LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Vilhelm Erobreren
Vilhelm 1. Erobreren (1027 eller 1028 - 9. september 1087), konge af England (1066-87), hertug af Normandiet, født i Rouen, var en uægte søn af hertug Robert 2., »Djævelen«, af Normandiet og en garverdatter fra Falaise ved Navn Arlotta. Han kaldes derfor også Vilhelm Bastard.

Da budskabet nåede til Normandiet om, at hans far var død på en pilgrimsfærd, valgte stormændene Vilhelm til hertug 1035, men hele hans første ungdom gik hen med fejder mod den oprørske adel; 1047 udbrød en farlig opstand, men ved den franske Henrik 1.s hjælp sejrede Vilhelm over adelen ved VAl-ès-dunes samme år. Siden dette slag herskede ro og orden i Normandiet, og rig på kraft og list styrede Vilhelm sit land. Fremfor alt skabte han sig en god støtte i kirkens mænd. Hans bedste rådgiver blev italieren Lanfranc, som stiftede en skole, der bragte lærdom blandt Normandiets gejstlige. Smukke kirker, byggede i den kraftige, romerske rundbuestil, rejste sig nu i Normandiet. Vilhelm var derfor en mægtig fyrste, da han 1051 besøgte Edvard Bekenderen (Edward Confessor) i England, som var nøje knyttet til Normandiet, fordi hans mor, Emma, Vilhelms grandtante, var en normannisk hertugdatter, og Edvard var barnløs, og det synes, at han under Vilhelms besøg lovede ham, at han skulle være hans efterfølger, hvad han dog ikke kunne uden Witenagemotets (stormændenes) samtykke.

Efter Vilhelms hjemkomst udbrød en kamp mellem Henrik 1. af Frankrig, men da Vilhelm 1063 havde erobret Maine, var hans sydgrænse sikret, og han kunne tænke på at tage England. Ved alle midler havde han søgt at sikre sin tronfølge i England. Da jarl Harold Godwinson, der var angelsaksernes fører og havde taget magten ved kong Edvards hof, på en sørejse var drevet ind på den franske kyst, fik hertug Vilhelm ham udleveret og tvang Harold til over et helgenskrin at sværge en ed, som måske skulle sikre Vilhelms tronkrav, men som Harold i alt fald aldrig opfyldte.

Da Edvard Bekenderen døde 1066, og Harold Godwinson blev engelsk konge, skyldte Vilhelm ham for at have svoret mened til ham, han gjorde krav på tronen som den arving, kong Edvard havde indsat, og pavens støtte vandt han, fordi ærkebispen af Canterbury, en fransk norman, var blevet jaget bort af angelsakserne ved hoffet. Paven sendte ham et banner som kirkens stridsmand. Det kostede Vilhelm stor vanskelighed at få de normanniske baroner med sig, men han forstod at drage krigere til sig fra Frankrig og Tyskland ved løfte om rigt bytte. Hele foråret og sommeren byggedes skibe til togtet. Harold Godwinson holdt årvågen vagt; men da Norges konge Harald Haardraade faldt ind i Nordengland, hvor Godwinson sejrede ved Stanford Bro september 1066, landede Vilhelm ved Pevensey, og da Godwinson hurtig ilede til uden at have kunnet få de norlige jarlers hjælp, slog Vilhelm hans fodfolk med sine normanniske ryttere i slaget ved Hastings 14. oktober 1066, hvor Harold Godwinson faldt.

Det var forgæves, at angelsakserne nu valgte Edgar Ætheling, Edmund Jernsides sønnesøn til konge; Vilhelm trak sin hær nord om London og afskar byen fra Danelagen; Edgar og bisperne tilbød derfor selv Vilhelm kronen, og juledag 1066 blev han kronet i London. Kun Sydengland var imidlertid vundet, men angelsaksernes oprør overvandt Vilhelm let. Da Svend Estridsen sendte Asbjørn Jarl over med en flåde til de danske i Danelag, købte Vilhelm ham bort og tog derpå en grum hævn over det nordlige England, som havde sluttet sig til Edgar Ætheling og andre angelsaksiske høvdinge. Hele byen Yorks opland blev grusomt hærget, og Vilhelm drog ligeså til Chester og lagde hele landet under sig indtil Wales' grænse 1070.

