LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Forfattere         


Steen Steensen Blicher
Steen Steensen Blicher
Steen Steensen Blicher (11. oktober 1782 - 26. marts 1848), dansk præst og forfatter, født i Vium præstegård. Han blev især kendt som »opfinder« af novellekunsten (E Bindstouw, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, Præsten i Vejlbye, Hosekræmmeren, Jøderne på Hald). Blicher skrev en mængde digte, heriblandt digtcyklusen Trækfuglene. I 1807-1809 oversatte han Macphersons Ossian digte, hvilket bragte ham megen anerkendelse. I 1809 tog han teologisk embedseksamen.

I 1824 skrev han sin første novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Hans elskede midtjydske hedelandskab udgjorde en melankolsk baggrund for hans noveller. I 1839 var han hovedmand bag det første Himmelbjergmøde. Blicher døde i 1848 i Spentrup.

Af Blichers arbejder uden for det skønlitterære område skal her kun nævnes de vigtigste. Hans begejstring for jagten bragte ham til at udgive Diana, et tidsskrift for jagtelskere (I-IX hæfte 1832-38), og den patriotiske følelse, der tidlig havde lagt ham den fædrelandske sang på læben, fremkaldte hos ham ønsket om, også på det ydre livs praktiske område, at kunne virke for det danske folks udvikling; han gav således bidrag til en skildring af Danmarks økonomiske forhold (for eksempel Viborg Amt, beskrevet 1839), undersøgte muligheden af de jyske hedemosers opdyrkning, arbejdede for hørindustriens udvikling, skrev artikler om indførelsen af en nationaldragt med mere. Men Blicher ville mere end virke for vor materielle udvikling; det var vort folks åndelige vækkelse og rejsning, han fremfor alt havde for øje.

De politiske liberale rørelser var han oprindelig en modstander af, som man ser af hans skrift Danmarks nuværende Tilstand (1828); efter stænderinstitutionens indførelse stillede han sig ganske vist noget anderledes, men selve spørgsmålet om den politiske forfatning blev dog altid for ham et underordnet spørgsmål. Hovedsagen var, efter hans mening, at få vakt kærligheden til fædrelandet og få udviklet alle vore materielle og åndelige muligheder. Da var det, han fik tanken om at samle mennesker af alle stænder til store folkefester på Himmelbjerget, hvor der skulle holdes taler, synges og øves legemlige idrætter. 1. august 1839 holdtes det første af disse møder, der blev mor til alle de senere folkefester. Himmelbjergfesterne blev dog ikke mange i tal, i alt 6. Grundtvigs tanke om »Folkehøjskolen« fandt i Blicher en varm talsmand.

I Blichers natur var der oprindelig en dobbelthed: på den ene side noget vemodigt, noget, der var i slægt med hedens tungsind (til dels måske en arv efter moren), på den anden side noget lyst, frejdigt og en sans for livets komiske side. Den første af disse ejendommeligheder fik rigelig næring i Blichers personlige liv, over hvilket der faldt mange tunge skygger. Hans ægteskab var meget ulykkeligt, så ulykkeligt at det endog (11. december 1827) kom til en midlertidig skilsmisse mellem ham og hans hustru; ganske vist flyttede de sammen igen, men der var intet virkeligt samliv; de levede i hver sin ende af præstegården. Hans økonomiske forhold var hele hans liv igennem meget uheldige: Tiderne var dårlige, han havde en stor børneflok at forsørge og var ingen god økonom. 1839 måtte han indkalde til auktion over sine rørlige ejendomme; til auktion kom det dog ikke, da nogle af hans »velyndere reddede ham ved ædelmodigt sammenskud«.

Også hans præstegerning skaffede ham mange bitre timer. Han havde vist af naturen intet kald til at være præst og ofrede i reglen ikke megen tid på sin forberedelse til prædikenen; i hans senere år kunne det endog hænde, at han, når han kom over i kirken, spurgte degnen: »Hvad er Evangeliet i dag?« Han fik flere gange skarpe irettesættelser fra sine overordnede, og da han til slutning hyppigere og hyppigere tog sin tilflugt til alkoholiske drikke, fik han (27. juni 1847) uden ansøgning sin afsked »i nåde og med pension«. Han kom dog ikke til at flytte ud af Spentrup Præstegård, idet han døde, inden nådensåret var udløbet. Han ligger begravet på Spentrup Kirkegård. Det er rejst mindesmærker for ham i Viborg (1866), på Himmelbjerget (1882), i Vium Præstegårdshave (1882), på »Lyshøj« (1883) og i Randers (1891).