LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Tiberius

Tiberius 1. (42 f.Kr. - 37 e.Kr.), med sit fulde navn Tiberius Claudius Nero, men ved adoption optaget i den juliske slægt, regerede 14-37 e.Kr. Han blev født i Rom, hans forældre var Tiberius Claudius Nero og Livia, men allerede da han var 4 år, ægtede hans mor Cæsar Octavianus, den senere kejser Augustus. Under denne regering beklædte Tiberius alle de højeste embeder i staten og førte gentagne gange de romerske hære i Germanien og Pannonien, til dels sammen med sin bror Drusus.

Augustus gav ham 11 f.Kr. sin datter Julia til ægte, men hendes utroskab gjorde ægteskabet meget ulykkeligt, og Tiberius trak sig tilbage til et ensomt liv på Rhodos, hvor han blev i 7 år (6 f.Kr. - 2 e.Kr.).

Da nu de fleste yngre mandlige medlemmer af kejserhuset døde, blev Tiberius 4 e.Kr. adopteret af Augustus og derved udpeget til hans efterfølger. De følgende år tilbragte han også for en stor del i krigen. Ved Augustus' død overtog Tiberius kun højst ugerne og først efter Senatets indtrængende forestillinger hans funktioner (14). Men efter at have overtaget regeringen gjorde han sig også den omhyggeligste umage for at følge sin stedfars spor så nøje som muligt.

Med hensyn til Tiberius' virksomhed som regent er der blevet fældet de mest modstridende domme. Den nærmeste eftertid betragtede ham som en grusom tyran, og de udslag af mild og hensynsfuld tænkemåde, der jævnlig kom frem hos Tiberius, betragtede man som gennemført hykleri og forstillelse. Denne opfattelse, der går tilbage til de romerske historieskrivere, særlig Tacitus, synes dog at bero på misforståelser, som rådede i de aristokratiske kredse i Rom, som endnu ikke kunne finde sig til rette under den monarkiske styrelsesform. Ganske naturligt måtte også den omstændighed, at der endnu ikke var udformet faste regler for statsstyrelsens ordning, idet den republikanske statsforfatning formelt stadig bestod, gav megen anledning til misforståelser og rivninger, hvortil også Tiberius' egen stærkt indesluttede karakter og undertiden også hans næsten sygelige ængstelse for at gå nogens ret for nær eller blot at synes uretfærdig, måtte føre.

Tiberius mødte sikkert med den bedste vilje til at virke for rigets vel og til at gennemføre en retfærdig styrelse, men hans mangel på evne til at fatte en beslutning hindrede ofte udførelsen og gjorde ham afhængig af hans omgivelser. Endelig bidrog også spændingen mellem de forskellige medlemmer af kejserfamilien til at volde Tiberius vanskeligheder og vække uvilje imod ham. Straks i begyndelsen af hans regeirng indførtes den forfatningsforandring, at valget af embedsmændene, der hidtil havde tilkommet Folkeforsamlingen i Rom, overførtes til Senatet. Dog beholdt kejseren en væsentlig del af indflydelsen derpå.

I øvrigt gjorde Tiberius sig ingen umage for at udvide kejserens magtområde. Tværtimod viste han i mange tilfælde en tilbøjelighed til at skyde sagerne fra sig og overlade deres afgørelse til Senatet. Dog opstod der i Rom en ikke ringe opposition mod Tiberius, idet mange af de fornemme i byen ikke kunne forsone sig med republikkens undergang, og den brede befolkning følte sig ilde berørt af kejserens sparsommelighed og af hans antipati mod de så yndede gladiator- og dyrekampe.

Under Tiberius begynde da de berygtede majestætsfornærmelsesprocessser, ofte foranledigede af professionelle angiver. Dog var det ikke Tiberius, men Senater, der udviste særlig iver i denne henseende, ligesom det var det, der pådømte sagerne, mens Tiberius i reglen holdt igen. Meget fortjenstfuld var Tiberius' provinsstyrelse. Dygtige statholdere lod han ofte fungere en længere årrække, mens han gik strengt til værks mod dem, der gjorde sig skyldige i utilbørligheder.

I sin udenrigspolitik var han forsigtig. Da hans brorsøn Germanicus efter at have vundet store sejre over germanerne havde fattet den plan at lægge alt landet mellem Rhinen og Elben ind under Romerriget, kaldte Tiberius ham tilbage, hvilket vakte megen misfornøjelse.

Kort efter sendtes Germanicus til Asien for at ordne de politiske forhold der, men døde pludselig. Han havde været langt mere populær end kejseren, som efter den almindelige mening havde været jaloux herover, og efter Germanicus' død vedblev hans enke Agrippina at stille sig i et fjendtlig forhold til Tiberius.

Til efterfølger havde Tiberius udset sin søn Drusus, men han døde pludselig (23), forgiven af prætorianpræfekten Sejanus, som fra nu af fik en overordentlig stor indflydelse på Tiberius, mens nemlig kejseren, led ved forholdene i Rom, tog bolig på øen Capreae (Capri), rådede Sejanus i Rom, og Senatet bøjede sig for ham. Der fandt da adskillige uretfærdige domfældelser sted, mens Tiberius mere og mere trak sig tilbage for verden og slet ikke mere viste sig i Rom. Endelig fik han dog øjnene op for, at Sejanus tragtede efter kejserværdigheden, og blev bekendt med sandheden angående Drusus' død. Han underrettede da Senatet om forholdene, og Sejanus blev fængslet og henrettet efter Senatets dom (31).

Naturligvis gik det derefter også ud over adskillige af hans venner og tilhængere, og Tiberius selv blev i sine sidste år endnu mere mistænksom og menneskesky end tidligere. I hans sidste år havde Macro, den nye prætorianpræfekt, en stor indflydelse. Efter Tiberius' død blev Germanicus' søn Gajus, med tilnavnet Caligula, hans efterfølger (37).