LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Nicolai Abildgaard

Nikolai Abildgaard
Nicolai Abraham Abildgaard (11. september 1743 - 4. juli 1809), dansk maler, søn af en arkivtegner, døbt i København, død på »Spurveskjul« ved Frederiksdal.

Efter at være blevet malersvend arbejdede han som medhjælper under Mandelberg, samtidig med, at han gennemgik Kunstakademiet, hvis mindre guldmedalje han vandt 1765 og 1766; den store tilkendtes ham 1767 for David salves af Samuel, men 5 år gik, inden han opnåede det rejsestipendium, hvorpå medaljen gav ham ekspektance.

Så drog han til Rom, hvor han blev i 5 år, optaget dels af selvstændig produktion, dels og fornemmelig af at kopiere klassiske ornamenter for Akademiet, af studier efter renæssancens mestre og af at studere arkitektur og arkæologi; de ældre kunstnere, han med størst iver og udbytte dyrkede, var Rafael, Michelangelo, Tizian og Caracci’erne.

Af de vistnok ikke synderlig mange originalarbejder, han udførte i Rom, er kun eet særlig betydeligt og almindeligt kendt: Filoktet på Lemnos (Kunstmuseet). Stærkt påvirket, som det er, i formen af Michelangelo, i farven af Tizian, er det dog et værk, der vidner om en dyb, personlig opfattelse af det tragiske emne og en eminent dygtighed, ikke mindre i farvegivningen end i den grandiose linjeføring. Billedet blev, da det kom til København, modtaget med overordentlig anerkendelse og gav anledning til, at Abildgaard blev udset til professor ved Akademiet; kort efter sin hjemkomst blev han medlem af dette, og et par måneder senere overtog han professoratet, der forenedes med stillingen som kongelig historiemaler med en årlig løn af 200 daler courant (640 kr.), en sum, der kort efter forhøjedes til det dobbelte; senere steg hans faste indtægt betydelig.

Den første store bestilling, Abildgaard derefter fik, lød på en række malerier til Christiansborg, fremstillinger med motiver fra de oldenborgske kongers levned eller allegoriske hentydninger dertil samt en del symbolsk-ornamentale arbejder. Størstedelen deraf blev færdige i løbet af omtrent 14 år, men gik til grunde ved slotsbranden 1794, så vi må danne vor mening om dem væsentlig efter skitserne, der nu hænger på Kunstmuseet som vidnesbyrd om Abildgaards sans for klar og rytmisk komposition, men helt savner egenskaber, der kan vække stemning eller interessere som udslag af Varme for emnerne og de fremstillede personer.

En ganske anden forestilling om Abildgaards betydning får man af de mindre omfangsrige billeder, han malede samtidig med dekorationerne til slottet. Højest iblandt dem har sikkert hans Sokrates i Henrykkelse raget op, men desværre kendes det nu kun af Clemens’ kobberstik, der viser os en komposition, bygget op af store og skønne linjer og rummende en lige så stærk som ædel følelse; i det Kunstmuseet tilhørende, med ualmindelig bredde og energi malede Ossian synger til sit Harpespil råder en vældig naturstemning, som intet andet værk af Abildgaard ejer noget tilsvarende til. Fra samme tid og bevarede på samme sted er de skitsemæssigt udførte billeder til Niels Klim, malede som grundlag for Clemens’ stik til Baggesens oversættelse, ganske blottede for lune, men friske i udførelsen og af ikke ringe farveskønhed.

1781 giftede Abildgaard sig, men tre år efter forlod hans hustru ham for at ægte en anden. Dette slag overvandt han dog vist ret hurtigt; hårdere ramtes han, da 1794 med slottet de værker, han med urette regnede for sit livs betydeligste gerning, gik op i luer. I de følgende 5 år malede han så godt som intet; så forelskede han sig 1799 i en ung kvinde og vaktes derved til ny kunstnerisk virksomhed; først 1803 giftede han sig igen, men da forelå allerede ikke få af hans mærkeligste billeder færdige, således de fire store, han malede over motiver fra Terents’ komedie Pigen fra Andros. Uden tvivl har de deres største værd som oplysende illustrationer til livet i en oldtidsby, men ved siden deraf interesserer de dog også som prøver på kunstnerens overlegne tekniske dygtighed. Endnu højere står to billeder med scener fra Apulejus’ fortælling om æslet, ligesom de fire nysnævnte på Kunstmuseet; i dem begge er opbygningen, den måde, hvorpå figurerne fylder rummet, og linjernes sammenspil udslag af stor kunstnerisk formåen, og aldrig er mesteren i henseende til farvens blødhed og lyskraft kommet sine forbilleder så nær som i disse arbejder, der også ved bevægelsernes udtryksfulde og storstilede skønhed og ved talende fysiognomik vel kan siges at overgå alt, hvad han ellers har ydet. Nærmest disse værker står i rang det større billede Papirius og hans Moder (Kunstmuseet).

I samme periode af sit liv virkede Abildgaard også som arkitekt; hans hovedværk på dette område er tegningen til Frihedsstøtten; også det smukke hus, Nr. 5 på Nytorv, skyldes ham. Et og andet modellejede han, og med sine møbeltegninger sikrede han sig navn som den første danske kunstner, der har gjort noget for kunsthåndværkets udvikling.

En stor del af sin kraft viede Abildgaard gerningen ved Kunstakademiet, ved hvilket han virkede som medlem, flere gange også som direktør; energisk, myndig og egenrådig, men klog, retfærdig og uden smålighed, villig til at støtte yngre talenter; Thorvaldsen stod han således trofast bi i de vanskelige ungdomsår.

Som maler blev han i sin tid højt vurderet af den kreds, der kaldte sig »de skønsomme kunstens yndere«, men for folket i almindelighed var han den gang som nu væsentlig den unærmelige, en ren navneværdi, når det kom højt, hans emner fjerntliggende, hans stil fremmedartet. Og af de slægter, der fulgte nærmest efter hans og fik deres syn på kunst opdraget under Eckersbergs og Høyens indflydelse, blev han i høj grad undervurderet. Nu skønner man bedre, at de mangler, hvoraf hans produktion unægteligt lider, mere skyldes tiden, han levede i, end personen, allermest hans akademiske komposition med de vilkårligt langstrakte figurer, hans hang til at bramme med klassisk lærdom og mere eller mindre uklare allegoriseren, hans bevidste sky for et i det enkelte gennemført studium af naturformerne. Man ser nu i Abildgaard en virkelig mester med udpræget sans for ædel og skøn komposition -- ganske vist kun, hvor han arbejder med en enkelt eller dog få figurer -- og med en overordentlig udviklet koloristisk evne og malerisk dygtighed. At han skulle være blottet for oprindelig skabende kraft, er en myte, hvis upålidelighed navnlig godtgøres af hans mange efterladte tegninger; i hans udførte billeder har reflektionen ganske vist for det meste lagt fantasien hårdt i bånd.