Napoleon 3.
Napoleon 3. (20. april 1808 - 9. januar 1873), født i Paris, død i Chiselhurst i England, fransk kejser 1852-70. Han var tredje søn af Ludvig af Holland, Napoleon 1.s bror, og dennes dronning Hortense Beauharnais.

Kort efter hans fødsel opstod det rygte, at hans virkelige far var en admiral Verhuell, der ved den tid stod i nøje forbindelse med dronningen. Dennes kendte letsind skabte tillid til rygtet, og kong Ludvig, der aldrig havde sat pris på Hortense, benyttede lejligheden til at lade sig skille fra hende.

Den ældste søn var dengang død, allerede 1807, den næstældste blev hos faren, mens Louis blev hos moren. Napoleon 1. lod ham dog uden hensyn til tvivlen om hans slægtsskab indskrive på slægtens arveregister.

Efter Napoleon 1.s fordrivelse levede den unge prins stadig hos moren, snart i Italien, snart i Tyskland eller i Schweiz. Hans første grundige studier foregik i Augsburg, men fra 1824 tog han fast ophold i Schweiz. Her levede han da i de ungdomsår, da hans anskuelser udformedes, og han modtog stærke indtryk af Schweiz' politiske liv. Fra en meget tidlig tid blev han optaget af store planer om at genoprette den napoleonske slægts herredømme. Moren bestyrkede ham ivrig deri, fortalte ham om slægtens store overhoved og forklarede ham, at til fremme af familiens magt var alle midler anvendelige.

Han rejste meget i Italien og var her medlem af Carbonari-sammensværgelserne, hvor han forpligtede sig til altid at virke for Italiens frihed og enhed. Efter julirevolutionen ilede han derned, og i februar 1831 var han sammen med sin bror med i opstanden i Romagna. Broren omkom her, men Louis slap bort og søgte så med moren til Paris i håb om, at Ludvig Filip skulle lade dem blive der. De blev dog udvist og vendte så tilbage til Schweiz.

Han opgav dog ikke sine planer, men styrkedes tværtimod ved hertugen af Reichstadts død 1832. Fra nu af følte han sig som nærmeste arving.

Han var en grublende natur, ivrig for at lære noget og for at filosofere derover. Navnlig interesserede politisk-sociale og militære spørgsmål ham, og han holdt meget at at offentliggøre resultatet af sine grublerier i små brochurer. Således udgav han 1832-33 Manuel d'artillerie.

To år før havde han ladet sig udnævne til kaptajn i den schweiziske hær. Imidlertid hørte han om, at der i Frankrig var ved at oparbejde sig en vis bonapartistisk stemning, og fuld af tro på, at han var skæbnebestemt til at blive Frankrigs hersker, besluttede han at benytte sig deraf. Han satte sig i forbindelse med nogle officerer i den strassburgske garnison og ankom så pludselig 1836 til Strassburg. Han troede nu, at hele garnisonen straks skulle slutte sig til ham, men i stedet for var den ganske uinteresseret i ham, og han arresteredes uden vanskelighed.

Ludvig Filip havde imidlertid ikke lyst til at gøre ham til martyr, og han slap ham fri på den betingelse, at han skulle rejse til Amerika. Han kom derover, men vendte straks tilabge og ankom 1837 atter til Schweiz. Samme år døde moren her.

Louis Napoleon genoptog straks agitationen. Han fandt hjælpere i Frankrig, og der begyndte at udkomme nogle bonapartistiske blade. Ludvig Filip blev bekymret og forlangte af schweizerne, at de skulle udvise ham. De lod Napoleon vide, at de ville blive nødt til det, og han søgte da tilflugt i England. Her udgav han 1839 sine Idées napoleoniennes. Han udviklede heri det, som blev hans uforanderlige program.

Napoleon 1. havde, påstod han, været den konsekvente fuldbyrder af revolutionens program. Frankrigs styrelse skulle være demokratisk, til folkets gavn, men foreløbig i det mindste skulle demokratiseringen gennemføres af en stærk fyrste. Denne måtte være af Bonapartes slægt.

