LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Pompejus
Pompejus, romersk plebejisk slægt, blandt hvis medlemmer mærkes følgende:


1) Gnæus Pompejus Strabo, konsul 89 f. Kr., udmærkede sig som hærfører i forbundsfællekrigen og opnåede triumfen. Senere deltog han i borgerkrigen på Adelspartiets side, men døde kort efter.


2) Gnæus Pompejus (106 - 48 f. Kr), med tilnavnet Magnus (»den Store«), søn af Gnæus Pompejus Strabo, var i en længere årrække politisk partifører i Rom.

Som ganske ung mand viste han under borgerkrigen stor militaristisk dygtighed; han stod ligesom faren på Sullas og Adelspartiets side. Da Sulla havde vundet magten i Italien, sendte han Pompejus til Sicilien og Afrika (81), hvor han hurtig fik bugt med modpartiet. Ved sin hjemkomst hædredes han med en triumf, hvilket var ganske usædvanligt for en mand, der endnu intet embede havde beklædt. Efter Sullas død sendtes han til Spanien (76) for at bekæmpe Sertorius, som forsøgte at danne en selvstændig stat derovre. I begyndelsen var han uheldig, men efter Sertorius’ drab undertvang han hele landet. Ved sin tilbagekomst til Italien hjalp han med til udryddelsen af de sidste rester af de oprørske slaver, som Crassus havde besejret (71). Men det viste sig snart, at Pompejus ingenlunde var en pålidelig tilhænger af Adelspartiet; tværtimod mente han, som selv ikke tilhørte nogen fornem slægt, at han ved at slutte sig til Folkepartiet ville have større udsigt til at gøre en glimrende karriere.

Efter at han sammen med Crassus havde opnået konsulatet (70), omstyrtede han derfor flere af de forfatningsforandringer, som Sulla havde indført, og forøgede således demokratiets magt. Lønnen for disse bestræbelser høstede han snart efter, da han ved Den Gabiniske Lov fik uindskrænket bemyndigelse til at føre krig mod sørøverne i Middelhavet (67) og dernæst ved Den Manilliske Lov overanførselen i krigen med kong Mithradates af Pontos (66). Sørøverne fik han, efter at have opbudt store stridskræfter, hurtig bugt med, men behandlede dem efter deres underkastelse med en usædvanlig lemfældighed. Efter Mithradates’ overvindelse ordnede han egenmægtig forholdene i Vestasien og lagde Bithynien, Pontos, Kilikien og Syrien med flere landskaber ind under romerriget. Aldrig før havde en romersk hærfører udøvet en så mægtig indflydelse, men ved hans tilbagekomst til Rom (62) mødte der ham uventede vanskeligheder, idet senatet, som så skævt til hans hæder, var uvilligt til at stadfæste hans anordninger og give hans udtjente soldater jord. Pompejus indlod sig da på en politisk forbindelse med Cæsar og Crassus (»Det første Triumvirat«), hvorefter senatet måtte finde sig i at opfylde hans ønsker. Men den, der høstede størst fordel af forbindelsen, var Cæsar, mens Pompejus, som ganske manglede evnen til at finde sig til rette i det politiske intrigespil, havde svært ved at gøre sin autoritet gældende over for sine talrige aristokratiske modstandere i senatet på den ene side og de tøjlesløse folkeførere på den anden.

Efter at imidlertid triumviratet var blevet fornyet i Luca (56), opnåede Pompejus og Crassus for anden gang konsulatet (55). Efter konsulatet fik Pompejus Spanien at bestyre, men overlod provinsbestyrelsen til underbefalingsmænd for vedblivende at kunne have øje med forholdene i Rom. Venskabet mellem Pompejus og Cæsar kølnedes efterhånden, især efter at Pompejus hustru Julia, Cæsars datter, var død (54), og også ved Crassus’ død (53) fjernedes de mere fra hinanden.

Pøbeloptøjerne i Rom foranledigede 52 senatet til at udnævne Pompejus til enekonsul, og da senere den politiske jalousi mellem Pompejus og Cæsar stadig tiltog, gik Pompejus til sidst helt over på Senatspartiets side og tog ved borgerkrigens udbrud kommandoen over hæren (49). Cæsar’s hurtige fremtrængen tvang Pompejus til at gå over til Grækenland, hvor han efter at have kæmpet i nogen tid med vekslende held bukkede under for Cæsar ved Farsalos (48). Nederlaget berøvede ham ganske besindelsen; han flygtede hurtigt til Ægypten, men idet han stod i begreb med at gå i land der, blev han dræbt af nogle af ægypterkongens folk (48).

Pompejus var en dygtig kriger, dog uden særlig fremragende strategiske evner; af karakter var han retskaffen, men temmelig smålig og forfængelig, og som statsmand manglede han i høj grad behændighed.


3) Gnæus Pompejus, Pompejus' søn, optog efter farens død kampen mod Cæsar både i Afrika og i Spanien. Han blev myrdet i Spanien kort efter at have tabt slaget ved Munda (45).


4) Sextus Pompejus, Pompejus' søn, deltog sammen med sin bror i kampen mod Cæsar. Efter slaget ved Munda bevarede han magten i en del af Spanien, og efter Cæsars mord lykkedes det ham at bemægtige sig Sicilien (43). Senatspartiet stillede sig venlig til ham, og selv triumvirerne måtte en tid anerkende hans herredømme. Efter flere heldige kampe blev han overvundet i et søslag af Agrippa (36), hvorefter han gik til Asien for at modvirke Antonius. Men her fandt han snart efter døden.