LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            USA            Amerikanske præsidenter         


Theodore Roosevelt
Theodore Roosevelt (27. oktober 1858 - 6. januar 1909), præsident i USA (1901-1909), født i New York, død på Long Island.

Han tilhørte en rig gammel oprindelig hollandsk slægt, der havde fostret flere fremragende personligheder. I øvrigt flød flere nationers blod i hans årer. Han var i den henseende typisk amerikaner, som han blev det ved hele sit væsen og hele sin løbebane. Han studerede i Harward og tog her den indledende akademiske »grad« efter særlig at have givet sig af med naturhistorie. Et derefter påbegyndt juridisk studium afbrød han hurtig for at kaste sig ind i det politiske liv, blev allerede 1881 medlem af New Yorks lovgivende forsamling og tog her ved kraftig at bekæmpe misligheder inden for embedsvæsenet fat på en af de store opgaver, som han vedblev at forfølge gennem hele sin offentlige virksomhed. Partipolitisk stod han i det republikanske parti og blev dettes fører i New York.

Imidlertid drog han 1884 ud til Vesten, var et par års tid bosat på en kvægfarm i Norddakota og udfoldede her den side af sin personlighed, som bestod i lyst til jæger- og friluftsliv, og som alle dage gjorde ham til en ivrig sportsmand. 1886 søgte han forgæves valg til borgmester (Mayor) i New York. 1889-95 var han medlem af en kommission for reformer indenfor hele det amerikanske embedsvæsen og gjorde her et stort og dristigt arbejde. Det hedder sig, at han gik så vidt som til at beskylde en minister for at lyve og hvad der var værre, at bevise det! 1895-97 var han politimester i New York, rensede som sådan kraftigt ud blandt sit personale, bekæmpede drikkeriet og søgte, i venskabeligt forbund med den danskfødte Jakob A. Riis, at vinde kendskab til de vilkår, under hvilke den store fattigbefolkning levede, og at hjælpe den så meget som muligt. 1897 gik han ind til en helt ny opgave som understatssekretær for marinen, kastede sig nu energisk over arbejdet for den amerikanske krigsflådes udrustning, men da krigen med Spanien brød ud 1898, opgav han sin stilling og trådte i spidsen for et frivilligt rytterregiment, Roughriders, af rige sportsmænd og simple kvæghyrder (Cowboys) fra det yderste Vesten, udmærkede sig på Cuba og vendte hjem som oberst og som folkets forgudede helt. 1899-1900 var han guvernør i New York, ledede 1900 med glimrende talegaver agitationen i Veststaterne for Mac Kinleys genvalg og blev selv fra marts 1901 De Forenede Staters vicepræsident. Hermed mente hans parti at have anbragt ham i en smuk, men lidet indflydelsesrig stilling. Hans stærkt fremtrædende sociale interesse faldt nemlig ikke i god jord hos alle kredse mellem republikanerne, og der rådede en vis frygt for ham.

Så myrdedes imidlertid Mac Kinley september 1901, og Roosevelt gled dermed frem til stillingen som præsident. Han var ladet med målbevidst, men meget impulsiv energi, ville regere i Lincolns ånd og hævde det »rene« demokratis grundsætninger. Administrationen skulle være et udtryk for folket og et redskab for folket til varetagelse af alle dets berettigede interesser. Kapitalmagtens udskejelser skulle bekæmpes, arbejdet have bedre kår; Roosevelt ønskede at blive de smås forsvarer over for de store. Udadtil ville han være en hævder af Amerikas storhed og ære; med ham blev »imperialismen« rådende som aldrig før i amerikansk udenrigspolitik; udmærkede hjælpere på dette område havde han i de to udenrigsministre Hay og Root. Roosevelts politik slog så godt an i den store befolkning, at han 1904 blev genvalgt til præsident med over to tredjedele af valgmandsstemmerne (325 mod 151) samt med et overtal af vælgerstemmer på næsten 2½ millioner, mens Mac Kinley 1900 kun havde opnået et overtal af 870.000. 1908 var der stor stemning for atter at genvælge ham, men Roosevelt erklærede at ville nøjes med de to valgperioder, som det efter sædvane kan tilkomme en amerikansk præsident at regere i.

