Theoderik den Store
Theoderik den Store (Theodorik), konge over vestgoterne (474 eller 475-526), var en søn af Theodemir af amalernes slægt og var født noget efter 450. På hans tid opholdt østgoterne sig i Pannonien, hvor de var delte i flere stammer og halvvejs afhængige af kejseren i Konstantinopel, med hvem de dog jævnlig lå i strid.

8 år gammel kom Theoderik den Store som gidsel til Konstantinopel, hvor han blev i 10 år og fik et stærkt indtryk afden græsk-romerske kultur. Ved sin tilbagekomst satte han sig i spidsen for et hærkorps, hvormed han krigede mod sarmaterne, af navn i kejserens tjeneste, men i virkeligheden til gavn for goterne selv.

Da han ved farens død selv var blevet konge, førte han også jævnlig kampe mod kejseren i Konstantinopel, som dog til andre tider også viste ham stor opmærksomhed.

483 anviste kejseren ham og hans folk bolig i Møsien som forbundsfæller og forsvarere af riget, men stridighederne ophørte dog ikke. Endelig gav kejseren ham anvisning på Italien, hvor på den tid Odoaker herskede, og traf den aftale med ham, at han skulle bringe landet under den kejserlige regering mod at få jord der til sine folk.

Theoderik drog da til Italien med sine goter (488), men måtte kæmpe i flere år for at erobre det; først 493 faldt Ravenna, og Theoderik dræbte Odosker med egen hånd. Han blev nu udråbt til konge af Italien, men vedligeholdt alligevel den fiktion, at han alene var kejserens hærfører. Han lod da også den romerske civiladministration bestå uforandret og blandede sig ikke synderlig i den, ligesom han også stadig viste stor ærbødighed for romernes fortid og gjorde, hvad han kunne, for at frede deres mindesmærker.

Sine goter betragtede han udelukkende som den hær, der skulle forsvare riget; de fik udlagt en del jord, men blev så vidt muligt holdt adskilt fra den romerske befolkning, der var fritaget for krigstjeneste. Der var også den forskel mellem de to klasser af befolkningen, at romerne var ortodokse katolikker, mens goterne var arianere. Det romerske åndsliv fik ved mænd som Symmachus, Boethius og Cassiodorus, der virkede som embedsmand under Theoderik, en ikke ubetydelig efterblomstring.

Over for udlandet førte Theoderik, hvis rige foruden Italien tillige indbefattede Dalmatien og dele af de nordligere lande, en fredelig politik; dog værnede han vestgoterne mod Chlodovechs angreb.

I hans tvetydige forhold til kejseren i Konstantinopel lå dog spiren til de kampe, der skulle udbryde kort efter hans død. Theoderik blev begravet i Ravenna, hvor hans prægtige gravmæle endnu står. I sagnet levede han længe under navn af Didrik af Bern.