under Barclay bag Niemen, en hær på 45.000 mand under Bagration i det sydlige i det sydlige Litauen, og en reservehær på 46.000 mand under Tormasoff var under dannelse. Desuden kunne Moldau-armeen, der stod i Donau-fyrstendømmerne, trækkes til. Napoleon havde samlet en hær på 450.000 mand. Med den rykkede han over den russiske grænse. Hans smukke felttogsplan ødelagdes straks ved den uheldige måde, på hvilken Jerome opererede mod Bagration, og derpå skete det, man inden felttoget havde forudsagt kejseren. Russerne trak sig tilbage uden at ville indlade sig på noget hovedslag for at få Napoleon til at følge efter, svække sig ved detacheringer og på grund af mangelfuld forplejning selv besørge sin egen hærs sammenbrud.

Derfor faldt det første større sammenstød først i slaget ved Smolensk, den 16. og 17. august, efter hvilket russerne atter trak sig tilbage. Men den russiske befolkning forstod ikke fordelene ved denne krigsførelse, og opinionen fremtvang, at Barclay blev afløst af Kutusov, og at denne bøjende sig for opinionen tog stilling ved Borodino. Her kom det 5. september til et blodigt slag, og Kutusov måtte efter at have tabt halvdelen af sin styrke trække sig tilbage for at blive forstærket. Napoleon nåede Moskva 14. september med 90.000 mand, uagtet de korps, der ankom til Moskva, ved at passere den russiske grænse havde talt 280.000 mand.

Byens brand og kejser Alexanders faste beslutning om ikke at ville indlede forhandlinger med Napoleon burde have bragt kejseren til hurtigst muligt at tiltræde tilbagetoget. Men han ventede, til Kutusov, der havde fået bragt sin hær op til 114.000 mand, rykkede frem. Så gik han, 18. oktober, tilbage.

For at få frihed vendte han sig først mod Kutusov, som han slog 24. oktober ved Malo Jaroslavetz. Nu gjaldt det om at nå magasinerne i Smolensk. Men befolkningen havde grebet til våben, så at man overalt traf på fjender. Vinteren begyndte at gøre sin indflydelse gældende, og Kutusovs kosaksværme angreb uafbrudt. 9. november nåede Napoleon Smolensk. Hæren havde haft en afgang på 50.000 mand og størstedelen af hestene.

Napoleon fortsatte tilbagetoget for at komme over Beresina. Men de forskellige russiske hære var dirigerede frem på hans forsyningslinjer og spærrede hans tilbagetog, mens han samtidig blev forfulgt af Kutusov. Napoleon nåede Beresina med 34.000 mand. Efter at have slået 2 broer måtte han fra 26. november om middagen til 28. om morgenen tilkæmpe sig overgangen, men for dem, der var kommet over, var der ingen anden redning end flugten. 3. december nåede Napoleon Molodetschno med 8.800 mand, og herfra udfærdigede han den 29. bulletin, der beskrev tilbagetoget fra Moskva. Den skulle forberede ulykken, men var stærkt farvet. 5. samme måned ankom kejseren til Smorgoni, og her afgav han kommandoen over hærens sørgelige rester til Murat og rejste til Paris for at organisere en ny hær. Der var i alt gået 610.058 mand over Niemen. 31. december var der i alt kommet 85.000 mand tilbage, men deraf talte Macdonalds Schwarzenbergs og Reyniers korps, der havde opereret på de yderst fløje og havde lidt mindst, 65.000 mand. Det var Napoleons hensigt, at resterne af den store arme skulle samles bag Weichsel. Men 16.000 preussere, der stod under Macdonald, forlod de franske faner, og Schwarzenberg, der rådede over 30.000 mand, sluttede, da russerne rykkede frem, en stiltiende overenskomst med disse og trak sig tilbage til Østrig.

Murat havde forladt hæren og givet kommandoen til Eugen, der samlede 15.000 mand ved Posen. Men, da russerne rykkede frem, blev han nødt til at trække sig tilbage til Elben, uagtet han blev forstærket, idet Preussen havde 28. februar sluttet forbund med Rusland og forstærkede den russiske hær.

