Niels
Niels, konge af Danmark fra 1104-1134 efter sin broder Erik 1. Ejegod, der dør på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær har Erik udnævnt Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene træder sammen, vælger de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, Niels. I 1104 gifter Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun får tilnavnet Fredkulla (fredspigen), muligvis for sine bestræbelser for at holde fred mellem Svend Estridsens mange efterkommere. De første 25 år af Niels' regeringstid er fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser finder deres plads i forhold til hinanden. Niels indfører tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kalder Niels sig sig »konge af Guds nåde«. Niels indskrænker også antallet af hirdmænd, der fungerer som hans livvagter. I stedet bliver hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kan opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfalder kronen, hvis der ingen naturlig arving findes.

Erik Ejegods søn, Knud er opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt. Senere er han hos hertugen af Sachen, Lothar, der 1125 bliver tysk konge. I 1115 udnævnes Knud til jarl over det sydlige områder og får den udenlandske titel hertug med hædersnavnet Lavard, herren (engelsk Lord). Knud Lavard er åbenbart populær hos slesvigerne, der omkring 1050 vælger Knud til deres skytsherre.

Niels' søn, Magnus (den Stærke) begynder i Knud at se en farlig konkurrent til kongemagten. I begyndelsen af januar 1131 er Knud inviteret til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted skov uden for Ringsted. Den 7. januar, dagen efter helligtrekonger, myrder Magnus Knud Lavard. Dette mord bliver indledningen til flere års borgerkrig mellem Niels og Magnus på den ene side og Erik Emune, Knud Lavards halvbroder Erik Emune på den anden side. I 1134 ophæver pave Innocens 2. den danske kirkes selvstændighed og lægger den igen ind under Hamborg-Bremen. Dette får ærkebisp Asser til at slutte sig til Erik Emune, og det samme gør den mægtige Hvideslægt.

Den 4. juni 1134 kommer det til et slag ved Fodevig i nærheden af Lund i Skåne mellem de to parter. Slaget ender med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Magnus falder og med ham fem bisper, der har taget parti for kongen. Niels flygter til Slesvig, hvor borgerne hævner deres kære Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134.