LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Vilhelm 2.
Vilhelm 2. Rufus (den røde konge), konge af England (1087-1100), næstældeste søn a Vilhelm Erobreren og Mathilda af Flandern, blev efter farens død kronet til konge i Westminster af ærkebiskop Lanfranc.

Men da Vilhelm var en voldsom og kraftig mand, ville de selvrådige anglo-normanniske baroner hellere have hans ældre bror den letsindige Robert, der var blevet hertug af Normandiet, til konge. Med biskop Odo af Bayeux, Vilhelm Erobrerens bror, i spidsen rejste de en vældig opstand i foråret 1088. Da påkaldte Vilhelm det engelske folks hjælp. Han lovede sine undersåtter fritagelse for de grumme jagtlove og for udpresning af skat. Folket hjalp ham da overalt, Odo blev overvundet og landsforvist og baronerne underkuedes. Men Vilhelm brød snart sine løfter, han herskede som en sand tyran og skærpede jagtlovene værre end før. Særlig led kirken under Vilhelms overgreb, idet han frygtede hverken gud eller mennesker.

I nøje enighed med sin rådgiver Ranulf Flambard, der hjalp ham til at tvinge ublu afgifter fra vasallerne, lod han mange prælaturer stå ubesatte og hævede selv indtægterne af dem. Således lod han ærkebispeembedet i Canterbury, hvor Lanfranc var død 1089, stå ledigt i 4 år for at berige sig, og først 1093, da han blev meget syg, indsatte han anger den fromme Anselm til ærkebisp. Men Vilhelm kom sig atter, og en heftig tvist udbrød mellem ham og Anselm, der ville bringe kirken på fode. Til sidst, 1097, måtte ærkebispen flygte til Rom, og Vilhelm tog alt hans gods; først efter Vilhelms død vendte Anselm tilbage.

I øvrigt var hans kongetid rig på fejder både med hans brødre Robert og Henrik og med Skotland. Henrik beholdt sine besiddelser; men Robert måtte først afstå Vilhelm halvdelen af Normandiet, og da han drog med i det første korstog, pantsatte han hele Normandiet til kongen. Da Vilhelm efter at have lagt Cumberland under sig sikrede det ved at befæste Carlisle, kom han i krig med Malcolm af Skotland, der imidlertid faldt 1093 på et angreb ind i Northumberland. Under de derpå følgende tronstridigheder i Skotland hjalp Vilhelm først Malcolms ældste søn Duncan, senere den yngre Eadgar på tronen, og denne anerkendte Vilhelms overhøjhed. Derimod lykkedes det ham ikke at underkue Wales, ej heller at generhverve Maine, som under Robert var blevet løsrevet fra Normandiet. Vilhelm ejede vel samme kraft og voldsomhed som faren, men ikke hans udholdenhed og opgav ofte heldig begyndte foretagender på halvvejen.

Den røde konge kom brat af dage, 2. august 1100 red han ud på jagt i New Forest, om aftenen fandtes hans lig gennemboret af en pil. Ved sin grumhed og usædelighed havde Vilhelm gjort sig meget forhadt af folket, men om hans død var et mord eller et ulykkeligt fejlskud, er aldrig blevet opklaret.