Efter ankomsten til Paris benyttede Napoleon tiden til at stampe en hær op af jorden. Fra september 1812 til april 1813 blev der udskrevet 524.000 mand, hvoraf henved 400.000 var i alderen 19 og 20 år. Det var Frankrigs ungdom, der skulle ofres, ikke for fædrelandets skyld, men alene for at tilfredsstille Napoleons ærgerrighed. Napoleon havde nu Rusland, Preussen og England imod sig, Danmark stod vaklende, Sverige måtte påregnes som modstander, og Østrig søgte kun et påskud for at bryde med ham.

Felttoget 1813
Den 18. april ankom Napoleon til Mainz. Han havde fået samlet en hær på 200.000 mand, men som, når de syge fratrækkes, næppe talte mere end 170-180.000 mand. Den var løst sammensat, idet mange af soldaterne forstod næppe at bruge et gevær, og befalingsmændenes antal var kun ringe. Desuagtet gik Napoleon med tillid i krig i troen på, at hans geni ville finde midlerne til at komme over alle farerne. Og denne tro ville ikke være blevet skuffet. Men, hvad Napoleon vandt som feltherre, satte han over styr som kejser, idet han ville nu som før diktere freden.

Modstanderne stod med henved 90.000 mand i og syd for Leipzig. Kutusov var død den 28. april, og Wittgenstein førte kommandoen. den 2. maj kom det til slaget ved Lützen, Napoleon sejrede. De forbundne gik tilbage over Elben og tog stilling ved Bautzen. Napoleon fulgte efter, slog dem ved Bautzen den 19. og 20. maj og forfulgte dem til Breslau.

Østrig havde imidlertid arbejdet på at få sluttet en våbenhvile. Den kom i stand den 4. juni og skulle vare til den 16. juni. Napoleon havde begivet sig til Dresden, hvor han den 26. og 27. juni havde en forhandling med Metternich. Denne forestillede forgæves kejseren nødvendigheden at at gøre indrømmelser. Alt, hvad han opnåede, var, at våbenhvilen blev forlænget til den 16. august, samt at Napoleon antog Østrigs mægling ved den kongres om freden, der skulle afholdes i Prag.

Disse forhandlinger begyndte, men Napoleon førte dem kun på skrømt, for at få tid til at bringe sin hær op til 400.000 mand. Caulaincourt, der var sendt til Prag, meldte den 8. august, at betingelserne for freden var: storhertugdømmet Warszavas deling mellem Rusland, Preussen og Østrig, en forøgelse af Preussen, afståelsen af de illyriske provinser til Østrig, opgivelsen af Hamburg, Lübeck og de territorier, der den 13. december 1810 var blevet indlemmede i Frankrig, samt af protektoratet over Rhin-forbundet. Man forlangte et bestemt ja eller nej herpå inden den 10. august, da Østrig i modsat fald ville erklære Frankrig krig den 11., og Calulaincourt bad indtrængende kejseren om at gå ind på forslaget. Men Napoleon afsendte et svar, der kun indeholdt en meget lille indrømmelse, og det afgik først fra Dresden den 10. august, så at kejseren vidste, at det måtte komme for sent. Følgen var, at Østrig erklærede krig den 12. august, og Sverige greb nu også ind.

De forbundne rådede over henved 470.000 mand. Hovedarmeen, 247.000 mand, stod i det nordlige Böhmen under Schwarzenberg, den schlesiske arme, 100.000 mand under Blücher, i egnen ved Breslau, og nordarmeen, 124.000 mand under kronprinsen af Sverige, ved Berlin.

Ifølge en i Trachenberg den 12. juli vedtaget operationsplan skulle alle tre hære gribe offensiven og gå mod Napoleons hær. Denne talte henved 400.000 mand. Deraf stod henved 320.000 mand mellem Liegnitz og Dresden, og Oudinot skulle med resten gå mod Berlin. Det svagt befæstede Dresden skulle tjene som pivot.

Blücher brød våbenhvilen den 14. august ved at rykke frem. Napoleon gik imod ham, men Blücher trak sig tilbage. Schwarzenberg var imidlertid rykket mod Dresden. Napoleon vendte sig mod ham og slog ham den 26. og 27. august ved Dresden, så at han måtte trække sig tilbage til Böhmen. Men nu kom Hjobsposterne: Oudinot var den 23. august blevet slået ved Grossbeeren af kronprinsen, Macdonald havde den 26. tabt slaget ved Katzbach mod Blücher, og Vandamme, der rykkede frem for at nå Schwarzenbergs forsyningslinje, led den 30. august et nederlag ved Kulm.

