Valdemar 1. den Store
Valdemar 1. den Store


Faktaboks
Dansk konge:1146-1182
Valgsprog: ?
EfterfulgteErik 3. Lam
Blev efterfulgt af:Knud 6.
Fødselsdato:14. januar 1131
Fødselssted: ?
Dødsdato:12. maj 1182
Dødssted: ?
Begravet:Ringsted Kirke
Gift med:Dronning Sophie
Børn:Udenfor ægteskab med Tove:
- Christoffer Valdemarsen

Med Sophie:
- Prinsesse Sophie
- Knud 6.
- Prinsesse Margrete
- Prinsesse Maria
- Valdemar 2. Sejr
- Prinsesse Richiza
- Prinsesse Ingeborg
- Prinsesse Helene
Valdemar 1. den Store (1131 - 1182), dansk konge. Valdemar fødtes den 14. januar 1131 - otte dage efter farens, Knud Lavads, mord - og opkaldtes efter sin mors farfar, fyrst Vladimir.

Efter Erik Emunes drab 1137 ville den jydske høvding Kristjern gøre Valdemar til konge, men hans mor, Ingeborg, modsatte sig det. Valdemar opfostredes hos Asser Rig og voksede således op sammen med Absalon og Esbern Snare.

Ved år 1150 trådte han som voksen yngling i sin fætter kong Svends tjeneste og fik af ham overdraget sin fars stilling som jarl (hertug) i Sønderjylland, og det lykkedes ham at overvinde Henrik Skatelaars søn Knud, som på Knud Magnussøns vegne gjorde ham rangen stridig. I Svends påfølgende sejre over Knud ved Viborg havde Valdemar sin store del, og ved forliget mellem kongerne i Merseburg 1152 måtte han gå i borgen for Svends løfte til Knud om at give ham Sjælland til len. Men Svend holdt kun slet sit ord, og Valdemar fjernede sig da efterhånden fra ham og nærmede sig Knud, hvis halvsøster Sofia blev hans fæstemø. Svend gjorde et forgæves forsøg på at få Valdemar i sin magt ved at lokke ham med sig på en Tysklandsfærd, og i 1154 brød Valdemar afgjort med ham og lod sig sammen med Knud udråbe til konge på Viborg Ting; Svend flygtede ud af landet.

Da Svend 1157 atter kom tilbage til Danmark og fandt en del tilslutning, især på Fyn, var Valdemar hovedmanden for det forlig, der sluttedes på Lolland samme sommer, hvorved riget deltes i tre; selv valgte Valdemar Jylland. Svend stræbte flere gange forgæves sine to medbejlere efter livet og satte endelig kronen på værket ved overfaldet i Roskilde 9. august 1157, men det lykkedes ham kun at fælde Knud, Valdemar undslap hårdt såret og tog vejen til Fjenneslev, hvor han blev forbundet, og ved Esbern Snares hjælp lykkedes det ham at slippe over til Jylland. I Viborg holdt han bryllup med Sofia og samlede en stor hær om sig, og om efteråret overvandt han Svend på Gradehede 23. oktober 1157; ved Svends fald var Valdemar enekonge. Som tak til Gud for sejren grundlagde han næste år (1. april 1158) det store ansete Cistercienserkloster Vitskøl ved Limfjorden.

Den opgave, der først og fremmest forelå, var at skaffe landet fred for vendernes ødelæggende hærgninger, og her var det Valdemars store lykke, at han ved sin side havde sin fosterbror, Absalon, en af Danmarkshistoriens største skikkelser. Valdemar fik ham allerede 1158 valgt til bisp i Roskilde, og dette var indledningen til et storslået samarbejde for landets vel mod ydre og indre fjender. Den mangel på beslutsomhed, som undertiden synes at have præget Valdemars færd, dannede Absalons energi en kraftig modvægt til, hvad der især lagde sig for dagen ved de første forsøg på at opsøge venderne i deres eget land; når kongen svagt gav efter for ledingsfolkets uvilje mod sådanne togter, var det Absalon, der ved sit djærve frisprog satte mod og mands vilje i ham.

Selv om de første togter kun bar ringe frugt, var udbyttet derfor stadig stigende, og ved det store togt 1169 fuldbyrdedes Rügens erobring ved Arkonas indtagelse; men på selve fastlandet hindredes i al denne tid danskernes fremgang ved den mægtige sakserhertug Henrik Løves jalousi.

Også på andre områder havde Valdemar vanskeligheder at kæmpe med i sin kongetids første tiår. Navnlig greb den store kirkestrid i disse år stærkt ind i hans skæbne; Valdemar hældede nærmest til den kejserlige modpave Victor 4. (Octavian), og herved kom han i strid med ærkebisp Eskil, der var en ivrig tilhænger af pave Alexander 3.; dog endte striden snart med Eskils nederlag, Valdemar erobrede hans borg på Sjælland, og Eskil drog i syvårig landflygtighed til Clairvaux (1611). Mod Absalons råd drog Valdemar dernæst til den tyske kejser, der holdt rigsdag i Dole (Franche Comté), og her måtte han hylde kejseren som overherre og anerkende Victor 4. som pave (1162). Efter Victors død (1164) tabte kirkestriden sig dog efterhånden.

