LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Oliver Cromwell
Oliver Cromwell (25. april 1599 - 3. september 1658), engelsk protektor, født ved Huntingdon, død i Whitehall.

Slægten Cromwell, der tilhørte den engelske gentry, nedstammede fra Wales; dens oprindelige navn var Williams, men Olivers bedstefar, hvis mor var Thomas Cromwells søster, optog onklens navn. Fra sit strengt puritanske hjem drog Cromwell 1616 til universitetet i Cambridge, som han dog atter forlod efter farens død (1617). Antagelig fuldendte han sin juridiske uddannelse i London, hvor han 1620 ægtede Elisabeth Bourchier, med hvem han levede et meget lykkeligt ægteskab. Efter at han var vendt tilbage til sin hjemstavn, valgte denne ham (1628) til sin repræsentant i parlamentet; men hverken i dette eller i den følgende parlamentsløse tid spillede han nogen rolle ud over rent lokale forhold. For Cromwells personlige udvikling var disse år dog af den største betydning. Han havde hidtil levet i en noget snæversynet puritanisme, men gennem en stærk religiøs krisis udvidedes nu hans åndelige synskreds; »jeg levede i mørket og elskede det og hadede lyset«, siger han om sit tidligere liv.

1640 valgte Cambridge Cromwell ind i det korte og senere i det lange parlament. Som John Hampdens og St Johns slægtning tog han ivrig del i forhandlingerne, og den plumpe, noget bondeagtig udseende mand tildrog sig snart alles opmærksomhed ved sin ejendommelige, ildfulde veltalenhed, der mindede om det gamle testamentes profetier. Det blev dog på valpladsen og ikke i Westminster, at han lagde grunden til sin storhed. Alt som bruddet med kongen nærmede sig, virkede han ivrig for en organiseret modstand, og da borgerkrigen udbrød 1642, blev Cromwell rytterkaptajn. Han kæmpede tappert ved Edgehill (oktober 1642) og organiserede som oberst modstanden i de østlige grevskaber, mens han stadig forøgede sin trop.

Over for Karls kavalerer stillede han sin hjemstavns djærve forpagtere og fribønder, »Mænd, der var lige så modige i et indhug som gentlemen, men tillige fromme, ærlige folk, der af hjertet hang ved deres sag«, og sine officerer valgte han uden hensyn til deres sociale stilling eller sekteriske anskuelser. Da han desuden holdt streng disciplin, blev hans folk snart mønsterregimentet; det blev den kerne, hvoraf den senere independentiske armé udviklede sig, og ved Marston-Moor (juli 1644) bragte disse »jernsider« (oprindelig Cromwells personlige tilnavn) parlamentet sejr.

Cromwells forhold til dette var dog langtfra godt. Han så med misnøje på den presbyterianske majoritets stræben efter at omdanne Englands kirkeforfatning efter skotsk mønster, hvad der for ham, som så stærkt holdt på den enkeltes personlige frihed, var et tyranni, der ikke gav Lauds noget efter. Desuden hævdede han, at krigen af mulige hensyn til kongen førtes uden energi, og kom derved i strid med overanføreren, Manchester, der holdt sig passiv og ønskede forlig. Sagen indankedes for parlamentet, hvis presbyterianske flertal her så en gunstig lejlighed til at ramme »den store independent«; men resultatet blev kun den såkaldte selvfornægtelseslov (foråret 1645), der påbød medlemmerne at nedlægge deres kommando.

Selv undtoges han fra loven for at medvirke ved den samtidige omorganisation af hæren efter »Jernsidernes« mønster, hvorved denne fra ulønnede territorialtropper omdannedes til en lønnet rigshær på 30.000 mand. Som ryttergeneral (næstkommanderende) under Fairfax afgjorde han slaget ved Naseby (juni 1645), der så godt som endte krigen, og indtog kort efter på ny sit sæde i parlamentet, hvor han kæmpede for samvittighedsfrihed mod de ortodokse presbyterianere. Striden mellem parlamentet og den helt igennem, independentiske hær tiltog imidlertid stadig, navnlig efter at parlamentet havde vedtaget, at størstedelen af den skulle hjemsendes.