Ney afløste Oudinot, men blev den 6. september slået ved Dennewitz. Forgæves vendte Napoleon sig snart mod Blücher, snart mod Schwarzenberg for at få dem til at levere et hovedslag. Men, da de forbundne kom nærmere og nærmere ind på livet af ham, måtte han den 24. september gå over på venstre Elb-bred.

Kronprinsen og Blücher gik så over Elben ved Roslau og Wartenburg, og Schwarzenberg, der var blevet forstærket, rykkede frem over Chemnitz, alle 3 med Leipzig som mål. Noget sent vendte Napoleon sig mod de 2 førstnævnte hære, men de undveg slaget for at komme i forbindelse med Schwarzenberg, og Napoleon samlede nu hele sin styrke ved Leipzig. Han rådede over 186.000 mand, fjenden over 312.000 mand. Her kom det til Tre-kejser-slaget den 16.-18. oktober, og det endte med, at Napoleon den 19. måtte trække sig tilbage for at nå Rhinen. Undervejs måtte han den 30. oktober slå sig igennem ved Hanau. Han havde begyndt anden del af felttoget med 400.000 mand. Han bragte kun 56.000 mand tilbage, og størstedelen af dem døde af en ondartet tyfus.

De allierede blev stående ved Rhinen. Atter søgte Metternich at få tilvejebragt fred, dog på basis af at Frankrig begrænsedes af Rhinen, Alperne og Pyrenæerne, men atter tøvede Napoleon med at gå ind derpå, til det nu var for sendt.

Kejserinden havde i september udskrevet 160.000 mand af 1815 og 120.000 mand af 1814. Napoleon udskrev 300.000 mand af 1814 og tidligere årgange. Derved fik mand mandskab i overflødighed, men ikke soldater, og man manglede ikke alene geværer og beklædningsgenstande, men også befalingsmænd. Nu først, da nøden stod for døren, besluttede Napoleon at opgive Spanien for at få rådighed over de tropper, han havde der. En traktat blev sluttet med kong Ferdinand 7., men udførelsen trak i langdrag, så at Napoleon i løbet af krigen i alt kun fik en tilgang af 30.000 mand.

Felttoget 1814
Schwarzenberg gik med 200.000 mand gennem Schweiz mod Langres, som han nåede den 18. januar. Blúcher nåede samtidig Nancy med 50.000 mand. Napoleon ankom den 26. til Chalons. Ved Vitry havde han 44.000 mand. 17.000 mand under Mortier stod ved Troyes, og Macdonald var på vejen til Chalons med 9.000 mand, og nu begyndte »Miraklernes felttog«. Schwarzenberg og Blücher var under fremrykning. Napoleon gik mod Blücher og tvang ham den 29. januar ved Brienne til at trække sig sydpå, hvor han forenede sig med Schwarzenberg. Forstærket angreb Blücher den 1. februar Napoleon ved La Rathière, slog ham og tvang ham til at gå til Troyes og forene sig med Mortier. Nu var Napoleon bøjet. Metternich havde fået sat igennem, at en kongres skulle træde sammen i Chatillon for at forhandle om fred. Caulaincourt skulle forhandle på Napoleons vegne, og den 5. februar gav kejseren ham »carte blanche« til at slutte fred »for at frelse hovedstaden og undgå et slag, der var folkets sidste håb«. Efter La Rothiere havde de allierede delt sig, så at Schwarzenberg over Troyes skulle rykke frem i Seine-dalen, mens Blücher fulgte Marne-dalen, begge med Paris som mål. Napoleon var gået tilbage til Nogent sur Seine. Her fik han melding om denne deling. Efterladende en mindre styrke kastede han sig mod Blücher med 30.000 mand og slog dennes enkelte korps i dagene fra den 10.-14. februar ved Champaubert, Montmirail, Chateau Thierry og Vauchamps, så at Blücher måtte samle resterne ved Chalons.

Men Schwarzenberg var rykket frem og stod kun 2 dagsmarcher fra Paris. Napoleon vendte sig derfor mod ham og slog ham den 17. februar ved Mormant og Guignes og den 18. ved Montereau.

