LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Nero

Nero, Uffizi Gallery, Florence, Italien
Nero (15. december 37 - 9. juni 68), romersk kejser (54-68), hed oprindelig Lucius Domitius Ahenobarbus, men efter at hans mor, Agrippina den Yngre, havde ægtet kejser Claudius, blev han adopteret af denne og antog navnet Nero Claudius Cæsar Drusus Germanicus.

Uagtet Claudius med sin tidligere hustru Messalina havde en søn Britannicus, gjorde Agrippina sig dog al mulig umage for at hæve sin søn på hans bekostning og skaffe ham tronfølgen, og det lykkedes hende at få ham gift med Octavia, Claudius' datter med Messalina.

Ved Claudius' død hyldedes også Nero som kejser. I begyndelsen regerede Agrippina i hans sted med stor vilkårlighed, men blev snart skubbet til side af prætorianpræfekten Burrus og Neros lærer, filosoffen Seneca, som i flere år stod i spidsen for regeringen og i det hele regerede med dygtighed.

Nero selv havde kun ringe interesse for regeringsforretningerne. Han var i høj grad forkælet og nydelsessyg, dertil uhyre forfængelig og endelig en svag karakter, der stadig var afhængig af sine omgivelser. Grusomhed, som han i reglen beskyldtes for, synes i det mindste fra begyndelsen ikke at have været blandt hans fremtrædende egenskaber, men de grusomme handlinger, som tillægges ham af den ikke synderlig pålidelig tradition, lader sig for en stor del forklare ved de nævnte karaktertræk.

Ved hoffet var forholdene en tid meget spændte. Da Britannicus, som naturligvis stærkt følte sin tilsidesættelse, døde efter pludselig at være blevet syg ved kejserens taffel, var det den almindelige mening, at Nero havde ladet ham forgive (55). Fremdeles søgte Agrippina stadig at vinde sin indflydelse over sønnen tilbage, mens Burrus og Seneca modvirkede hende, og Nero selv af al magt søgte at hævde sin uafhængighed over for moren.

Forholdet vedblev at være spændt, og til sidst lod han hende tage af dage (59). Det hed sig, at hun havde konspireret mod hans liv. Stor indflydelse på Nero havde nu også hans elskerinde Poppæa Sabina, som efter Burrus' død ophøjedes til kejserinde, mens Octavia først blev skilt fra Nero og snart efter dræbt (62).

Ved siden af Poppæa Sabina fik den ny prætorianpræfekt Sofonius Tigellinus stor indflydelse, mens Seneca fjernedes fra hoffet. Regeringen blev stadig mere vilkårlig, og antallet af højforræderiprocesser tiltog. Der stiftedes også flere sammensværgelser mod regeringen, således den pisoniske sammensværgelse, der medførte adskillige henrettelser. Også Seneca blev tvunget til at dræbe sig selv (65).

Da en stor del af Rom var blevet ødelagt ved en ildebrand, og der var folk, som beskyldte Nero selv for at have foranstaltet branden, blev skylden kastet på de kristne i byen, hvoraf mange blev grusomt henrettet (64).

De nedbrændte dele af byen lod Nero genopbygge med stor pragt. Imidlertid vakte han stærkt anstød i mange kredse i Rom ved den for en kejser lidet passende adfærd, han ofte udviste. Han yndede at optræde både som sanger og som vognstyrer, først for et mindre publikum, senere offentlig. Til sidst rejse han endog til Grækenland og optrådte ved de store græske nationalfester og var umådelig stolt over de utallige priser, der selvfølgelig tildeltes ham.

Men uagtet oppositionen i de fornemme kredse var stærk, var Nero dog utvivlsomt særdeles yndet i folkets bredere lag, som han vandt ved pragtfulde fester og gaveuddelinger, og hans personlige væsen synes også at have været vindende. Der er også grund til at fremhæve, at til trods for de mislige forhold, der herskede ved Neros hof, forstod den romerske regering dog at optræde med kraft over for udlandet. Feltherren Corbulo kæmpede tappert og heldig mod armeniere og parthere, og i Britannien udmærkede Suetonius Paulinus sig i høj grad. Men da der til sidst udbrød en opstand blandt soldaterne i Gallien under statholderen Julius Vindex, der proklamerede Galba, statholder i Spanien, som kejser, bredte frafaldet sig alligevel hurtig over store dele af riget. Nero tabte helt besindelsen. Både Senatet og Prætorianergarden svigtede ham, og til sidst søgte han selv døden ved en frigiven slaves hjælp.