Ålborg
Ålborg er en by i Jylland, Danmark. Ålborg er danmarks fjerde største by med 161.906 indbyggere (2001).

Byen er kendt for snaps.

Historie
Ålborgs navn forekommer første gang på to mønter fra Hardeknuds tid som »Alabur« og »Alebu«. I Valdemar 2.s jordebog kaldes den »Aleburgh«. Navnet kommer sikkert af en gammel kongeborg, men hvad den første stavelse betyder, vides ikke, måske kommer den af det oldnordiske »all« (strøm), måske af »alak«, (hov, tempel), men det har i alt fald intet at gøre med »ål«, som er kommet ind i byens segl og er en fejl opfattelse af bølgelinjerne.

Ålborg blev snart et vigtigt område for byerne ved Limfjorden og fik især betydning ved det rige sildefiskeri og handelsforbindelsen med Norge, om hvilken der findes mange vidnesbyrd i de gamle beretninger. Hvornår den er blevet købstad, vides ikke, sin ældste stadsret fik den af Valdemar Atterdag 1342. Som bevis på dens tidlige betydning anføres, at den allerede under Hardeknud var møntsted.

Ålborg havde i middelalderen to sognekirker, Skt Budolfi kirke og en Skt Peders kirke, der blev nedrevet efter reformationen, samt tre klostre, nemlig nonneklostret, Vor Frue Kloster, der allerede nævnes 1252, og hvis kirke skænkedes byen af Christian 3., et Gråbrødrekloster, som nævnes første gang 1268, og som skal have ligget i nærheden af det nuværende Gråbrødretorv og Brødregyde, og et 1431 stiftet helligåndskloster til hjælp for trængende og syge, det første af denne ordens huse her i landet, senere omdannet til hospital. Uden for Vesterport lå der desuden en Skt Jørgens Gård, for spedalske, der brændte under Grevens Fejde, og på hvis grund opførtes en 1808 nedbrudt Skt Jørgens kirke, og uden for byen to kapeller, et Skt Jørgens Kapel, der var knyttet til Skt Jørgens Gården, og et Helligkors Kapel. Af middelalderens gilder nævnes et Skt Knuds og et Skt Karens Gilde, men især det af byens købmænd og kræmmere 1431 stiftede Guds Legems Lav eller Papegøjegildet, som det kaldtes efter dets årlige skiveskydning. Det var så anset, at adelsmænd, bisper og andre høje gejstlige blev optaget i det; i den nyere tid omdannedes gildet til »Kompagniet« og senere til »Købmandslavet«, indtil det 1863 blev til den nuværende handelsforening.

Byen var befæstet i middelalderen og havde også i den sydlige del et slot, der allerede nævnes 1340, og som ofte besøgtes af kongerne, således kong Hans, der er født her og også døde her (et uhjemlet sagn lader ham dø i det ovennævnte »Kong Hans' stenhus«). Under Grevens Fejde blev slottet indtaget først af Skipper Klement, til hvem byens borgere sluttede sig, og som slog adelen ved Svenstrup og udbedrede byens befæstning, senere under Johan Rantzau af de kgl. tropper, som udplyndrede byen og nedbrød fæstningsværkerne. De blev dog genopførte omtrent et århundrede efter, og endnu i 19. århundrede sås der spor af dem, som vistnok har omgivet byen mod vest og øst, mens den mod syd dækkedes af et kær.

Det i Grevens Fejde ødelagte slot blev af Christian 3. erstattet af et andet mod nord i byen ved fjorden. Efter fejden kom byen snart til kræfter igen, 1554 blev den bispesæde, idet den udskiltes fra Viborg Stift og forenedes med Børglum Stift, og den havde nu i den følgende tid sin mest blomstrende periode, da de omtalte store købmandsgårde rejste sig. Men med det 17. århundredes store krige indtrådte der hårde tider. I alle tre krige blev den besat og hærget, og hertil kom pest og store ildebrande. Det tog af med sildefiskeriet, og Ålborg måtte dele skæbne med de andre danske byer under den almindelige nedgangsperiode i 18. århundrede.

Den vedblev dog at hævde sin plads som Jyllands største by, og i 2. halvdel af 18. århundrede gik det atter frem med dens handel. Med 19. århundrede indtrådte atter en nedgang ved tabet af Norge 1814, hvilket skadede den meget, og ved Aggerkanalens åbning 1825, der til dels bevirkede, at sildefiskeriet standsede og Ålborg ophørte at være stabelplads for Limfjordsbyerne.

Ved midten af det 19. århundrede havde Århus taget pladsen fra den som Jyllands første by.