Napoleon følte sig i dette øjeblik så sikker på udfaldet af felttoget, at han den 17. fratog Caulaincourt den frihed, han havde givet ham til at slutte fred. Schwarzenberg var gået tilbage til Troyes og havde trukket Blücher, der i Chalons havde fået forstærkning, til sig ved Mery, men følte sig så usikker, at han sendte en parlamentær til Napoleon for at forhandle om en våbenhvile. Men Napoleon stillede så urimelige krav, at den ikke kom i stand. Schwarzenberg trak sig tilbage på Langres, forfulgt af Napoleon. Men Blücher ville ikke gå tilbage og rykkede på egen hånd frem for at nå Paris over Meaux. Så snart Napoleon fik besked herom, lod han Macdonald forfølge Schwarzenberg med 38.000 mand, og selv vendte han sig mod Blücher med 25.000 mand. Blücher blev standset ved Ourcq af 15.000 mand under Marmont og Mortier. Napoleon kom op og skulle netop gribe ind, så at Blüchers skæbne var blevet afgjort. Men kommandanten i Soissons kapitulerede. Blücher kunne derfor gå gennem denne fæstning, og derpå forenede han sig med to korps, der var rykkede frem fra Belgien, så at han rådede over 100.000 mand.

Desuagtet rykkede Napoleon efter ham, slog den 7. marts et af hans korps ved Craonne, og den 9. angreb han Blüchers samlede hær ved Laon. Kampen var uafgjort, fordi Blücher ligesom Schwarzenberg overvurderede Napoleons styrke. Kejserens højre fløj under Marmont havde ikke deltaget i slaget, fordi den kom for sent op, men natten til den 10. marts blev den angrebet og sprængt.

Desuagtet optog Napoleon kampen den 10. og trak sig derpå i god orden tilbage. Undervejs fik han besked om, at et russisk korps under St. Priest stod i Reims. Han gik straks imod det og sprængte det den 13. marts. Schwarzenberg havde imidlertid gennem forstærkninger bragt sin hær op til 120.000 mand, og da han erfarede, at Napoleon havde vendt sig mod Blücher, vendte han om og tvang Macdonald til at gå bag Seinen.

Kongressen i Chatillon havde stillet i udsigt, at Napoleon kunne beholde Frankrig fra 1792 (Ludvig 14.s Frankrig), men også ved denne lejlighed gjorde han vanskeligheder, og derfor gik kongressen fra hinanden den 19. februar.

Fra Reims gik Napoleon mod Aube for at operere i ryggen på Schwarzenberg, skønt hans styrke kun beløb sig til 17.000 mand. Den 20. gik han over ved Arcis-sur-Aube og kæmpede med et af Schwarzenbergs korps, der den næste morgen var forsvundet. Napoleon troede, at Schwarzenberg trak sig tilbage, men en fremsendt rekognoscering viste, at Schwarzenberg stod i stilling med hele sin hær klar til fremrykning. Under kamp måtte Napoleon derfor gå tilbage, og i forening med hele Macdonald, som han trak til sig, marcherede han på Vitry. Der ville han samle hele sin hær for at forhindre, at Schwarzenberg og Blücher forenede sig og gik imod Paris. Blücher var nemlig efter Schwarzenbergs ordre på march til Chalons. Da Vitry var besat af fjenden, måtte Napoleon gå til St. Dizier. Schwarzenberg var fulgt efter. Napoleon troede faren for Paris afværget og besluttede nu at trække sig tilbage på fæstningerne i Lothringen, hvor han kunne blive forstærket, i håb om, at de allierede ville følge efter ham.

Men, ganske mod sædvane, meddelte kejseren denne plan i et brev til kejserinden. Brevet blev opsnappet af kosakker, og det foranledigede, at de allierede besluttede at rykke lige på Paris og kun sende en lille styrke efter Napoleon. Marchen blev straks tiltrådt, modstanden, som Marmont og Mortier rejste, blev snart overvældet, og den 29. marts stod de allierede foran Paris. Den 30. kom det til slag, og ved middagstid sluttedes en våbenhvile, der forpligtede de franske tropper til at rømme byen. Først 25. erfarede Napoleon, at han kun blev fulgt af en mindre styrke. Han vendte straks om for at gå i ryggen på de allierede men opgav planen for at nå Paris ved en march over Troyes. Et brev, han modtog undervejs fra kong Josef, skildrede faren for Paris som overhængende. Han satte sig i en vogn og jog af sted, så at han 30. marts klokken 10 om aftenen nåede et posthus syd for Paris. Her fik han at vide, at hovedstadens skæbne var afgjort.