Cromwell, der havde mistet sin kommando, holdt igen, men opgav sin modstand, da hæren viste tydelige tegn til frafald. Med hans vidende og vilje bortførtes Karl 1., hvem skotterne havde udleveret til parlamentet, fra Holmby (juni 1647), og sammen med officererne forhandlede han nu med kongen, hvem han ventede at finde mere tilbøjelig til tolerance end forsamlingen i Westminster. Hæren knurrede over disse forhandlinger; den troede sine førere bestukne, og navnlig gik det ud over Cromwell. Han trak sig derfor tilbage fra forhandlingerne med Karl, hvis upålidelighed mere og mere kom for dagen, og dæmpede med strenghed mytteriet mellem soldaterne.

I den derpå følgende 2. borgerkrig undertvang han Wales og slog skotterne ved Preston (august 1648). Men bag hans ryg havde parlamentet i mellemtiden forsonet sig med kongen i Newport; alt, hvad man hidtil havde kæmpet for, stod på spil, og Cromwell betænkte sig nu ikke mere. Han brød både med parlamentet og Karl og gav efter for hæren, der fordrede dennes død. Han gav sin tilslutning til oberst Prides bekendte »renselse« af parlamentet december 1648; en måned senere sad han mellem kongens dommere, og efter at republikken var blevet erklæret, blev han medlem af det nyoprettede statsråd.

Den unge republiks stilling var langtfra sikker; Irland og Skotland hyldede Karl 2., og de radikale elementer i hæren fordrede et endnu større brud med fortiden. Cromwell vendte sig først mod disse; han dæmpede 5. monarkimændenes og levellernes mytterier og sendtes derpå som øverstbefalende til Irland. Øen blev hurtig undertvunget, og rejsningen straffedes med frygtelig strenghed; efter Droghedas erobring lod Cromwell således cirka 2.000 mand nedhugge. Førernes godser inddroges, og mange af de engelske soldater blev bosatte på øen, hvor Cromwell nu efter bedste evne søgte at hele de sår, krigen havde slået.

Da Fairfax ikke ville deltage i krigen mod Skotland, fik Cromwell overkommandoen over hele den engelske hær og slog skotterne ved Dunbar (3. september 1650), netop som hele felttoget var ved at strande af mangel på proviant. Da Karl 2. senere trængte ind i England, fulgte Cromwell efter og oprev fuldstændig hans hær ved Worcester (3. september 1651).

Republikken havde sejret overalt, men spændingen mellem dens to hovedfaktorer, hæren og parlamentet, tiltog stadig, da parlamentet ikke ville give sit samtykke til de af hæren ønskede nye valg. Endelig tabte Cromwell tålmodigheden og lod parlamentet opløse ved militærmagt (20 april 1653). Hæren var nu den eneste magt i landet, og i sin egenskab af dennes fører betragtede han sig som den midlertidige, retmæssige regent og indkaldte som sådan en slags notabelforsamling, der efter et af sine medlemmer går under navnet Barebone-parlamentet. Det var mænd, »der frygtede Gud og var afprøvet troskab og hæderlighed«; men til alt uheld viste de en så upraktisk reformiver, at Cromwell, i hvem alle mådeholdne så den eneste redning, måtte lade forsamlingen opløse.

Officererne med Lambert i spidsen påtog sig derpå at give England en forfatning. Cromwell, der nægtede at modtage den tilbudte kongeværdighed, udnævntes 16. december 1653 til Lord Protector for livstid, og ved hans side stilledes et statsråd og et parlament; han tog fra nu af bolig i Whitehall og nød med undtagelse af navnet alle kongelige æresbevisninger. Udviklingen gik således mere og mere i monarkisk retning, og Cromwell betragtede sig ikke længere som omstyrteren, men som det beståendes forsvarer; han søgte at berolige gemytterne og optrådte mæglende i det store lovarbejde, der falder i hans regerings første år. Det er karakteristisk for den forandrede situation, at han, der hævdede, at ingen måtte stille sig mellem Gud og det enkelte menneske, ikke vovede at give sine ideer kød og blod ved at skille kirken fra staten. Åben modstand mødte han ikke, men hans stilling var meget vanskelig; de yderliggående republikanere betragtede ham som en apostat både i politik og religion, og fra royalistisk side gjordes der forskellige forsøg på at rydde ham af vejen. Intet under at Cromwell derfor gik hårdt frem mod stuarternes tilhængere, der desuden ved forfatningen var udelukkede fra valgene til det ny parlament.