Også forholdet til Norge var en tid lang spændt. Jarlen Erling Skakke, havde til gengæld for Valdemars tilsagn om hjælp til hans unge søn Magnus lovet at afstå ham Viken, men holdt ikke sit ord, da det kom til stykket, og Valdemar gjorde da i 1165 et togt til Norge uden dog at udrette stort. Erling sluttede nu forbund med det misfornøjede parti i Danmark, hvis hovedmand var Henrik Skatelaars søn Buris, hvem Valdemar havde vist stor gunst. Planen gik ud på at overfalde Valdemar på hjemvejen fra et vendertogt, men blev røbet af Henrik Løve, og Buris sattes i fængsel på Søborg. Samtidig faldt nordmændene over den jydske flåde ved Grenå, men da de ville gå i land på Sjælland, blev de vist tilbage af Absalon. Næste år gjorde Valdemar atter et togt til Norge, hvor han blev hyldet af vikverjerne, men i øvrigt snart måtte vende om, fordi jyderne råbte på hjemfærd.

Omtrent samtidig med Rügens erobring klarede det dog også op på disse punkter. Eskil var allerede vendt hjem 1168, og den 25. juni 1170 skrinlagde han i en pragtfuld stormandsforsamling i Ringsted kongens helligdømte far, Knud Lavard. Hertil sluttede sig som festens anden betydningsfulde del kroningen af Valdemars lille søn Knud (født 1163), der allerede nogle år tidligere var kåret til tronfølger på hærstævne. Samtidig kom der forligstilbud fra Erling jarl, og kort tid efter sluttedes fred på det vilkår, at Valdemar skulle have Viken, men give Erling Jarl det til len.

I den følgende tid fortsattes vendertogterne, navnlig til Pommern, og den uenighed, der herskede mellem Valdermar og Henrik Løve på grund af deres medbejlerskab i venderkampene, endtes med et forlig, der gav Henrik overherredømmet over alle vender på fastlandet; tillige aftaltes giftermål mellem den lille Knud og en af Henriks døtre. Valdemar havde dog ment det nødvendigt at forstærke rigets gamle værn mod syd og ved Dannevirke opført den mægtige, cirka 4 kilometer lange teglstensmur, hvoraf store levninger er bevarede til vore dage. Samtidig havde han på Sprogø bygget et tårn af teglsten til værn mod venderne.

Men endnu var Valdemar langtfra færdig med de indre fjender i riget. Erik Lams søn Magnus lagde råd op mod kongens liv sammen med Eskils dattersønner Karl og Knud, men planen blev røbet, Karl og Knud flygtede ud af landet, og Magnus sattes i fængsel. Dette gav det afgørende stød til, at Eskil iværksatte sit længe nærede forsæt om at nedlægge sin værdighed og med pavelig fuldmagt udnævnte Absalon til sin efterfølger på Lunds ærkesæde (1177).

Endnu skulle Valdemars sidste år formørkes af oprør og borgerkrig. 1180 udbrød der i Skåne en alvorlig opstand, der oprindelig var rettet mod kongens fogeder, men snart også vendte sig mod Absalon og hans sjællandske tillidsmænd. Ved Dysiå kom det om våren 1181 til slag, hvor Valdemar og Absalon sejrede over bønderne. Valdemar ville dog kun nødig gå med til at gennemføre ærkebispens tiendekrav, og opstanden var i det hele ikke anderledes kuet, end at den straks blussede op igen ved Valdemars død.

I forholdene til Nordtyskland var der imidlertid sket en stor forandring ved Henrik Løves fald fra sin magts højde. Foran det belejrede Lübeck mødtes Valdemar i sommeren 1181 med kejser Frederik, de to fyrster sluttede venskab, og ægteskab aftaltes mellem deres børn.

Næste vår var der atter udbudt leding mod venderne, men Valdemar blev syg og måtte lægge sig til sengs på Vordingborg; det gjorde ikke sygdommen bedre, at han snart så flåden vende hjem med uforrettet sag på grund af storm. Valdemar døde den 12. maj 1182, og bønder bar ham til hans sidste hvilested i Ringsted Kirke, den han selv havde bygget over sin helligdømte fars ben.

Valdemar synes at have været snarrådig i handlingens stund, men undertiden sen til at tage en beslutning; han var »skøn af åsyn, fin af væsen, skarpsindig, såre indsigtsfuld i sine råd, en kæk og ypperlig kriger, fuld af al høviskhed, sejrsæl og nådig, altid rig på lykke; kun var han utilbørlig grum mod sine egen« (Sven Aagesøn). Han skildres som en noget indesluttet og fåmælt natur, der i lang tid kunne gemme på sin vrede. Hos Saxo træder han, som rimeligt er, noget i skygge for sin store ven og rådgiver, Absalon.

Valdemar var i det hele meget kirkelig sindet, og foruden Vitskøl grundlagde han også Antvorskov Kloster - Johanitterordenes første hjemsted i Danmark.

Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.

Valdemar havde som ung med sin frille, Tove fået sønnen Christoffer. Senere fik han med sin dronning, Sophie, 2 sønner, der begge blev konger, og 6 døtre. Valdemar besynges i flere folkeviser, dog ikke hans krigerdåd, men hans forhold til Tove og Sofia samt til søsteren, »liden Kirsten«.