LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmarks kongerække         


Svend 1. Tveskæg
Svend 1. Tveskæg
Faktaboks
Dansk konge:987-1014
EfterfulgteHarald 1. Blåtand
Blev efterfulgt af:Harald 2.
Fødselsdato:Ukendt
Fødselssted:Ukendt
Dødsdato:3. februar 1014
Dødssted:Gainsborough
Begravet:Roskilde Domkirke
Gift med:Gunhild
Sigrid Storrraade
Børn:Harald
Knud
Svend 1. Tveskæg (eller rettere Tjugeskæg, hvis skæg er kløftet som en tyv eller fork), dansk konge, død 1014.

Som ung mand stillede Svend Tveskæg sig fjendtlig til sin far Harald Blåtand. Svend Tveskæg synes at have nydt ikke ringe yndest hos folket; det kom til kamp med faren, der blev overvundet og kort efter dødelig såret (985, 986 eller 987). Det var hos sine tro mænd i Jomsborg, at Harald udåndede, og om Svend 1. Tveskægs fjendtlige forhold til jomsvikingerne fortæller sagnet, at han med svig blev taget til fange af høvdingen Sigvald, men udløst af de danske kvinder, der ofrede deres smykker og således tilvejebragte Svend 1. Tveskægs tredobbelte vægt i guld. Til gengæld fik kvinden halv arveret mod manden.

Svend Tveskæg foretog både før og efter sin tronbestigelse vikingetogter til England. Englands svage konge Edelred formåede ikke at yde nogen virkelig modstand, og togterne antog større og større omfang. 994-95 var Svend Tveskæg i Fællig med Olav Tryggvessøn, kun London ydede alvorlig modstand, og Edelred købte vikingerne bort for en stor sum penge. Denne måde at skaffe sig af med vikingerne på lokkede dem kun til atter og atter at komme igen, og store var de summer, som danehæren på den måde kom i besiddelse af.

Kun få år trådte begivenheder i hjemlandet hindrende i vejen for vikingetogterne mod vest. Således benyttede den svenske konge Erik Sejrsæl sig af Svend 1. Tveskægs fravær til at gøre et erobringstogt til Danmark, uden at han dog kan antages at have besiddet riget i længere tid.

Også ved sydgrænsen havde Svend Tveskæg hårde kampe at føre; men der hviler et slør over disse, der kun kendes af to runestene fra Slesvig bys omegn; dog synes det også her at have været svenske høvdinge, kong Svend Tveskæg kæmpede mod og belejrede i Hedeby.

Efter Erik Sejrsæls død ægtede Svend Tveskæg - efter at have forskudt sin hustru, den polske fyrstedatter Gunhild - Eriks enke Sigrid Storrraade, der var en ivrig fjende af Olav Tryggvessøn; også andre af dennes fjender søgte til Svend 1. Tveskæg, navnlig Haakon Jarls søn Erik, der ægtede SVend Tveskægs datter Gyda, og det gjorde ikke forholdet bedre, at Olav ægtede Svend 1. Tveskægs søster Tyre, der var flygtet fra sin mand, hertug Boleslav af Polen. Da så Olav på Tyres opfordring drog til Venden for at få erstatning for hendes medgift, angreb kong Svend Tveskæg i forening med kong Olaf af sVerige og de landflygtige norske jarler Olav Tryggvessøn, og i slaget ved Svold (1000) faldt denne; Sejrherrerne delte riget; Svend Tveskæg overlod dog Erik Jarl styrelsen af det meste af sin del.

1001 genoptoges Englandstogterne med fornyet kraft, og denne gang steg løsesummen (danegæld) til 24.000 Pd. Edelred fattede da den fortvivlede plan at lade alle i England bosatte daner myrde, og St. Briccii dag (13. november) 1002 udførtes udåden; mellem de dræbte var Svend 1. Tveskægs søster og svoger. Dog udstraktes myrderiet sikkert ikke til det nordlige England (Danelag), hvor danskerne fra tidligere tid var i afgjort flertal blandt de bosiddende. Hævnen for denne dåd var en uafbrudt række hærgetogter i de følgende år. Ærkebisp Ælfheah blev taget til fange 1011 og blev det følgende år taget ynkelig af dage, da løsepengene udeblev. Samme år steg danegælden til 48.000 Pd. Alle forhold i England var oplsøte, og forræderi hørte til dagens orden. Således var vejen banet for den endelige erobring af landet, der fandt sted 1013. Kun London ydede også denne gang kraftig modstand. Kongefamilien flygtede ud af landet, og Svend Tveskæg kunne betragte sig som Englands konge, da han 3. februar 1014 døde i Gainsborough.

Den sejrrige erobrer fik efterhånden under kirkelig påvirkning et uretfærdigt eftermæle i Danmark og fremstilledes i den senere tradition som grum hedning i modsætning til sin kristne far. Dette er dog ganske misvisende. Svend Tveskæg var en udpræget vikingenatur, men vides aldrig at være falden fra kristendommen, selv om han synes at have vist større religiøs tolerance end faren, der »gjorde danerne kristne«. Som rimeligt er, synes forbindelsen med England i hans tid også at have gjort sig stærkt gældende i Danmarks unge kirke, hvorimod forholdet til Bremerkirken var løsnet.

Svend Tveskæg efterlod sig sønnerne Harald og Knud, der begge blev konger efter hans død.