LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Wolfgang Amadeus Mozart
Wolfgang Amadeus (eller Amadé) Mozart (27. januar 1756 - 5. december 1791), østrigsk komponist, født i Salzburg, død i Wien.

Fra sin tidlige barndom åbenbarede Mozart sjældne musikalske evner; en ven af familien har efterladt sig beretning om, hvorledes Mozarts leg altid drejede sig om musik, om en i hans 4-5 års alder komponeret klaverkoncert og om hans improviserede deltagelse i hjemlige Triospil (i drengens 7. år); men beretningen indeholder også vidnesbyrd om Mozarts medfødte urolige, undertiden heftige temperament, om hans yndefulde og hengivne væsen og om hans konstitutions sarthed og nervøsitet (endog stærke musikalske indtryk betog ham i den grad, at for eksempel en kraftig trompettone kunne forvolde ham en fysisk smerte, der næsten medførte krampeanfald).

Da Mozart var 4 år gammel, begyndte hans far at give ham klaverundervisning; hans første opbevarede kompositioner (småstykker for klaver) er daterede 11. maj og 16. juli 1762. Samme år begav Leopold Mozart sig med begge sine »vidunderbørn« på kunstrejse til Wien, hvor børnene spillede ved hoffet og ganske bedårede alle, ikke mindst den senere dronning Marie Antoinette. Hjemkommen fra denne rejse begyndte Mozart at lære at spille violin og kort derefter tillige orgel; men snart gik familien atter på koncertrejser, de, der skulle fylde det meste af Mozarts barndom og første ungdom. Målet var Paris, men på vejen gæstedes en hel række syd- og mellemtyske byer samt Bryssel; i reglen optrådte børnene ved hofferne, i nogle byer gaves også offentlige koncerter. I Paris, hvor familien navnlig støttedes af den indflydelsesrige baron M. Grimm, vakte Mozart og hans søster den største beundring, Mozart ikke mindst ved sin improvisationsevne og færdighed i at spille fra bladet. De optrådte ikke alene ved hoffet og hos Mme. Pompadour, men gav også to offentlige koncerter. I Paris udgav Mozart 4 »sonater for violin og klaver«, hans første trykte opus. Efter at Paris således var erobret, gik turen videre til London, hvor atter modtagelsen ved hoffet var »ubeskrivelig« - Leopold Mozarts breve til hans hustru i Salzburg er fulde af stolthed og lykkefølelse. I London lærte Mozart Chr. Bach at kende, og på landet i England skrev han sine første symfonier. I begyndelsen gav familien Mozarts optræden i London også et godt pengeudbytte, men snart mindskedes interessen for den, og trods farens markskrigerske annoncer og nedsættelsen af koncertpriserne lykkedes det ikke at holde interessen ved lige. 1765 forlod familien London og vendte tilbage til Salzburg, overalt koncerterende som på udrejsen, men - særlig i Paris - med langt ringere udbytte, og flere gange hæmmede ved begge børns langvarige sygdom.

I hjemmet kastede Mozart sig over alvorlige teoretiske studier med Fux' Gradus ad Parnassumsom grundlag, og han skrev dels et afsnit af et oratorium (med Mich, Haydn. og flere andre), dels musikken til en skolekomedie Apollo et Hyacinthus (1767), hans første dramatiske arbejde. Samme år optoges atter kunstrejserne, denne gang tillige med det mål at vise den unge Mozarts sjældne evner som komponist. Heldet fulgte dog ikke mere så sikkert. I Wien intrigerede musikerne mod Mozart, og en koppeepidemi, der også angreb børnene Mozart, svækkede hoffets og publikums interesse. En opera, La finta simplice, hvortil kejser Josef 2. selv havde givet anledning, kunne ikke nå frem til scenen, og et syngespil (med tysk tekst) Bastien og Bastienne opførtes kun i en privatkreds; derimod dirigerede den 12-årige dreng en Missa brevis i G-dur ved en vajsenhuskirkes indvielse, og han fik en symfoni opført. Efter hjemkomsten til Salzburg fulgte på ny ivrige musikstudier, hvortil nu kom, studiet af italiensk sprog, som forberedelse til Mozarts store Italiensrejse. Denne, der havde det dobbelte mål at præsentere Mozart som virtuos og som komponist og at give ham lejlighed til at studere italiensk tonekunst, navnlig dramatisk og sanglig kunst, strakte sig fra december 1769 til henimod slutningen af 1771 og var fuld af udbytte og af triumfer, deriblandt udnævnelse til ridder af »den gyldne spore« og optagelse i Bolognas berømte Academia dei filharmonici. I Milano opførtes med stort held operaen Mitridate, Re di Ponte (1770), og det følgende år, efter et kort ophold i Salzburg, med lignende held Ascanio di Alba. I Salzburg havde en ny landsherre imidlertid tiltrådt regeringen, biskop Hieronymus (greve Colloredo), der skulle opnå en »sørgelig berømmelse i musikhistorien« just ved sin optræden over for Mozart.