Han fik snart det indtryk, at den bonapartistiske stemning i Frankrig nu var stærk nok til, at han kunne gøre et nyt forsøg. I august 1840 prøvede han da en landgang i Boulogne med 60 mand, som han havde ladet klæde ud i franske uniformer. Selv bar han en dragt efter Napoleon 1.s mønster, og det påstås, at en ørn var afrettet til at kredse om hans hoved. Slige fantastiske midler tiltalte ham personlig, og han troede på deres betydning.

Boulognes garnison blev imidlertid ganske rolig, og endnu engang blev Louis Napoleon arresteret. Ludvig Filip mente, at nu måtte man sikre sig ham. Han blev stillet for en domstol og dømt til livsvarig fængsel. Han anbragtes på fæstningen Ham, og han tilbragte så de følgende år der, optaget af at skrive politiske artikler og brochurer.

De næsten socialistiske tanker, han allerede før havde været inde på, udvikledes videre og fik 1844 udtryk i hans »l'Extinction du paupérisme«. Det var dog stadig gennem den stærke hersker, denne skulle nås.

1846 lykkedes det ham at flygte. Samme år døde faren, kong Ludvig, men Louis Napoleon ilede uden at besøge den døende far til England. Her levede han så, til februarrevolutionen 1848 gjorde det muligt for ham at vende tilbage til Frankrig. Han indtog nu en beskeden og forsigtig holdning, mens en del af hans tilhængere iværksatte en energisk og klog agitation til fordel for ham.

Da den nye forfatning bestemte, at der skulle være en præsident valgt på fire år af folket, opstilledes Napoleon ved valget. Mod ham stod først og fremmest de styrende mådeholdne republikaners kandidat Cavaignac, men Napoleon samlede om sig foruden bonapoartisterne også de andre monarkister samt hovedmassen af socialdemokraterne, der først og fremmest ville undgå Cavaignac, og endelig droges de fleste ligegyldige med ved den magt, navnet Napoleon øvede over dem.

10. december 1848 valgtes Napoleon således med 5.434.226 stemmer, mens Cavaignac fik 1.448.107. Ledru Rollin omtrent 370.000. Få dage efter tiltrådte han præsidentværdigheden, efter at han havde svoret på, at han skulle »forblive tro mod den demokratiske republik og forsvare forfatningen«. Han var dog fra første færd bestemt på ikke at gøre dette. Forfatningen gav ham, folkets repræsentant, en stærk stilling over for den lovgivende forsamling, der var delt i en række mindretalsgrupper, og han vidste at benytte sig deraf.

I nogen tid virkede dog Napoleon i en vis forståelse med forsamlingen, mens han var optaget af at sikre sin indflydelse i landet. Ved at hjælpe paven mod den romerske opstand knyttede han katolikkerne fast itl sig, arbejderne tog han sig af, så vidt kunne ske uden at forbitre fabrikanterne, og mere og mere samledes folkestemningen om ham. Da han følte det, gik han til brud med forsamlingen, støttet af en skare dristige og hensynsløse, beregnende og handlekraftige eventyrer.

2. december 1851 fandt statskuppet sted på slægtens gamle mindedag. Forsamlingens ledere fængsledes, et modstandsforsøg i arbejderkvartererne blev slået ned med magt, og mere end 10.000 af modstanderne deporteredes til Algerie og Cayenne. En ny forfatning udstedtes, Napoleon blev præsident for 10 år. Han fik ved sin side en lovgivende forsamling valgt ved almindelig valgret og et senat udnævnt af ham selv. Forsamlingernes magt blev dog yderst ringe. Denne ordning godkendtes ved folkeafstemning med 7.481.000 stemmer mod 647.002. Året efter tog Napoleon, atter 2. december, kejsernavn, hvliket ligeledes godkendtes med 7.839.552 mod 254.501.