Han begav sig til Fontainebleau, og 3. april havde han fået samlet 45.000 mand, med hvilke han ville angribe Paris. Men marskallerne gjorde modstand og formåede ham til at skrive en betinget abdikation, som Ney, Macdonald og Caulaincourt skulle overbringe kejser Alexander i Paris.

De ankom 4. april, kejser Alexander stillede sig ikke uvillig, og det syntes at skulle lykkes at få tilvejebragt en ordning, så at Napoleon abdicerede til fordel for sin søn, kongen af Rom. Men marskal Marmont havde indledt sig i forhandlinger med fjenden, og den 5. tidlig om morgen forlod hans korps sin stilling, eskorteret af fjendens tropper, da kejser Alexander fik efterretning herom, bristede forhandlingerne, og Napoleon, der mere og mere blev forladt af dem, der skyldte ham alt, blev nødt til at udstede en fuldstændig abdikation uden forbehold. Den blev modtaget den 6. april, og den 11. samme måned afsluttedes en traktat, der sikrede den kejserlige familie en passende fremtid og anviste Elba som opholdsted for kejseren. Ney, Macdonald, Oudinot, Victor og mange af generalerne sluttede sig straks til den nye konge, Ludvig 18. Det smertede kejseren, men det gik ham dog dybest til hjerte, da også Berthier forlod ham. Efterhånden blev der tomt i Fontainebleau. Men inden afrejsen samlede kejseren 20. april sin gamle garde. Den fik hans sidste farvel. 28. april overførtes kejseren til Porto Ferrajo, ledsaget af generalerne Bertrand, Drouot, Cambronne med flere samt 1.000 mand elitetropper.

Wienerkongressen trådte sammen i oktober 1814 for at tilvejebringe ligevægten i Europa, men havde vanskeligt ved at komme til forståelse. Bourbon'erne, der var vendt tilbage til Frankrig, viste snart, at »de havde intet lært og intet glemt«, og følgen var en almindelig utilfredshed blandt befolkningen.

Fra Elba fulgte Napoleon begivenhederne i Wien og Frankrig, og da den franske regering ikke opfyldte de forpligtelser, den var gået ind på med hensyn til Napoleons og den kejserlige families underhold, betragtede Napoleon sig løst fra traktaten af 11. april 1814 og besluttede at vende tilbage til Frankrig. 26. februar 1815 gik han om bord med sine generaler og 900 mand. 1. marts landede han i nærheden af Cannes, og samme nat tiltrådte han marchen til Paris. Efterretningen herom nåede Paris den 6. Kongen udstedte en proklamation, hvori han stemplede Napoleon som en forræder og oprører og opfordrede alle til »at gå løs på ham«, arrestere ham og stille ham for en krigsret. 7. marts stødte Napoleon på tropper, der var sendt imod ham. En af hans officerer gik frem og sagde til dem, at det var kejseren, der kom. De svarede med at true ham på livet. Da gik Napoleon ene frem foran sine soldater og sagde: »Soldater af 5. linjeregiment! Dersom der er en eneste iblandt jer, der vil dræbe sin general, kan han gøre det. Her er jeg!«, svaret var »kejseren leve!«, og således gik det med alle de tropper, han mødte på sin vej. På efterretning herom fandt Ludvig 18. det rigtigst 19. marts om aftenen at forlade Paris for at bringe sin person i sikkerhed.

21. meddelte monitøren: »Hans majestæt kejseren er i nat indtruffen i Tuilerierne«. 26. erklærede Napoleon, at han havde opgivet tanken om det store Rige, hvortil han under sin første regering havde lagt grunden, og at han kun ville beskæftige sig »med kejserdømmets lykke og ro«. Samme dag indførte han fuldstændig pressefrihed. Senere gjorde han yderligere indrømmelse over for friheden og gav en tillægsakt til forfatningen, der blev godkendt ved en folkeafstemning. Wienerkongressen var blevet skræmmet op. 13. marts erklærede den Napoleon »fredløs« samt lovede at hjælpe kongen af Frankrig. 25. marts sluttedes en traktat mellem England, Rusland, Østrig og Preussen, hvorved de forpligtede sig til at anvende alle deres stridskræfter, til Napoleon var besejret. Napoleon havde søgt en tilnærmelse til kejser Alexander, men den blev ubesvaret, og han rustede sig derfor til krig. Paris blev befæstet, en hær dannet, der skulle dække østgrænsen, og selv ville Napoleon rykke ind i Belgien med 125.000 mand for at slå de hære, som samledes der, forinden russerne og østrigerne kunne gribe ind.