Til hans indvielse skrev Mozart operaen Il sogno de Scipio, og for Milano komponerede han operaen Lucio Silla, opført under stor jubel i december 1772. Under et ophold i Wien fulgte de første 6 strygekvartetter, og fra München bestiltes operaen La finta giardeniera, opført 1775; for Salzburg blev endvidere festoperaen Il re pastore skrevet, og her komponeredes en række symfonier, serenader, divertimenti, koncerter, sonater og kirke- og orgelmusik samt musik til Schikanders drama Kong Thamos.

Med kunstrejserne var det nu væsentlig forbi. Der er vel ingen tvivl om, at disse har virket udviklende og selvstyrkende for Mozart, men sandsynligheden taler tillige for, at det urolige, nervøse rejseliv har skadet hans sarte natur, og at det har fremmet et vist hang hos Mozart til adspredthed og til for stor sorgløshed; alt for tidlig lærte han også kunstnerlivets skuffelser og bitterhed at kende, som i London og på det snart følgende andet Pariserbesøg.

I Salzburg var intet betydeligt at vente for den unge Mozart, og til biskop Hieronymus kom han snart i et skævt forhold. Det gjaldt da andetsteds at finde en værdig og lønnende stilling. Besøg i München og Augsburg førte til intet; i Mannheim holdtes Mozart vel længere tid tilbage, men det var hans forelskelse i Aloysia Weber (søster til hans senere hustru), der var skyld deri, og Leopold Mozart så med bekymring de omvekslinger i Mozarts planer og meninger, dette forhold foranledigede. Det var da på sin fars udtrykkelige bud, at Mozart endelig brød op fra Mannheim, uden at have nået sit mål, en fast stilling, og drog til Paris. Opholdet her blev en kæde af modgang og sorger, en tid, hvis prøvelser greb ind i hans sjæleliv og sporedes i hans kunst. Næsten al interesse for Mozart var forsvundet, nogen ansættelse kunne han ikke få, kun en symfoni af ham, (Parisersymfonien i D-Dur) nåede til opførelse, og endelig ramtes han hårdt af sin mors pludselige død. Hun havde fulgt ham på denne rejse, og nu vendte Mozart ene hjem, skuffet og nedbøjet.

I Salzburg skrev Mozart forskellige kirke- og koncertarbejder og på opfordring fra München operaen Idomeneo. Dette Mozarts første mesterværk, undfanget under påvirkning af Glucks operaer, dem Mozart ikke mindst havde haft lejlighed til at studere i Paris, opførtes 29. januar 1781, som det synes med glimrende held. Kort derpå fulgte, efter oprivende og nedværdigende scener med biskoppen og hans kammerherre, det endelige, uundgåelige brud, og Mozarts deraf følgende overflytning til Wien. Her varede det vel længe, inden Mozart kunne erhverve en offentlig, lønnet stilling, først 1789 blev han kejserlig kammerkomponist, efter Gluck, men med adskillig lavere lønning end denne. Men i Wien havde Mozaart dog en gunstig lejlighed til at få sine større, navnlig dramatiske værker frem, og han vandt sig et i alt fald i begyndelsen meget sympatetisk publikum. Det første af disse værker var Bortførelsen fra Serailet (eller Belmonte og Constanze) et tysk sangspil, hvis komposition var overdraget Mozart af kejser Josef 2. selv, der betragtede opførelsen af sådanne nationale stykker som et middel for sin folkeopdragermission. Trods stadige chikanerier mod Mozart nåede sangspillet til opførelse 16. juli 1782; det modtoges med jubel og gik hurtig over på scenerne i Leipzig, Prag, Mannheim og Berlin. Bortførelsen var så at sige Mozarts egen bryllupsmusik; kort efter dets opførelse ægtede Mozart, efter meget bevægede kampe med sin far, søsteren til fornævnte Aloysia Weber, Konstance.

