LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Vilhelm 3.
Vilhelm 3. af Oranien (4. november 1650 - 1702), konge af Storbritannien og Irland (1689-1702), arvestatholder i nederlandene, født i Haag, død i Kensington, var søn af Vilhelm 2., statholder af Holland, og Henrietta Maria Stuart, datter af Karl 1. af England.

Vilhelms opvækst blev trange år; idet otte dage før hans fødsel var hans far død, efterladende sig en stor gæld, og den mægtige købmandsstand benyttede nu lejligheden til at frigøre sig fra Huset Oraniens regimente. 1651 blev det gennemført, at der foreløbig ikke skulle vælges nogen statholder, og fra 1653 styredes unionen af rådspensionæren for Holland, Jan de Witt. Denne og hans tilhængere måtte i Vilhelm se en stadig fare for deres regering, og hans opdragelse kom derfor under de Witts kontrol, da Vilhelms mor, som hidtil havde ledet den, var død 1661. I øvrigt blev Vilhelm vel oplært især i statskunst og sprog, han talte let engelsk, tysk og fransk og forstod latin godt. men nøje bevogtet som han var fra alle kanter, blev han tidlig klog, og hans væsen blev tavst og fornemt, han var noget svagelig og stille, og legemelig idræt, på nær jagt, brød han sig ikke om. Fremtiden syntes her ikke at åbne ham vej til storhed.

Efter Breda-freden 1667 gennemførte navnlig Jan de Witt og regentpartiet, købmændene, »det evige edikt«, hvorved statholderposten i Holland ophævedes, samtidig med at det fastsloges, at embedet som generalkaptajn aldrig mere måtte forbindes med statholderværdigheden. Det blev først Ludvig 14.s overfald på Holland i Hævnkrigen 1672, der bragte Vilhelm magten. Frankrigs hærmasser rykkede ind 12. juni, harmen over landforsvarets forsømmelse vendte sig mod Jan de Witt, hele folket fordrede Vilhelm sat i spidsen for staten, og 29. juni ophævedes »det evige edikt«, og Vilhelm blev på en gang statholder, generalkaptajn og storadmiral. Til trods for at de Witt i virkeligheden var den, der bjærgede landet ved hurtig at iværksætte oversvømmelser, blev han selv og hans bror myrdet af pøbelen i Haag 20. august 1672, og Vilhelm høstede al æren for fædrelandets frelse. Men tilkom den ham end ikke i eet og alt, så var det dog hans sjælsstyrke og udholdenhed, der i den lange kamp holdt folket oppe. Da den engelsek afsending Buckingham opfordrede ham til at modtage Ludvig 14.s betingelser og sagde til ham: »Ser De ikke, at republikken er fortabt?«, gav Vilhelm til svar: »Jeg kender et sikkert middel til aldrig at se det - at dø på det sidste dige«. Og vel var Vilhelm ikke nogen stor feltherre og tabte oftest over for de franske hærførere, men han ejede evnen til altid efter et nederlag at bringe sin styrke på fode igen og berøve modstanderen fordelen af hans sejr. Så dygtig førte han kampen, at franskmændene 1674 kun havde Grave og Maastricht, England sluttede fred og Brandenburg forbund med ham, mens han samme år blev udnævnt til arvestatholder over alle provinser. Størst af hans evner var dog hans diplomatiske begavelse, ved den kom han til at virke bestemmende på hele Europas fremtidspolitik og blev den, der standsede Ludvig 14.s overvælde.

