LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Opdagelsesrejsende         


Vitus Bering
Vitus Jonassen Bering (sommeren 1681 - 19. december 1741), opdagelsesrejsende, født i Horsens. Som ganske ung gik han til søs, og efter nogle langvejstogter mødte han 1703 den norskfødte, russiske admiral Cornelius Gruys, der overtalte ham til at træde ind i den nydannede russiske marine som underløjtnant. Blandt de russiske søfolk blev han kendt under navnet Ivan Ivanovich. Med hæder deltog han i den store nordiske krig, efter fredsslutningen 1721 forfremmedes han til kaptajn af 1. rang, og kort efter udnævnte Peter den Store ham til chef for den første kamtjatka ekspedition, der havde til opgave at undersøge, om Asien og Amerika var landfaste med hinanden nord om Stillehavet.

I vinteren 1725 forlod Bering Skt. Petersborg med flere søofficerer, deriblandt danskeren Morten Spangberg, et talrigt mandskab og et meget stort lager af skibsmateriel og levnedsmidler, som ad Sibiriens flodveje skulle føres til Stillehavskysten. I Okhotsk byggede han to søgående skibe, sejlede med dem til Kamtjatka og nåede i foråret 1728 efter store lidelser sit egentlige udgangspunkt: Kamtjatka-flodens munding. Her byggede han ekspeditionsskibet Gabriel, der forsynedes med et års proviant, og endnu samme sommer tiltrådte han sin egentlige opdagelsesrejse til Polarhavet. På denne omsejlede han Nordøstasiens hjørne og trængte frem til 67 15 nordlig breddegrad, der må betegnes som et meget stort resultat, eftersom den asiatiske kyst tidligere ikke var besejlet længere nordpå end til de japanske øer, og den amerikanske vestkyst kun til det californiske Cap Blanco på 43° nordlig breddegrad. Han kortlagde den asiatiske kyst fra Kamtjatka til Østkap og påviste, at der fandtes en Nordøstpassage, »hvis man ikke blev forhindret af isen i Norden«; men derimod lykkedes det ham ikke at opdage Amerikas vestkyst, og uagtet han to gange sejlede igennem det stræde, der nu bærer hans navn, erfarede han intet om dets tilværelse.

Han kom tilbage til Skt. Petersborg 1730; men da han mødte tvivl og modsigelse hos de lærde, foreslog han en almindelig undersøgelse og kortlægning af hele Nordasiens og Vestamerikas kyst fra Dvina gennem Beringsstrædet til Japan og Californien. Disse store arbejder, der sammenkædedes med fysiske og etnografiske undersøgelser i Sibirien, er kendte under navnet »den store nordiske Ekspedition« og udførtes under Berings overledelse og tilsyn.

I foråret 1734 forlod han atter Skt. Petersborg, ledsaget af mange søofficerer og over 500 mand samt efterfulgt af akademikerne G. F. Muller, Gmelin den Ældre og Louis de Lisle de la Croyére. 1735-42 besejledes den sibiriske ishavskyst af løjtnanterne Ofzyn, Prontschischtschef, danskeren Lassenius, D. og C. Laptief; samtidig undersøgte kaptajn Spangberg Kurilerne og Japan, og 1741 tiltrådte Bering personlig en opdagelsesrejse til Nordvestamerika, hvor han landede på Kajakøen i omegnen af Elias-bjerget, kortlagde en del af Alaskahalvøen og Aleuterne og tilstræbte at nå Beringsstrædet langs den ny Verdens kyst, men sygdom og storme tilintetgjorde hans plan. Skibet blev drevet ud på en 5 måneder lang odyssé i det ukendte Stillehav, og til sidst sattes det, meget imod den dødssyge Berings ønske, på land i en bugt på østsiden af den ubeboede Bering Ø, hvor det senere blev til et vrag. Mandskabet gravede sig ned i sandhuller ved en bjergbæk. Skørbug bortrev 31 mand, og her døde Bering efter tunge lidelser. Året efter lykkedes det de overlevende at nå hjem til Kamtjatka.

Med Berings død fandt Den Store Bordiske Ekspedition en brat og utilfredsstillende afslutning; han døde midt i sin gerning; men hans planers storhed, hans utrættelige energi og hans ædle karakter vil altid sikre ham en smuk plads blandt verdens store opdagelsesrejsende.