3. september 1654 trådte dette sammen; det var valgt efter en revideret valglov, og i modsætning til tidligere tider havde både irske og skotske repræsentanter sæde deri. Forfatningen havde imidlertid stillet protektoren og parlamentet så godt som uafhængige af hinanden, og heri lå spiren til de følgende stridigheder. Idet uagtet det valgtryk, der var øvet, var parlamentet intet blot og bart redskab i Cromwells hånd. Tværtimod gav det sig til at diskutere forfatningen og fordrede, at protektoren skulle underordne sig dets myndighed. Han lod det rense for en stor del af sine modstandere og opløse i januar 1655, da det ønskede at indskrænke hærens størrelse og gøre denne afhængig af parlamentets bevillinger. Hans første forsøg på at styre landet på forfatningsmæssig måde var strandet, og da der i den følgende tid opdagedes forskellige rejsninger og attentater, greb han til et militærdiktatur.

England deltes i 11 distrikter, i spidsen for hvilke der stilledes en generalmajor, der fik den øverste civile og militære myndighed, og hvis kendelser var inappellable (oktober 1655 til efteråret 1656). Deres styrelse var på mange måder ret vilkårlig, og jævnsides hermed var dette skridt et voldsomt indgreb i folkets ældste og kæreste rettigheder. Samtidig steg den religiøse reaktion, brugen af Common prayerbook blev forbudt, og man gik skrapt til værks mod katolikkerne, selv om Cromwell personlig gjorde alt for at holde presbyterianernes forfølgelseslyst i tømme.

Udadtil havde protektoren imidlertid hævdet Englands anseelse, der var sunket dybt under borgerkrigen. Han lededes i sin udenrigspolitik af en blanding af religiøse og politiske motiver, og hans yndlingstanke, der hvilede på en miskendelse af de reelle forhold, var et stort forbund af alle protestantiske magter med England som fører; »alle protestanters interesser er de samme som eders«, udtalte han engang over for parlamentet. Det lange parlament havde erklæret Holland krig, men Cromwell havde aldrig været ivrig for den og sluttede 1654 fred og forbund med denne stat, hvori også Danmark optoges; med Sverige og det reformerte Schweiz sluttedes der ligeledes traktater, og overalt i Europa optrådte han til gunst for sine betrængte trosfæller; således fik han Frankrig til at skride ind til fordel for de forfulgte valdensere. Den westfalske fred havde ikke endt krigen mellem Frankrig og Spanien, og begge parter var ivrige efter at vinde Cromwell for deres sag. Han vaklede i nogen tid, men nærmede sig efterhånden mere og mere til den førstnævnte magt, da Spanien havde afslået hans fordringer om fri religionsøvelse for de engelske købmænd i Spanien og tilladelse til at drive handel med Indien. Endnu mens freden officielt vedvarede, erobrede englænderne Jamaica (1655), og da krigen truede med at udbryde, tvang pengetrang Cromwell til at sammenkalde sit andet parlament (september 1656). Da valget foregik under generalmajorernes øjne, og man desuden udelukkede de valgte modstandere, var resultatet ret gunstigt. Man var grundig træt af det herskende militærregimente, og parlamentet udarbejdede derfor en ny forfatning, der genoprettede det siden kongens henrettelse ophævede Overhus, og udvidede protektorens magt betydelig; tillige tilbød man ham kongetitlen. Det var en fuldstændig venden tilbage til den gamle tingenes tilstand. Det sidste skridt var foretaget mod de ledende officerers vilje, og Cromwell nægtede da også at modtage kongenavnet; han ville, sagde han, »kun tjene sit folk som en konstabel, der opretholder freden i sit sogn«. I stedem for blev han på ny udnævnt til Lord Protector med ret til at udnævne sin efterfølger (26. juni 1657).