Under krigen havde han opnået et mægtigt forbund med den tyske kejser Leopold, med Spanien, Lothringen og Brandenburg, da han 1677 for også at kunne få England med mod Frankrig drog derover og ægtede sin kusine Marie, datter af hertug Jakob af York. 15. november stod brylluppet. Længe havde Vilhelm vaklet i at bestemme sig til dette skridt, nu syntes ministeren Danbys tilskyndelse dertil og det engelske folks glæde over ham at tyde på, at han skulle få magt til sit store politiske værk: At hindre Frankrig fra at udvide sig, og holde Europas stater i ligevægt. Næppe var han dog nået så vidt, før det attter syntes at glippe for ham. Ludvig 14. sluttede 1678-79 fred i Nijmegen, hvorved Holland vel gik ud af krigen uden tab, men Frankrig fra Spanien og Tyskland fik store landafståelser. og mens Karl 2. vedblev at være vaklende i sin politik over for Frankrig, sluttede Jakob 2., efter sin tronbestigelse 1685, sig afgjort til Ludvig 14.

Selv nu, da Vilhelms hustru Marie var Englands tronarving, syntes hans ægteskab at skulle blive ham til ringe politisk nytte. Dog modarbejdede Vilhelm Ludvig 14.s planer med usvækket udholdenhed. 1686 fik han i Augsburg dannet et stort forsvarsforbund mod Frankrig bestående af Brandenburg, Sachsen, Bayern og flere tyske fyrster.

Snart skulle også Jakob 2.s vilkårlige og katolske regimente bringe Vilhelm i forbindelse med oppositionen i England. Her brast både tory'ernes og Whig'ernes tålmodighed over for kongens overgreb, da 10. juni 1688 en kronprins blev født, der sikkert ville blive opdraget i den katolske tro, og 7 højtstående politikere af begge de nævnte partier opfordrede Vilhelm til at lande med en hær for at forsvare Englands frihed. Efter nogen nølen modtog Vilhelm opfordringen, og 5. november 1688 stod hans flåde ind til Torbay, og han landede i god behold ved Brixham. Hele Sydengland sluttede sig til Vilhelm, og Nord- og Midtengland rejste sig til kamp mod kong Jakob, i London plyndredes de katolske kriker, og forladt af alle flygtede Jakob til Frankrig 18. december, samme dag som Vilhelm drog ind på Whitehall Slot.

22. januar 1689 trådte et konventionsparlament sammen. Det vedtog, at Jakob ved sine handlinger og sin flugt selv havde frakendt sig regeringen, og tronen erklæredes for ledig. Ved Declaration of rights fastsloges derpå folkes ret over for regenten, og Vilhelm og Marie blev erklæret for konge og dronning af England tilsammen, således at Vilhelm skulle føre regeringen til sin død, mens Marie kun skulle regere, i fald hun overlevede ham. Hun døde imidlertid 1694. I Skotland blev de anerkendt april 1689, det katolske irland derimod bøjede sig først for Vilhelm efter slaget ved Boyne-floden 1690.

Vilhelms tronbestigelse blev af største betydning for magtstillingen i hele Europa. Ludvig 14. havde begyndt en ny erobringskrig mod Tyskland, den pfalziske krig 1688-97. Nu førte Vilhelm England ind i Augsburg-forbundet, der, da Savojen også trådte til, udvidedes til den store Wien-alliance 1689. England blev nu ved Vilhelms statskunst fra at have været en andenrangsmagt og afhængig af Frankrig til en ledende stormagt i Europa.

Da Jakob 2. var landet i Irland og havde ladet sig udråbe til konge i Dublin, slog Vilhelm selv ham ved Boyne-floden 1690, og i løbet af det følgende år blev Irland kuet og tvunget til lydighed ved strenge tvangslove. Til søs sejrede den engelske flåde over den franske landgangsflåde ved La Hogue 1692. Derimod var Vilhelm ikke sejrrig til lands, han blev slået ved Steenkerke 1692 og 1693 ved Neerwinden; dog forstod han atter her som i den hollandske krig at hindre sejrherrerne i at få udbytte af slagene, og ved freden i Rijswijk måtte Ludvig 14. anerkende Vilhelm som Englands konge 1697. Men trods de store tjenester, Vilhelm havde gjort England, var der mange, der ønskede Stuart'erne tilbage, af tory'erne dannede sig et stort parti, jakobitterne.

