LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


William Wilberforce

William Wilberforce
William Wilberforce (24. august 1759 - 29. juli 1833), engelsk statsmand, hovedmanden i kampen for slaveriets afskaffelse, født som søn af en rig købmand i Hull.

Han blev allerede i sin ungdom grebet af metodismen, og allerede i sin skoletid fik han øjnene op for slaveriets skrækkeligheder. 15 år gammel sendte han en avis et indlæg mod slaveriet. Kun 21 år gammel kom han ind i Underhuset, hvor han sluttede sig til mænd som Pitt, Fox og Sheridan, og hvor han snart begyndte at arbejde for at lette slavernes kår. Trods den voldsomste og sejeste modstand lykkedes det Wilberforce ved en utrolig energi og en glimrende talekunst efter en menneskesalders arbejde at vende parlamentets og folkets stemning og lidt efter lidt at få slaveriet afskaffet. Netop i hans dødsår blev den afgørende lov vedtaget, efter hvilken slaveriet ophævedes.

Også på andre områder virkede Wilberforce. Han grundlagde en forening til bekæmpelse af den offentlige usædelighed, og han var i høj grad virksom ved dannelsen af det kirkelige missionsselskab og det britiske bibelselskab. Også forskellige skrifter, navnlig et om praktisk kristendom, har han udgivet.