I Wien levede Mozart nu beskedent af at give undervisning, spille ved offentlige »Akademier« (koncerter) og af at udgive sine værker på subskription. Konstance var en dårlig husholderske, Mozart selv en i mange henseender letsindig natur, og han formåede trods sin store flid ikke at tjene mere end det nødtørftigste til livet; både ved honorarernes fastsættelse og ved lønnende stillingers besættelse med ringere musikere måtte den en gang fejrede Mozart nu ofte lide skuffelser og krænkelser, hvilket dog længe var uden indflydelse på hans sind og frembringelseslyst. For en tid optog instrumentalmusikken ham mest: Haffnersymfonien i D-Dur og de seks strygekvartetter, der tilegnedes Joseph Haydn (1785), er den væsentlige frugt deraf. Allerede i det følgende år (1. maj) fremtrådte han imidlertid atter som operakomponist med Figaros bryllup (La nozze di Figaro). Teksten hertil var bearbejdet af da Ponte efter Beaumarchais’ alt berømte, men i Østrig forbudte skuespil, og det derved så pikante stof i forening med Mozarts herlige musik skaffede operaen en sand triumf. Mozart var en kort tid atter wienernes erklærede yndling, og hans opera satte alle andre i skygge - men nogen synderlig økonomisk fordel opnåede han ikke, og begejstringen for Mozart holdt sig ikke heller. Denne fulgte da gerne en opfordring til at skrive sin næste opera for Prag, hvor man alt længe havde skattet hans geni; den ny opera blev Don Juan (Don Giovanni), der opførtes 29. oktober 1787. Atter her var da Ponte Mozarts tekstforfatter, der med ikke ringe talent havde udnyttet det gamle sagn og tidligere dramatiske bearbejdelser deraf. Mozart ledede selv prøverne og opførelsen, der fremkaldte »det stærkeste bifald, og disse pragerdage hørte til de lykkeligste i hans liv.

I Wien viste man langtfra samme interesse for Don Juan, og Mozart måtte fra nu af kæmpe med stadig vanskeligere kår. I den følgende sommer skrev han - foruden mangt mindre arbejde - sine tre ypperste symfonier i Es-Dur, g-Mol og C-Dur (kaldet Jupitersymfoni). En kunstrejse til Leipzig og Berlin (1789) bragte intet pekuniært udbytte, men vel et tilbud om kapelmesterstillingen i Berlin med en anselig lønning, hvilket Mozart af hensyn til sin kejser afslog. 26. januar 1790 fulgte opførelsen af Cosi fan tutti ossia la scuola di amanti, der dog, væsentlig på grund af den mådelige tekst, hverken da eller senere vandt publikums gunst. Denne og anden skuffelse og end mere de stadige pengesorger, der lejlighedsvis endog førte til pantsætning af alt familiens sølvtøj, ændrede betydelig Mozarts hidtidige lette og livsglade sindelag. Han blev nedtrykt, bitter og adspredt, frembragte mindre let, og hans helbred begyndte at nedbrydes. En tid lang lod han sig også modstandsløs glide over i dårligt selskab: »det lystige teaterkompagni«, der førte et »vildt liv«, i hvilket de stærke drikke spillede en fremtrædende rolle. Fra disse Mozarts sidste, udadtil ikke særlige lykkelige år stammer af større værker Operaen Titus (La clemenza di Tito), Tryllefløjten (Die Zauberflöte) og Requiem.

Titus, der bestiltes til kejser Leopold 2.s kroning i Prag og blev skrevet til en gammel, ofte komponeret tekst af Metastasio, opførtes 6. september 1791; det er et formalistisk og gennemgående ikke særlig inspireret arbejde. Livsfrisk, dyb og fantasifuld er derimod Tryllefløjten, der i visse måder er Mozarts ejendommeligste arbejde. Den komponeredes til tekst af Schikaneder, en forløben, men ikke ubegavet teaterdirektør og driftig reklamør, og opførtes under Mozarts egen ledelse på Theater an der Wien 30. september 1791. Tryllefløjten er et sangspil med tysk tekst og viser således tilbage til Mozarts første betydelige dramatiske arbejde: Bortførelsen fra Serailet. En særlig interesse har Tryllefløjten derved, at frimurerideer, som i høj grad optog Mozart i hans sidste år, har fået udtryk deri. Requiem’et udførtes som bestilling fra en grev Walsegg, en bestilling, der imidlertid fremkom - midt under arbejdet på Tryllefløjten - på så mystisk vis, at det gjorde et stærkt og uhyggeligt indtryk på Mozart, hvis helbred nu var alvorlig svækket. Han følte det, som om han skrev sit eget requiem, og arbejdede derpå med nervøs iver næsten lige til sin dødsdag. Selv efter at han ikke havde kraft til at skrive mere, beskæftigede hans tanke sig dermed, og endnu på sin sidste dag gennemgik han stykker deraf med sin elev Süszmayer. Denne blev det da efter Mozarts død overdraget at fuldføre requiemet. Efter de nyeste undersøgelser har Süszmayers selvstændige arbejde derpå været adskillig mindre, end man tidligere har ment.

