LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Niels Steensen
Niels Steensen (Steno) (1. januar 1638 - 26. november 1686), dansk anatom, geolog og teolog, født i København, død i Schwerin.

Steensen blev student 1656 og rejste, efter at have deltaget i Københavns forsvar, til Amsterdam, hvor han, introduceret af Th. Bartholin, optoges i professor Georg Blaes' hus i 4 måneder. Under dette ophold gjorde han, 7. april 1660, sin første store anatomiske opdagelse, idet han påviste ørespytkirtlens udførselsgang (ductus paroticus), der senere af Jan van Horne kaldtes ductus Stenonianus; den var dog tidligere set af Needham (1655), der dog først offentliggjorde sin opdagelse 1667. Da Blaes søgte at annektere opdagelsen, opstod en bitter strid, af hvilken Steensen udgik som sejrherre, men han forlod dog Amsterdam og lod sig 27. juli 1660 immatrikulere ved universitetet i Leyden, hvor han forblev i 4 år. Snart viste de første resultater af hans studier sig i De glandulis oris et novis earundem vasis observationes anatomicæ (1661) og i Observationes anatomicæ, qvibus varia oris, oculorum et narium vasa describuntur, novique salivæ, lacrymarum et muci fontes deteguntur (1662), arbejder, i hvilke han beskriver tårekirtlerne, blodkarrenes fordeling i mundens og næsens slimhinde og viser tårernes betydning. Her begyndte Steensen også sine grundlæggende undersøgelser over hjertets og musklernes struktur. Han viste, hvad man havde erkendt i oldtiden, at hjertet var en muskel, hvad der vel må betegnes som det største fremskridt på dette område siden Harveys tid, og han konstaterede, hvorledes kar og nerver træder ind i legemets muskulatur, at denne består af fibriller, der er samlede i bundter; disse er omgivet med en hinde, der også trænger ind mellem de enkelte bundter. Han beskrev musklernes leje og tilhæftningssteder og gav væsentlige bidrag til deres fysiologi. Da et professorat var blevet ledigt i København, vendte han hjem, udgav 1664 De musculis et glandulis observationum specimen; men da han ikke opnåede ansættelse, rejste han til Paris, fra hvilken by han ansøgte universitetet i Leyden om, at doktorgraden måtte blive tildelt ham uden mundtligt forsvar; dette tilstodes ham på Sylvius' anbefaling 4. december 1664 (se Elkjer i Ugeskrift for Læger 1924, Nr 24).

I Paris holdt han demonstrationer i École de Médecine og holdt også her det berømte foredrag om hjernens anatomi (dansk oersættelse ved Vilh. Maar, 1903), hvis indledning viser hele Steensens videnskabelige redelighed og overlegne blik. Steensen berejste derefter en del af Frankrig, inden han tog til Italien, hvor han slog sig ned i Firenze, støttet af storhertug Ferdinand 2., der gjorde ham til sin livlæge og ansatte ham ved Sta. Maria nuovas Hospital. Som sin velynders rejseledsager fik han lejlighed til at se forskellige dele ikke blot af Toscana, men af hele Italien, og han kom derved ind på de naturvidenskabelige studier, der gjorde ham til geologiens grundlægger. Han udgav Elementorum myologiæ specimen seu musculi descriptio geometrica. Cui accedunt Canis Carchariæ dissectum caput, et dissectus piscis ex canum genere (1667). I disse tillæg undersøger Steensens hajens hudsystem, påviser høreorganet og viser yderligere det ganske ukendte fænomen, at dyr, der føder levende unger, også har en æggestok. Han viser også, at de såkaldte glossopetræ er forsteninger, og at disse kun findes på steder, hvor der tidligere har været hav, og han kommer derved ind på spørgsmaalet om ændringerne i jordskorpens overflade og måden, disse er kommet i stand på. Med disse problemer arbejder han i De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus (dansk oversættelse: Foreløbig Meddelelse . . . om faste Legemer, der findes naturlig indlejrede i andre faste Legemer, ved A. Krogh og Vilh. Maar, 1902). Han skelner her de stendannelser, der ikke indeholder forsteninger, ud fra dem, der gør det, og påviser, at de første må være de ældste. Han finder også loven om kantvinklernes uforanderlighed i krystaller. Han stod da på sine ydelsers tinde, og alt syntes at love en videnskabelig virksomhed som ingen andens, men, påvirket fra forskellig side, gik Steensen over til katolicismen, og fra nu var han praktisk taget tabt for videnskaben. Under løfte om en professorstilling ved universitetet kaldtes han til København, men rejste ikke. Efter at have besøgt Rom, Neapel, Innsbruck og Prag kom han 1670 til Amsterdam, men kort efter vendte han hjem til Firenze. Han kaldtes anden gang til København 1672 som Anatomicus regius og tog mod embedet, da vinden blæste gunstigere for katolikkerne, men 1674 søgte han sin afsked og vendte tilbage til Italien, hvor han lod sig præstevi 1675; året efter fik han titel af biskop af Titiopolis in partis infidelium. Han flyttede, da han samtidig blev apostolisk vikar for Nordtyskland og Skandinavien, til Hannover, 1680 flyttede han til Münster, 1683 til Hamborg og endelig 1685 til Schwerin, hvor han døde, efter her udelukkende at have levet for religionen. Hans lig overførtes til Firenze og begravedes i San Lorenzos Krypt.

Steensen hører til de allerstørste naturforskere, men han var så langt forud for sin tid, at han blev glemt, og først senere er hans arbejder særlig som geolog blevet værdsat på rette måde. Den geologiske Kongres i Bologna 1881 drog til hans grav i Firenze, nedlagde en laurbærkrans på den og satte en indsamling i gang, hvorfor der 1883 rejstes et monument for ham.