LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Stefan af Blois
Stefan af Blois (Engelsk: Steven), konge af England (1135-54), født 1105 i Blois, død 25. oktober 1154, var søn af greven af Blois og Vilhelm Erobrerens datter.

Stefan havde lovet sin onkel Henrik 1. at støtte dennes datter, kejserenken Mathilde, og hendes søn Henrik af Anjou i at komme i besiddelse af den engelske krone; men ægget af justiciaren bisp Roger af Salisbury brød han sit løfte og lod sig vælge til konge i London 1135.

Vel var Stefan i begyndelsen heldig og sejrede over Mathildes forbundsfælle, kong David af Skotland, ved Northallerton 1138; men han manglede dygtighed og var en dårlig husholder, så at Mathildes parti vandt frem i Sydengland, og hun blev kronet 1141, mens Stefan var blevet hendes fange. Han kom dog fri ved udveksling, og 1145 forlod Mathilde England, men Stefan fik nu en farligere modstander i den unge Henrik af Anjou. Da Stefan, hvis søn Eustache var død, nu blev træt af kampen, endtes striden ved traktaten i Wellingford 1153, således at Stefan skulle regere til sin død, men Henrik (2.) følge ham.