Roosevelts præsidentskab kom i ialt til at vare 7½ år, og resultaterne af det kan hverken kaldes få eller små. Han fortolkede Monroedoktrinen således, at De Forenede Stater havde ret og pligt til at opretholde ordenen i Mellem- og Sydamerika. Han gennemførte (og det blev måske hans største bedrift), ikke blot at Panamakanalen blev påbegyndt, men også, at den blev De Forenede Staters ejendom, hvad der var af den største betydning for det amerikanske søforsvar. 1902 nægtede han enhver indblanding i forholdet mellem England og boerne, men 1905 optrådte han som den myndige fredsmægler mellem Rusland og Japan, hvorfor han til løn fik Nobels Fredspris 1906. Han var også ivrig for at fremkalde den anden fredskonference i Haag 1907, men overlod dog den russiske kejser æren ved at udsende den formelle indbydelse. Men jævnsides med disse fredsbestræbelser gik omsorgen for Amerikas værn, og særlig drev Roosevelt stærkt på flåderustninger. I sin indre styrelse slog han hårdt ned på uærlige embedsmænd og rigsdagsmænd, og i øvrigt blev et hovedformål for ham kampen mod trusterne. Et handels- og arbejdsministerium oprettedes, skærpet kontrol med jernbaneselskaberne indførtes, andre truster blev tvunget til en nøjere overholdelse af loven, og trods modstand gennemførtes en ny lov mod urenlighed i kødindustrien (i anledning af kødskandalen i Chicago). 1902 optrådte han som voldgiftsmand under kulminestrejken i Pennsylvanien; fagforeningernes ret til at repræsentere arbejderne blev herved anerkendt. Betegnende er det, at Roosevelt anvendte sin Nobelpris til at grundlægge en institution til fremme af arbejdsfred i industrien. Den lovgivning, der skal hindre indvandring fra visse lande med formentlig lavere stående befolkning, indlededes og havde blandt andet til formål at skærme de amerikanske arbejdere mod konkurrence fra mennesker med meget lav levestandard. Roosevelt veg dog ikke tilbage for at trodse racefordomme, antog gerne dygtige sorte i statstjenesten og modtog mulatten Booker Washington, ved sit bord i »Det hvide Hus«. Trods al sin energi var det dog forholdsvis lidt, Roosevelt fik gennemført af sine samfundsforbedrende planer. Han ønskede en omfattende arbejderbeskyttelse, indkomst- og formuebeskatning til udligning i nogen måde af de store økonomiske forskelle, beskyttelse af »de nationale rigdomskilder« (skov, miner og så videre) mod rovdrift og derved deres bevarelse for efterkommerne. Han nærede en overordentlig stærk tro på statsindgriben, var dog ikke socialist, men tog tværtimod altid skarp afstand fra socialismen og hævdede uundværligheden af privat kapital og privat initiativ. Efter Roosevelts fratræden som præsident marts 1909, da han afløstes af sin partifælle Will. Taft, foretog han en stor jagt- og studierejse til Afrika og gæstede derpå 1910 forskellige af Europas lande, overalt modtaget af kongerne som deres ligemand. Han besøgte også Danmark, hvor han undrede sig over, at befolkningen ikke var bedre tilfreds med de rådende gode sociale forhold. I sin »fredsforelæsning« - som nobelpristager - i Oslo understregede han kraftig ethvert folks pligt til at forsvare sin ret og eksistens. Efter hjemkomsten til Amerika kastede han sig atter ind i politik og samlede tilhængere omkring et radikalt socialt program, »den ny nationalisme«. 1912 bejlede han på ny til præsidentværdigheden, men ved det republikanske partis store delegeretmøde (Nationalkonvent) kom hans tilhængere i mindretal; alligevel stillede han sig mod partiets officielle kandidat Taft og fik ved valget betydelig flere stemmer end denne (4.123.000 vælger- og 88 valgmandsstemmer mod henholdsvis 3.484.000 og 8 for Taft); men demokraternes kandidat Wilson blev valgt. 1913 var han som jæger og opdagelsesrejsende i Brasilien; en flod, han her kortlagde, fik navnet Roosevelt River. Efter 1. verdenskrigs udbrud 1914 var Roosevelt en af dem, der mest højrøstet krævede, at Amerika skulde være »beredt« til kampen mod det Tyskland, der havde krænket Belgiens neutralitet, og han angreb Wilsons fredspolitik. Efter Amerikas indtræden i krigen 1917 stillede han sig og sine fire sønner til rådighed for regeringen; sønnerne kom alle i felten, og en af dem (Quentin Roosevelt) faldt. Roosevelt opnåede ved sin krigsagitation en lignende popularitet som den, han havde nydt i sin præsidenttid, og der var udsigt til, at han atter, skønt stærkt medtaget af rejser og anstrengelser, skulle blive hævet op til De Forenede Staters højeste post da han pludselig døde.

Hvordan man end vil bedømme Roosevelt som politiker, om hans fremragende evner kan der ikke være tvivl. Som han var en stor administrator, var han en virkningsfuld taler og en dygtig skribent. Det ildfulde i hans temperament udløstes ikke blot gennem praktisk handlen, men også gennem hans mund og hans pen; utrættelig forkyndte han de »amerikanske idealer« for politik og for den enkelte borgers liv, og selv var han sikkert en oprigtig idealist, omend hans agitationsform til tider kunne smage stærkt af det demagogiske. Han må selvfølgelig forstås og bedømmes på baggrund af de amerikanske forhold, han levede og virkede under.

Han var en meget læsende og alsidig kundskabsrig mand og har selv gjort historiske og naturvidenskabelige studier af værdi. Af hans skrifter kan nævnes Winning of the West (4 bind 1889-96), en skildring af kolonisationen i det nordamerikanske Vesten, American ideals (1897) og The strennous life (1900); endvidere har han skrevet flere biografier, således en af Cromwell (1901), samt krigs-, jagt- og rejseskildringer med mere.