Ved sin død var Mozart, væsentlig på grund af den lykke, Tryllefløjten havde gjort, atter ret populær i Wien; men på grund af familiens fattigdom, hans hustrus samtidige sygdom og andre tilfældige omstændigheder skete det dog, at ingen ven fulgte ham til graven, og da denne var en fællesbegravelse (som ryddedes hvert tiende år), kendtes Mozarts sidste hvilested således end ikke af hans enke. Denne ægtede 1809 den danske legationssekretær, etatsråd Nissen (forfatter til den ældste større Mozartbiografi) og døde i Salzburg 1842. En af Mozarts sønner, Wolfgang, var en talentfuld, men ikke fremragende musiker, der døde i Karlsbad 1844. Slægten Mozart er vistnok for længst uddød.

Mozarts produktionstrang og -evne var usædvanlig, og hans værkers tal, navnlig når henses til hans forholdsvis korte levetid, forbløffende stort. Ifølge Köchels katalog efterlod Mozart sig 626 færdige og cirka 200 ufuldførte opus. Disse omfatter alle musikkens genrer: Operaer (i alt 18), kirkemusik (15 messer, oratoriet Davide penitente med mere), koncertarier og sange, symfonier (i alt 40), divertissementer og dansemusik, koncerter (for klaver, violin, fløjte, horn og klarinet), kammermusik (kvintetter, 26 strygekvartetter, 2 klaverkvartetter, trios, duos med mere), endelig en del klavermusik, deriblandt 17 sonater og en fantasi med Fuga, samt nogle orgelstykker. Blandt denne mængde frembringelser findes selvfølgelig adskilligt, der er opstået tilfældig (såsom bestilte arbejder) og ikke præget af inspiration, men til gengæld har Mozart beriget alle tonekunstens genrer med mesterværker, hvorpå tiden endnu ikke har taget, og hvis betydning den heller næppe nogen sinde vil kunne forringe, udslag som de er af et sjældent og rigt geni. Fornem skønhed og ynde, blomstrende melodik, varm, men stadig behersket følelse, mesterlig formgivning, indre og ydre harmoni, fuldstændigt afklaret udtryk for de sjælelige rørelser, der i reglen er muntre og livsglade, men undertiden præges af en rørende, ligesom tilbagetrængt vemod - det er egenskaber, der præger al Mozarts musik, ligesom hans personlighed bar præg af ynde og inderlighed, munterhed og naturlighed, aldrig af søgthed eller ekstravagance.

Hans stil var en lykkelig forening af italiensk melodisødme og udtrykkets klarhed med tysk grundighed og dyb følelse. Den udviklede sig (også hvad det formelle angår) under indflydelse af Mannheimerkomponisterne som Stamitz, af Schobert, Phil. E. og Chr. Bach og senere Jos. Haydn; også hans far Leopold Mozart øvede stor indflydelse på hans ungdomsværk, i hvilket man har kunnet påvise farens forbedrende hånd.

Som instrumentalmusiker har hans historiske opgave været den at give sonateformen den sidste og endelige afrundede skikkelse, der blev mønsteret for den unge Beethovens og den senere Haydns instrumentalværker i denne form. Men han har desuden på mange måder beriget det instrumentale sprog, udviklet orkesterbehandlingen, fæstnet koncertformen og så videre.

Størst er Mozart som dramatisk komponist. Også her har han vistnok efterladt sig enkelte lejlighedsvise arbejder uden dybere, blivende værd. Men i hans ypperste operaer (der alle er nævnte foran) kommer til udfoldelse ved siden af Mozarts almindelige egenskaber særlige dybe og kraftige dramatiske evner, en levende fantasi og genialt rammende karakteristik. I Bortførelsen og Tryllefløjten fortsætter Mozart det tyske sangspil, men i øvrigt hører Mozarts operaer nærmest til den italienske skole, dog at Glucks og den franske opera har sat deres spor deri. Det var vel ikke Mozarts sag at omskabe operaen - han var i det hele ingen revolutionerende ånd -, men det er hans genis ære at have optaget og fuldkommengjort de dramatiske former og bestræbelser, han forefandt, og at have forenet dem i en opera af en klassisk helhed og sluttethed og en dramatisk virkningsfuldhed, som ingen af forgængerne havde nået.