Napoleon 2.
Napoleon 2.
Napoleon 2. (20. marts 1811 - 22. juli 1832) er det bonapartistiske Partis betegnelse for Francois Charles Joesph Bonaparte, søn af Napoleon 1. og Marie Louise.

Han fik efter fødslen titlen konge af Rom, og faren, hvis håb om grundlæggelsen af et mægtigt verdensherskerdynasti knyttedes til denne hans søn, omfattede ham stedse med den varmeste interesse. Derimod var moren altid temmelig ligegyldig for ham.

Da Napoleon 1. 1814 måtte træde tilbage, nedlagde han kronen til fordel for sønnen, men de sejrende europæiske fyrster ville ikke anerkende ham, bourbon'erne vendte tilbage, og den unge prins førtes til Østrig til bedstefarens kejser Frants 1., hvor han fik ophold på slottet Schönbrunn, tæt uden for Wien.

Da Napoleon under de 100 dages kejserdømme kom tilbage, forlangte han sønnen udleveret, men kejser Frants nægtede det, og det blev uden betydning, at Napoleon, også da han nu igen måtte abdicere, gjorde det til fordel for sønnen.

Bedstefaren nærede dog en vis interesse for den unge prins. Han lod ham 1818 udnævne til hertug af Reichstadt og lod ham give en ganske god undervisning. Om prinsens evner og interesser vides meget lidt. Han følte sig omgivet af spioner, og enhver forbindelse mellem ham og den bonapartistiske familie blev forhindret. Han blev da meget tilbageholden, og der er ingen oplysninger om, at han tænkte på at gå i sin fars fodspor. 1828 blev han officer i den østrigske hær, og fra 1830 fik han lov til at lade Napoleons tidligere general, Marmont, fortælle om de store krige, men kort tid efter døde han.

I 1940 blev hans jordiske rester, som en gave til Frankrig fra Adolf Hitler, overført fra Wien til Invaliditetskirken i Paris, hvor han nu ligger ved siden af sin far.