De følgende 8 år blev en triumftid for Napoleon 3. Folkestemningen var med ham, Rigsdagen bøjede sig i lydighed. Han ledede landets indre styrelse klogt og kraftig. Det økonomiske liv fremmedes med omsigt og energi, og fremgangen blev stor. Også arbejderne huskede han stadig. Og ikke mindre godt gik det udadtil. Krim-krigen 1854-56 brød Ruslands overmagt, den italienske krig 1859 skabte det ny Italien. Ved fredsslutningen 1856 havde kejserens fredstanker sat frugt i kaperiets afskaffelse, 1859 fejredes den store triumf for hans kære tanke, folkenes nationale selvbestemmelsesret. Frankrig fik derved Savojen og Nizza, men i kraft af fri afstemning.

1853 ægtede han den spanske adelsdame Eugénie Montijo, 1856 fødte hun ham en søn, der kunne arve hans magt. Skyggesiden var den tvang, hvormed al opposition i Frankrig blev holdt nede med. Men fra omtrent 1860 skiftede det. Frankrigs dannede kredse, først og fremmest universitetsverden, havde aldrig tilgivet Napoleon statskuppet. Fo dem var og blev han menederen og usurpatoren. Fra først til sidst var deres bitreste kritik vendt mod ham, og den fik nu mere og mere at holde sig til. Den raske økonomiske opgang var blevet fulgt af en række svindlerier, der lettedes og dækkedes ved den lykkeridderskare, som omgav kejserne. Bitrer og bitrere føltes år for år båndene på ytringsfriheden, og så begyndte det endelig at gå tilbage udadtil.

Den ulykkelige mexicanske krig bidrog sammen med Preussens sejr over Danmark og Østrig til at nedbryde troen på kejseren. Oppositionen voksede ved alt dette. 1857 havde den sat fem ind i den lovgivende forsamling, 1863 blev de 35, 1869 sammen med en moderatere fløj 156 af forsamlingens 284 medlemmer. Napoleon stod lidt vaklende over for dette omslag. Selv droges han samtidig snart til katolsk side af kejserinden, snart fristedes han af sine egne sympatier til at støtte det ny Italien mod Paven, og desuden blev han stadig mere svagelig.

Under indtryk af alt dette betrådte han indrømmelsernes vej. Han erklærede, at nu var folket nogenlunde tilstrækkelig opdraget til, at det demokratiske kejserdømme kunne forenes med en liberal forfatning, og skridt for skridt gled man i løbet af tredserne hen mod denne, indtil den omstider udstedtes i foråret 1870.

Ved folkeafstemning godkendtes den med 7 millioner mod 1,5 millioner stemmer. Så dyb var dog mistilliden til kejseren, at den heller ikke nu forstummede. En del af oppositionen fortsatte angrebene, mens man i hofkredsene med største harme så kejseren lade magten slippe ham af hænderne. Ud af denne irriterede stemning voksede de følelser, som førte til krigen 1870, der blev drevet igennem af hofpartiet mod kejserens vilje. I juli 1870 erklæredes krigen, 2. september blev Napoleon fanget ved Sedan, og to dage efter afsattes han i Paris.

Efter en tids fangenskab på Wilhelmshöhe ved Kassel blev han frigivet og kunne tage til England, hvor kejserinden allerede forinden havde søgt tilflugt med sin søn. To år efter døde han. Napoleon 3.s eftermæle blev ikke godt, hverken i eller uden for Frankrig. Opmærksomheden fæstnedes ved de krogveje, hvormed han forberedte sin magt, ved det statskup, hvorved han vandt den, og endelig ved det store nederlag. Men fremhæves bør det, at hans blik var friere og videre end nogen anden samtidig fyrstes. Han interesserede sig for folkets store mængde, og han omfattede så store tanker som fredens og nationalitetsprincippets gennemførelse med varm interesse.

Napoleons skrifter er samlede i Oeuvres de Napoleon 3. (5 bind Paris 1854-69) og Oeuvres posthumes autographes inédites de Napoleon 3. en exil (1873). Desuden har han skrevet et historisk værk om hans store ideal, Jules César (2 bind, 1865-66).