Svend 3. Grathe
Svend 3. Grathe, dansk medkonge sammen med Knud og Valdemar fra 1146-1157.

Efter at faderen Erik Lam i 1146 trak sig fra kongeposten, blev Svend valgt til konge på Sjælland og i Skåne. Jyderne derimod foretrak Knud, Magnus' søn. Det kom til krig, og for en periode blev Knud fordrevet til Tyskland, hvor det lykkedes ham at samle en hær. 1152 bekræftede den tyske konge (senere kejser) Friedrich Barbarossa som Danmarks lensherre, at Svend skulle være enekonge i Danmark, mens Knud skulle have Sjælland som len. I 1154 brød stridighederne ud igen og denne gang havde Knud allieret sig med Valdemar, Knud Lavards søn, som hidtil havde støttet Svend. Valdemar viste sine »reelle hensigter« ved at forlove sig med Knuds halvsøster, Sophie. Det endte med, at Svend blev fordrevet, men i 1157 vendte han tilbage, og man enedes om en tredeling af riget: Valdemar fik Jylland, Knud Sjælland og Svend Skåne.

For at fejre afslutningen på mange års stridigheder indbød Svend sine medkonger til et forsoningsgilde i Roskilde. Det fandt sted den 9. august 1157. Det endte med, at Svends folk myrdede Knud, mens det lykkedes den sårede Valdemar at undslippe. Den 23. oktober samme år mødtes de i et kort, men voldsomt slag på Grathe Hede. Det endte med, at Svend flygtede ud i nogle sumpe, hvor han mistede våben og udrustning. Han blev taget til fange og dræbtes med et øksehug. Herefter var Valdemar dansk enekonge.

Digteren Thor Lange opsatte ved Grågårde i nærheden af Thorning et stenkors på stedet for begivenheden.