LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Sverige            Sveriges kongerække         


Sigismund 3. Vasa
Sigismund 3. Vasa (20. juni 1566 - 30. april 1632), konge af Polen og Sverige, født i Gripsholm Slotsfængsel, som søn af kong Johan 3. af Sverige og Katharina Jagiellonica, søster til kong Sigismund August.

Sigismund valgtes til konge i Polen efter Batorys død 1587, han var katolsk opdraget og stod sit hele liv fanatisk på pavekirkens side, bidrog derved stærkt til dens sejr i Polen. I det lutherske Sverige, hvis krone Sigismund arvede 1592, kostede hans protestanthad ham tronen. I Polen brød Sigismund sin håndfæstning, idet han forfulgte protestanterne og ødelagde deres kirker, ivrig hjulpet af jesuitterne. Selv den katolske adel ophidsede han ved sin stræben efter enevælde, det kom til oprør, som dog blev kuet af Sigismunds dygtige feltherre Chodkiewicz 1607.

Under tronstridighederne i Moskva var Sigismund en tid lang heldig. Ved først at støtte falske tronkrævere, lykkedes det Sigismund at bringe sin søn Wladyslaw på tsarernes trone 1611; men da han nu selv søgte at tage magten, rejste moskovitterne sig til oprør mod denne frygtede katolske fanatiker, og polakkerne måtte forlade Moskva. Kun Smolénsk fik Polen tilbage 1611. Trods enkelte sejre over tyrkerne var det dog kun ringe og dyrekøbte fordele, Sigismund derved vandt. I sin hele politik var han, stik mod afgivne forsikringer ved valget, en ven af habsburgerne og Spanien, hvad der førte til mange ulykkelige følger; men også her kendte han kun eet hensyn, det kirkelige.

Sigismund var to gange gift med østrigske ærkehertuginder, først med Anna, efter hendes død med hendes søster Konstantia. Som sin største triumf har Sigismund sikkert set på den »union« af de to kirker, han i sine østlige provinser gennemførte. Litauens ortodokse gejstlighed anerkendte pavens overhøjhed på synoden i Brest Litovsk 1595. Dog blev denne »union« den egentlige årsag til en voldsom kirkefejde, der forberedte kosakkrigene og Polens sønderdeling.

Sin vigtigste betydning som svensk konge fik Sigismund ved sin iver for katolicismens fremgang i Sverige. Sigismund, der besteg tronen ved sin fars død 1592, kom først til Sverige 1593, men vendte allerede i august 1594 tilbage til Polen uden at have truffet nogen ordning om regeringens førelse under hans fraværelse. Hans farbror hertug Karl af Sodermanland blev derved faktisk Herre i landet og optrådte efterhånden skarpt mod Sigismund. Det endelige brud indtrådte efter Arbogarigsdagen 1597, og 1598 kom Sigismund med en polsk hær til Sverige. Han sejrede ved Stegeborg over Karl, men snart vendte heldet sig, og han blev slået ved Stångebro. En indgået overenskomst om, at Sigismund skulle hjemsende sine polske soldater og sammenkalde en rigsdag, blev brudt af Sigismund, der i steden for vendte tilbage til Polen i den hensigt at komme igen med en stærkere hær. På en rigsdag i Stockholm 1599 blev Sigismund afsat. Et tilbud fra svensk side om at antage hans søn Vladislav som tronfølger, hvis denne inden et halvt år ville komme til Sverige, blev ikke modtaget. Sigismunds afsættelse og antagonismen mod Karl (9.) førte til en langvarig krig mellem Polen og Sverige, der førtes med vekslende held, indtil Sigismund 1629 sluttede forliget i Altmark med Gustaf Adolf; for Polen medførte dette tabet af Livland.