Felttoget 1815
Wellington havde 95.000 mand englændere og hannoveranere, Blücher 124.000 mand preussere, men begge hære var adskilte. Det ville Napoleon benytte sig af. 15. juni gik han over Sambre og vendte sig mod Blücher, som han slog den følgende dag ved Ligny. 17. blev Grouchy med 34.000 mand sendt efter Blücher for at forhindre denne i at forene sig med Wellington. Selv rykkede Napoleon med hovedstyrken samme dag mod Wellington og angreb ham 18. juni ved Waterloo. Trods englændernes seje modstand var de dog på vej til at bukke under. Da kom Blücher til hjælp hen på eftermiddagen og angreb Napoleon i højre flanke. Opbydende hele sin energi søgte kejseren at standse preusserne, men klokken 9 om aftenen var slaget tabt, og hæren i opløsning. Napoleon var blandt dem, der sidst forlod krigspladsen. Ridende tværs over markerne nåede han 19. klokken 5 morgen Charleroi. Her satte han sig en vogn med general Bertrand, og over Philippeville nåede han Laon. Her ville han søge at samle de spredte grupper og forene dem med Grouchy for at standse fjende, men på generalernes råd begav han sig til Paris, hvor han ankom natten til 21. Endnu tænkte han kun på at fortsætte kampen, men 21. erklærede kammeret sig permanent og viste en sådan holdning, at kejseren 22. abdicerede til fordel for sin søn. Men intriganten Fouché fik sat igennem, at der blev dannet en provisorisk regering med ham i spidsen. 25. begav Napoleon sig til Malmaison, og derfra agtede han at begive sig til de forenede Stater. Der blev i Rochefort udrustet 2 franske fregatter for at overføre kejseren, når de allierede havde udstedt et sikkerhedsbrev for ham. Da dette viste sig uopnåeligt tvang regeringen ham til 29. at afrejse til Rochefort, hvor han ankom 3. juli. Engelske krigsskibe krydsede overalt i farvandet. Forsøg, der af kejserligsindede blev gjort på at få kejseren bragt i sikkerhed, mislykkedes, og han indledte derfor forhandlinger med chefen for den engelske fregat »Bellerophon«, kaptajn Maitland, der erklærede sig bemyndiget til at modtage ham, uden dog at turde indestå for, at der ville blive givet kejseren pas til at begive sig til Amerika. Efter i et brev til prinsregenten at have udtalt, at han kom »som themistokles for at sætte sig ved det britiske folks arne«, begav Napoleon sig 15. om bord på »Bellerophon«, der 17. sejlede til Torbay. På forslag af Lord Castlereagh blev det, trods whiggernes protest, bestemt, at Napoleon skulle som krigsfange føres til St. Helena. 8. august blev Napoleon ført om bord i »Northumberland«. Generalerne Bertrand, Montholon og Gourgaud, grev Las Cases og hans unge søn, samt 5 tjener, hvoriblandt Marchand, og en irsk læge O'Meara, fik tilladelse til at følge ham. 17. oktober nåede skibet Jamestown på St. Helena, og her måtte kejseren blive, til der på Longwood-plateauet blev indrettet en bolig for ham. Fra første færd levede Napoleon i håbet om at genvinde sin frihed. Men da Hudson Lowe blev ansat som hans fangevogter opgav han hvert håb, og hans liv var fra det øjeblik ikke upåvirket af de drillerier, hvormed Hudson Lowe plagede ham. Bertrands og Montholons familier delte fangenskabet. For at få tiden til at gå kastede Napoleon sig over arbejdet og dikterede de memoirer, der skulle tjene til at belyse Frankrigs historie under ham. At han deri skildrede sig selv, således som han ønskede sig opfattet af eftertiden, er jo almindeligt for enhver, der skriver sine memoirer. Men i skildringen kom han i konflikt med den historiske sandhed, og hans korrespondancer modsiger fremstillingen på mange punkter. Memoirerne indeholder tillige en kritik af Turennes og Frederik 2.s felttog, og i denn kritik såvel som i sine korrespondancer har han fremsat de principper for krigskunsten, der senere er samlede i »Maximes de guerre de Napoleon«, der udelukkende består af citater.