Han stod nu på højdepunktet af sin magt både ude og hjemme. Landets ældste slægter fandt det ikke under deres værdighed at træde i familieforbindelse med den simple landadelsmand, hans sendebud mæglede mellem Danmarks og Sveriges konger, og med Frankrig sluttedes der på denne tid et mod Spanien rettet forbund, der sikrede England det vigtige Dünkirchen. Men det viste sig, at hans magt hvilede på en usikker grundvold. Striden mellem Danmark og Sverige gjorde ende på hans plan om en protestantisk sammenslutning; flere af de gamle slægter havde afslået den tilbudte plads i det nyskabte Overhus, og parlamentet, dér trådte sammen januar 1658, rettede så heftige angreb mod dette, at Cromwell lod det opløse. Alle disse skuffelser bidrog til at forværre hans allerede i længere tid dårlige helbred, og hertil kom sorger af en mere privat natur, idet han i sommeren mistede sin kæreste datter Elisabeth. Dybt nedbøjet ved dette tab døde han på sin hædersdag, årsdagen for Dunbar og Worcester. Hans lig bisattes mellem Englands konger i Westminsterabbediet, men da Karl 2. vendte tilbage 1660, kastedes det ud af graven og opbrændtes, og hans eftermæle havde ingen bedre skæbne. Kunne man end i den følgende tid ikke undgå at drage paralleller mellem Englands stilling umder den store protektor og nu, da det under stuarterne gik i Frankrigs ledebånd, i Cromwell så alle dog kun den ærgerrige og blodige tyran.

For 18. århundrede var en ånd som hans en ren karikatur; hans religiøsitet opfattedes som hykleri, og tidens historieskriver David Hume ytrede om hans taler og breve, at en samling af disse »ville blive en af verdens mest vanvittige bøger«. Spådommen gik dog ikke i opfyldelse; tværtimod blev det netop Carlyles udgave af Cromwells letters and speeches (London 1845), der på ny bragte hans navn i ære og banede vejen for en retfærdigere vurdering af denne mærkelige personlighed.

Det fremherskende i Cromwells karakter var hans dybe religiøsitet. Overalt så han Guds personlige indgriben, enhver sejr var ham en gudsdom, der beviste hans sags retfærdighed, og sig selv betragtede han som »et ringe redskab til at gøre folket godt og tjene Gud«. Cromwell var dog alt andet end en sekterisk sværmer. Religiøse drømmerier formåede ikke at blende hans statsmandsblik, hindrede ikke klarhed i planen eller fasthed i udførelsen. Han var en alt for konservativ natur til at kunne gå ind på mange af sine trosfællers utopier og alt for frisindet til at dele deres foragt for kunst og videnskab; universiteterne fandt i ham en trofast beskytter, og han skaffede England Rafaels kartoner. I sin opfattelse af religionen var han et langt skridt forud for sin samtid, men hvad han ønskede, var dog ikke religionsfrihed i moderne forstand. Den kunne alene tilstås puritanerne i deres talrige afskygninger, højkirken og særlig katolikkerne ville han kun indrømme samvittighedsfrihed, den enkeltes ret til at dyrke Gud i overensstemmelse med sin personlige opfattelse.

Langt mindre betydning tillagde Cromwell den politiske frihed, og hans optræden over for parlamentet var ofte langt mere tyrannisk end for eksempel Karl 1.s, selv om han i modsætning til denne konge var alt for god englænder til i længden at ville bryde med de nedarvede statsformer og indføre et rent personligt regimente. Det blev det tragiske i Cromwells skæbne, at han ikke nåede at føre sine ideer ud i livet. Revolutionen, der gennem hæren havde hævet ham til magtens tinde, levede stadig videre, mens samtidig ønsket om at vende tilbage til den gamle tingenes tilstand blev mere og mere levende hos befolkningens store masse. Hele hans kraft gik med til at holde disse to modstridende faktorer i ligevægt, og da han døde, viste det sig snart, at alt, hvad han havde opført, stod og faldt med hans egen, mægtige personlighed.