Skotlands konge, Malcolm, svoger til Edgar Ætheling, faldt ind i Nordengland, men Vilhelm, som nu også havde kuet de sidste stridige jarler, rykkede ind i Skotland, og Malcolm måtte hylde ham som sin herre.

Da Vilhelm havde sikret sin magt, var det hans første opgave at hindre al modstand i fremtiden. han følte sig som kong Edvards rette arving og betragtede England som sit eget land, ikke som en erobring, han havde taget med sine normanner. Alle de angelsaksere, der havde kæmpet mod ham, fratog han deres gods og indsatte i deres sted normanner, mens de, der havde holdt sig rolige og altså ikke hjulpet ham, deres rette herre, fik fornyelse på deres ejendom mod at betale store bøder. Lensherreretten i den franske form gennemførtes nu i hele landet: Det var kongen, der ejede alt jordegods. Nogen stor omvæltning skete der ikke ved den ny ordning; underklasserne og de små godsejere i landet beholdt omtrent samme vilkår som før erobringen, og store samlede grevskaber og hertugdømmer blev ikke oprettede af Vilhelm. Lensvæsenet fik også en mere sikker form end på fastlandet, idet alle vasaller i England blev kongens umiddelbare lensmænd. En lensopløsning som i Frankrig hvor undervasallen kun fulgte kronvasallen og sammen med ham ofte rejste sig mod kongen, fandt derfor aldrig sted i England. Under Vilhelm som lensherre stod i første række 600 kronvasaller (tenentey in capite), under dem stod 8.000 subtenentes. De 600 kronvasaller var næsten alle normanner og ejede uhyre jordegods, men Vilhelm sørgede for at sprede deres besiddelser over forskellige grevskaber - undertiden i fra 6 til 20 grevskaber -, således havde han vel selv rundt i landet stadig sine normanniske herrer rede til at holde det fremmede folk i ave, men normannerne kunne ikke hurtig samle deres magt til oprør mod ham. Tilmed blev de største len taget tilbage af Vilhelm i hans egen levetid.

I de vigtigste byer byggede Vilhelm borge, som han holdt med sine egne mænd; den stærkeste af alle var Tower i London.

Også kirken, der før erobringen havde været engelsk-national og gammeldags, gav Vilhelm en ny ordning. I alle kirkens høje embeder indsattes normanner. Ærkebisp af Canterbury blev hans ven, den lærde Lanfranc (1076). Præsteægteskaber blev forbudte, klosterreglerne skærpede, og bisperne tog fra nu af bolig i de folkerige byer såsom Lincoln og Norwich, og smukke rundbuekirker byggedes. Over for paven i Rom hævdede Vilhelm sin selvstændighed og nægtede Gregor 7. hylding. Om hvor stor Vilhelms magt var, vidner bedst af alt »Domesdaybook«, der kaldtes således, fordi det var lige så umuligt at appellere fra den som fra den yderste dom, og udarbejdedes af kongelige udsendinge, som rejste hele riget rundt 1085-86, da Knud den Hellige truede England med sin ledingsflåde. Det var en optegnelse af alt jordegods, kvæg og skatskyld i hele riget over alt lensmændenes, bispernes og kongens gods. Og da »Domesdaybook« var affattet, måtte alle vasaller i England på mødet i Salisbury 1086 sværge Vilhelm umiddelbar lensed.

Vilhelm var lige stærk af ånd og legeme, jagten var hans største glæde, og i det sydvestlige Hampshire lod han den store New Forest vokse op, hvor hans dyr kunne gå i fred, og jagtlovene udøvedes med stor grumhed.

Han havde 1053 ægtet Mahilda, datter af Balduin af Flandern. Deres ældste søn, den ustyrlige Robert, fik Normandiet efter hans død, de to yngre, Vilhelm og Henrik, blev begge, engelske konger. Hans datter, Adele, blev gift med greven af Blois og mor til kong Stefan af Blois.

1087 kom Vilhelm i krig med sin franske lensherre Filip 1.; han kastede sig over byen Mantes og brændte den; men da han red mellem de brændende huse, blev hans hest sky, og en ulykke tilstødte ham, hvoraf han døde 9. september i Rouen og blev begravet i Caen i det af ham selv grundlagte St. Stefans Abbedi.