Det usunde klima svækkede kejserens helbred, et maveonde slog sig til, og tilstanden forværredes lidt efter lidt. I januar 1821 begyndte den at blive betænkelig, men der indtrådte dog en kort bedring, som Napoleon benyttede til at diktere sit testamente. 1. maj indså hans omgivelser, at det gik mod døden. Smerterne blev voldsommere og varede uafbrudt, og han var sig ikke mere bevidst. De sidste forståelige ord, man kunne opfatte, var »Desaix« og »Marengo«. 5. maj 1821 klokken 5.45 eftermiddag, netop som solen gik ned, døde kejseren. Han blev begravet i nærheden af en kilde. I hans testamente stod: »Jeg ønsker, at min aske skal hvile ved Seinens bredder, midt iblandt det folk, jeg har elsket så højt«. Ønsket blev opfyldt. I 1840 blev hans kiste bragt til Frankrig, og fra 25. december samme år hviler Napoleon den Store i Invalidekirken i Paris.

Intet menneske er blevet så forskellig bedømt som Napoleon. Hans beundrere har hævet ham til skyerne, hans modstandere er gået til den modsatte yderlighed. Med et klart hoved og en ualmindelig begavelse kastede han sig i de unge år over et grundigt og omfattende studium. Fra det øjeblik, revolutionen åbnede ham udsigt til en glimrende fremtid, beskæftigede han sig så indgående med studiet af krigskunsten, at dens principper var gået over i blodet på ham, da han i 1796 overtog kommandoen over den italienske arme. Hvor mange felttog han end senere førte, så var det dog ikke erfaringerne fra disse, der gjorde ham til den store feltherre. Det var han i 1796, og der er ikke spor af forskel på general Bonaparte i 1796 og kejser Napoleon som feltherre i 1814. Napoleon erkendte også selv, at det ikke er erfaringen, der skaber feltherrer, thi i en samtale med St. Cyr i 1813 indrømmede han dette og tilføjede, at når han fik sin tid, ville han skrive en krigskunst, så at man kunne lære krigsføring, som man kunne lære alt andet. Men noget andet er, at hans kundskaber støttedes af hans personlige egenskaber. Han forstod at vælge sit mål, og en gang fattet gennemførte han sine planer med energisk vilje, hensynsløst, hvis det behøvedes, men bestandig i troen på, at han havde forpagtet lykken. Nøjsom i sine personlige fordringer forstod han at bøje legemets krav, endog hvilen under sin stærke vilje, så at han kunne udholde alt. Han foragtede ikke faren, men han tænkte ikke på den. På krigspladsen var han altid der, hvorfra han kunne lede og styre alt, men viste der sig en alvorlig fare, var han straks til stede og opildnede sine soldater, ikke mindst ved sin urokkelige sindsligevægt. Han forstod sine soldater og kunne begejstre dem, så at de gik i døden under råbet: Kejseren leve! Når alt gik godt, kunne han være kolerisk og opfarende, men når hans marskaller, som i 1813. satte alt over styr, som han selv havde vundet, var han den mildeste dommer.

De store egenskaber, Napoleon udfoldede som feltherre, kom ham også til gode som regent. Det var den højeste grad af selvtillid, der førte ham til statskuppet af 18. brumaire. Men, kan resultatet retfærdiggøre denne handling, så havde Napoleon ret, idet han skabte orden i det kaos, revolutionen havde fremkaldt. Som lovgiver, som administrator og i retning af at fremme landets og befolkningens åndelige og materielle udvikling udrettede Napoleon store ting, og han kunne have skabt et stort og lykkeligt land. Men her mødte hans umættelige ærgerrighed som en hindring, idet han gjorde krigen til et mål, i stedet for at den kun må være et middel. Og da han derved havde skabt et glødende had hos de nationer, han havde søgt at undertrykke, og de rejste sig imod ham, glemte han, hvad han skyldte sit land, for kun at tænke på, hvad han mente at skylde sig selv. Det førte til hans fald, men i sit fald tog han Frankrig med sig.

Napoléon Bonaparte var fra 1796-1809 gift med Joséphine de Beauharnais og 1810 med Marie Louise af Østrig.