Titus Flavius Vespasianus (30. december 41 – 13. september 81) , som også hans far, sædvanlig blot kaldet Vespasianus, var romersk kejser 79-81. Han var født i Rom.
Han var en rigt begavet mand og nød i alle henseender en god uddannelse. En del af sin ungdom tilbragte han ved Neros hof, hvor han fik smag for livets nydelser, men han deltog dog også med hæder i flere krige.
Da hans far Vespasianus, som førte den romerske hær i krigen mod jøderne, 69 rejste til Rom for at bestige kejsertronen, overlod han kommandoen over hæren til Titus, som det følgende år erobrede Jerusalem, der blev næsten helt ødelagt.
Senere deltog Titus, som sin fars medregent i rigets forvaltning, hvorved han udviste en del vilkårlighed, ligesom også hans privatliv gav anledning til megen kritik. Man så ham derfor kun med bekymring bestige kejsertronen ved farens død, men som kejser beflittede Titus sig lige fra begyndelsen for at vinde folkets hengivenhed og forandrede på flere punkter fuldstændig sin optræden. Han udviste snarest en overdreven iver for at gøre sig populær og besvarede nødig nogen henvendelse med et afslag.
I Rom udførte han store byggeprojekter, anlæggelsen af de efter ham opkaldte termer og fuldførelsen af det flaviske amfiteater, der gav anledning til store fester.
Herved og ved den store gavmildhed, som Titus udviste ikke mindst ved de store ulykker, ildebrande, pest og Vesuvs udbrud, som indtraf under hans to-årige regering, svækkede han stærkt rigets finanser.