Navnlig havde Stuart'erne mange tilhængere i Højskotland, hvor en opstand rejste sig, som Vilhelm måtte kue med hårdhed 1690-92. 1696 opdagedes også en stor jakobitisk sammensværgelse, der gik ud på at skyde Vilhelm, når han red ud på jagt fra Hampton Court. Opdagelsen heraf gjorde Vilhelm mere folkeyndet i England, ma nså, at hans liv var kostbart, og mange forpligtede sig sammen om at forsvare ham. Men folkeyndest - i den forstand, som han ejede den i Holland, vandt han aldrig hos englænderne, der frastødtes af hans væsens kolde fornemhed og hans forkærlighed for hollænderne. Først eftertiden har fuldt forstået hans værd. Idet store og gennemgribende var både de reformer, der skete, og det ny, der skabtes i hans regeringstid. Alle protestanter fik fri religionsudøvelse 1689, Englands Bank blev grundlagt 1694, 1695 indførtes trykkefrihed, og møntvæsenet ordnedes 1696. Vilhelms tronbestigelse sætter også et vigtigt grænseskel i Englands politiske udvikling. Ved at tage ham, en fremmed fyrste, til konge, havde parlamentet fastslået sin suverænitet, og begyndelsen til den parlamentariske regeringsform gjordes under ham. Da han blev konge, fandt han i England to udformede partier tory'er og whig'er. I førstningen søgte han da at danne råd af mænd af begge partier, men fandt det uheldigt og gik derfor over til at tage sine råd (ministre) af et enkelt parti, nemlig det, der havde magten i Underhuset. Af største betydning for Englands senere statsliv var gennemførelsen af Act of Settlement, der 1701 gennemførtes af Tory-parlamentet. Derved ordnedes arvefølgen således, at Huset Hannover skulle arve tronen efter Annas død, mens rigets grundlov blev slået fast ved lovens bestemmelser. Englænderne var ilde tilfreds med, at Vilhelm var mere optaget af Fastlandets forhold end af Englands egne. Tory'erne, der var stemte for fred, tvang ham 1699 til at gå ind på at indskrænke den engelske hær og bortsende sin hollandske garde. Dette skete på et højst vanskeligt tidspunkt for Vilhelm, netop da Ludvig 14. arbejdede på at sætte sin sønnesøn Filip på Spaniens trone. Englands vrangvilje mod en kraftig optræden skadede Vilhelm.

De to delingstraktater, hvorved han 1698 og 1700 søgte at hindre arvefølgekrigen mellem Frankrig og Østrig i at udbryde, strandede begge. Og Ludvig 14. lod efter den spanske konges død sin sønnesøn bestige Spaniens trone og besatte Belgien og Lombardiet. Men Ludvig 14.s overmod hjalp Vilhelm fremad. Belgiens besættelse vakte en krigerisk stemning i England, og parlamentet bevilgede Vilhelm tropper til kampen, og i september 1701 var den store alliance dannet mod Ludvig 14., bestående af England, Holland og Østrig. Netop samtidig døde Jakob 2. i Frankrig, og da så Ludvig 14 mod alle løfter anerkendte Jakob 3. som Englands konge, brød en stor harme løs i England. Vilhelm opløste nu Tory-parlamentet, og et krigsivrigt Whig-parlament gav store bevillinger til flåde og hær. Vilhelm tænkte, skønt han var svag, på at tage befalingen over hæren mod Frankrig, men han kom ikke til at se krigens gang. En dag, da han red i Hampton Courts have, snublede hans hest over et muldvarpeskud, hvorved Vilhelm faldt og knækkede kravebenet. Under sygdommen udviklede sig den tæring, som han havde lidt af i mange år, og som voldte hans død ikke længe efter. Med Vilhelm uddøde den ældre linje af Huset Oranien.